Datatilsynet har udstedt påbud til Aalborg Kommune efter en undersøgelse iværksat på baggrund af pressens omtale af kommunens DPO-rapport. Efter modtagelse af rapporten og kommunens bemærkninger pålagde tilsynet kommunen at sikre sletning af personoplysninger, der ikke længere er nødvendige.

Påbuddet retter sig mod øjeblikkelig efterlevelse af opbevaringsbegrænsningen i GDPR art. 5, udstedt med hjemmel i art. 58 om tilsynets beføjelser. Myndigheden forbeholder sig mulighed for yderligere korrigerende foranstaltninger. Læs afgørelsen på datatilsynet.dk.

Manglende sletning og organisatorisk forankring

Tilsynet vurderer det som alvorligt, at sletning ikke er systemisk forankret i en offentlig forvaltning. Regler og forventninger har længe været klare, og kommuner bør have faste processer for slettefrister og dokumenteret styring på tværs af systemporteføljen.

Som praktisk rettesnor henviser tilsynet til afgørelsen om Mariagerfjord Kommune, der beskriver en model for lovliggørelse af sletning i it-systemer. Se afgørelsen fra 2022 på datatilsynet.dk.

Forventninger til kommunal compliance og opfølgning

Når DPO’en rapporterer ulovlige forhold til ledelsen, skal der ske dokumenteret refleksion og udarbejdes en konkret plan for lovliggørelse. Planen bør sikre skærpede slettepolitikker, klare opbevaringsfrister og sporbar opfølgning på tværs af systemer og forvaltninger.

Efterlevelse kan styrkes gennem kortlægning af behandlingsaktiviteter, tydelig ansvarsplacering og test af automatiserede sletterutiner. Se Datatilsynets vejledning om behandlingssikkerhed og sletning.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Diesel Motor Nordic har tilkendegivet, at selskabet vil betale en bøde på en million kroner for sin rolle i en overtrædelse af konkurrencereglerne sammen med motorproducenten Deutz. Ifølge konkurrencemyndighederne blev en konkurrent udelukket fra adgang til unikke reservedele til renovering af IC3 tog, hvilket tvang DSB til at købe dyrere hos forhandleren og forlængede driftsstop.

Overtrædelsen angår forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrenceloven og TEUF art 101. Højesteret fastslog i 2024, at både Deutz og Diesel Motor Nordic havde overtrådt reglerne, og sanktionssporet kan derfor gennemføres. Sanktionsspørgsmålet for Deutz forventes afgjort ved domstolene.

Sagsforløb og domstolsprøvelse

Konkurrencerådet traf i 2013 afgørelse om ulovlig leveringsnægtelse og hindring af parallelimport i samvirke med den danske forhandler. Afgørelsen blev samme år stadfæstet af Konkurrenceankenævnet og bekræftet af Sø og Handelsretten i 2021.

I 2023 hjemviste Østre Landsret sagen til fornyet behandling, hvorefter Konkurrencerådet ankede. Højesteret underkendte hjemvisningen og lagde endeligt til grund, at konkurrenceloven var overtrådt.

Sanktionering og kompetence efter lovændringen i 2021

Da forholdet ligger før lovændringen i 2021, varetager National enhed for Særlig Kriminalitet sanktionssporet som en straffesag med virksomhedsbøde. Diesel Motor Nordics tilkendegivelse ændrer ikke, at bøden fastsættes efter de gældende strafprocessuelle rammer.

Efter 2021 behandles virksomhedsbøder for overtrædelse af konkurrenceloven som civile sager, og kompetencen til at føre sagerne ved domstolene ligger hos Konkurrence og Forbrugerstyrelsen. Den aktuelle sag følger dog de tidligere regler.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Diesel Motor Nordic har accepteret en bøde på én million kroner for sin rolle i en overtrædelse af konkurrencereglerne vedrørende IC3-reservedele. Sammen med motorproducenten Deutz blev en konkurrent afskåret fra adgang til unikke reservedele, hvilket tvang DSB til at handle til højere priser og forlængede driftsstop.

Adfærden kvalificeres som en vertikal konkurrencebegrænsende aftale i strid med konkurrenceloven og EUF-traktatens artikel 101, herunder forbuddet mod at hindre parallelimport. Når adgangen til eftermarkedet lukkes, forstærkes markedsafskærmningen og de skadevirkninger, som konkurrencemyndighederne tillægger betydning ved sanktionsfastsættelsen.

Procesforløb og domstolsprøvelse fra 2013 til 2024

Konkurrencerådet traf i 2013 afgørelse om overtrædelse, stadfæstet af Konkurrenceankenævnet og senere af Sø- og Handelsretten i 2021. Østre Landsret hjemviste i 2023 sagen til fornyet behandling.

Konkurrencerådet ankede, og Højesteret fastslog i 2024, at reglerne var overtrådt. Afgørelsen banede vejen for at videreføre sanktionssporet.

Sanktionering, myndighedskompetence og næste skridt

Med bødevedtagelsen er sagen afsluttet for Diesel Motor Nordic, mens sanktionsspørgsmålet for Deutz forventes afgjort ved domstolene. Den strafferetlige del føres af National enhed for Særlig Kriminalitet.

Da forholdene ligger før lovændringen i 2021, behandles sanktionerne efter det tidligere regime. Herefter er virksomhedsbøder i konkurrenceretten gjort civile, og ansvaret for domstolssager er overgået til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvilket virksomheder bør indrette deres compliance efter.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Den uafklarede regeringsdannelse efter folketingsvalget skaber usikkerhed om tempo og retning for nye erhvervsregler. For virksomheder peger de mest indgribende diskussioner på beskatning, adgang til arbejdskraft og administrative byrder.

Et centralt forslag er en formueskat over en høj tærskel med undtagelse for en del af værdien af primær bolig. Forslaget kan påvirke ejerlederes likviditet og incitamenter til at opbygge og fastholde kapital i danske virksomheder. Modsat foreslås nedsættelser af selskabsskat og lempeligere beskatning af aktieafkast, som vil kunne styrke investeringer og kapitaltilførsel.

De skitserede ændringer kan samlet skærpe behovet for skatteplanlægning og corporate governance, særligt hvor ejerkredse er personligt kapitaltunge. For SMV’er er balancen mellem lettelser og potentielt nye skatter afgørende for vækstbanen.

• Likviditet og ejerskab: Formueskat kan øge private hævninger eller udløse omstruktureringer.
• Investeringsincitamenter: Lavere selskabsskat og aktiebeskatning kan forbedre afkast efter skat.
• Kapitaladgang: Skattelempelser på aktieafkast kan udvide markedet for risikovillig kapital.

International rekruttering, overenskomstkrav og sprogbetingelser

På udlændingeområdet overvejes landespecifik adgang for ikke-EU-borgere samt krav om overenskomst som betingelse for rekruttering. En sådan model kan begrænse arbejdsgiveres felt af ansøgere og udelukke virksomheder uden traditionel overenskomstdækning.

Et yderligere spor er krav om, at arbejdsgivere sikrer danskundervisning. Tiltaget kan styrke integration og arbejdsmiljø, men øger samtidig omkostninger og administration. Alternativt foreslås mere åbne ordninger uden landebegrænsning, men med overenskomstdækning som hovedfilter.

Arbejdstid og tidlig tilbagetrækning – implikationer for ansættelses- og socialret

Forslag om ret til deltid med offentlig kompensation for børnefamilier rejser centrale ansættelsesretlige spørgsmål: Om en offentlig ydelse også indebærer en retsbeskyttet ret over for arbejdsgiver til at gå ned og op i tid, samt hvordan virksomheden kan planlægge bemanding og drift.

På pensionsområdet drøftes en langsommere stigning i pensionsalder og justeringer af ordninger for tidlig tilbagetrækning. Udvidelser af seniorpension eller afvikling af ordninger vil påvirke arbejdsudbuddet, især i brancher med høj fysisk belastning, og kræver tæt HR-planlægning.

Administrative lettelser og behovet for forudsigelige rammer

Flere partier ønsker markant reduktion af administrative byrder. For virksomheder svarer effektiviseringer ofte til en indirekte skattelettelse, fordi ressourcer kan frigøres til kerneforretningen.

Samlet er hovedspørgsmålet for erhvervslivet forudsigelighed: Skatteregler, rekrutteringsrammer og sociale ordninger bør udmøntes klart og i god tid, så kontrakter, bemanding og investeringer kan tilpasses uden unødige omkostninger.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Vestre Landsret fastslog, at en tandplejers opsigelse under arbejdsgiverens konkurs ikke stred mod ligebehandlingsloven, selv om medarbejderen var gravid. Retten lagde afgørende vægt på, at vurderingen skal ske ud fra forholdene på opsigelsestidspunktet, og at opsigelsen var led i boets nødvendige afvikling. Afgørelsen førte til frifindelse og ingen godtgørelse efter § 16 i ligebehandlingsloven.

Alle ansatte blev opsagt og fritstillet samtidig, fordi boet ikke havde midler til løn. Dermed kunne arbejdsgiveren løfte den omvendte bevisbyrde efter ligebehandlingsloven: Opsigelsen var objektivt begrundet i konkursen og ikke i medarbejderens graviditet eller andre individuelle forhold. Der var ingen konkrete holdepunkter for graviditetsmotiver i sagens bevisbillede ifølge retten.

Virksomhedsoverdragelse og konkurslovens 14-dagesfrist

Retten fremhævede konkurslovens 14-dagesfrist for kurators stillingtagen til indtræden i ansættelsesforhold, jf. konkursloven § 63, stk. 2. På opsigelsestidspunktet var virksomheden ikke i drift, og forhandlinger om et salg var ikke tilstrækkeligt fremskredne til at påvirke opsigelsesbegrundelsen. Dermed var kurators pligter efter loven udløsende for den samtidige afskedigelse.

Et foreliggende bud ændrede ikke vurderingen, og den efterfølgende virksomhedsoverdragelse var uden betydning for lovligheden af den forudgående afskedigelse. Landsretten afviste dermed, at opsigelsen reelt var et led i en virksomhedsoverdragelse med omgåelse af de særlige regler om ligebehandling af gravide.

Praktiske implikationer for kurator og arbejdsgiver

Afgørelsen viser, at dokumentation og timing er centrale, når opsigelser gennemføres under konkurs. En ensartet afskedigelse af alle ansatte, manglende driftsmidler, fritstilling og en klar beslutning om ikke at indtræde i ansættelser taler for, at opsigelsen er sagligt begrundet i boets afvikling.

For gravide medarbejdere består den særlige beskyttelse og den omvendte bevisbyrde, men arbejdsgiver kan løfte den ved at påvise en konkursbetinget årsagssammenhæng. Forholdene på opsigelsestidspunktet er styrende; senere begivenheder, herunder en eventuel overdragelse, kan som udgangspunkt ikke tillægges vægt efter ligebehandlingsloven. Det understreger vigtigheden af klare notater og ensartet håndtering i boet.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Vestre Landsret fastslog, at opsigelsen af en gravid medarbejder under arbejdsgiverens konkurs ikke stred mod ligebehandlingsloven. Den omvendte bevisbyrde gælder fortsat, men vurderingen sker ud fra forholdene på opsigelsestidspunktet. Spørgsmålet er, om arbejdsgiver kan påvise en saglig, ikke-diskriminerende begrundelse.

Retten lagde vægt på, at alle ansatte blev opsagt samtidig som led i en reel afvikling, at virksomheden ikke var i drift, og at konkursboet manglede midler til løn. Disse forhold løftede bevisbyrden for, at begrundelsen var konkursen og ikke medarbejderens graviditet eller en senere overdragelse. Krav om godtgørelse efter ligebehandlingsloven § 16 stk. 2 blev derfor ikke taget til følge.

Konkurs og virksomhedsoverdragelse: Afgrænsning efter faktum

Landsretten understregede, at en efterfølgende virksomhedsoverdragelse ikke ændrer vurderingen, når opsigelsen allerede er foretaget som led i afvikling. Et eksisterende købstilbud uden sikkerhed for aftaleindgåelse ændrer heller ikke bevisbilledet.

Konkurslovens § 63 stk. 2 forpligter kurator til hurtigt at tage stilling til indtræden i ansættelsesforhold. En samlet, ensartet og økonomisk begrundet opsigelsesrunde taler for, at opsigelserne ikke er motiveret af diskriminerende hensyn.

Praktiske pejlemærker for kurator og arbejdsgivere

Dommen viser, at nøje dokumentation af afviklingsgrundlaget er afgørende for at løfte den omvendte bevisbyrde. Følgende tiltag styrker den juridiske position:

• Beskriv driftsophør, manglende lønmidler og beslutningen om ikke at indtræde i ansættelsesforhold.
• Gennemfør opsigelser samlet og ensartet med klar begrundelse knyttet til konkursen.
• Registrer forløbet omkring eventuelle forhandlinger om overdragelse, herunder usikkerhed om aftaleindgåelse.
• Sikr, at kommunikationen til medarbejdere afspejler de objektive, økonomiske grunde.

Retspraksis bekræfter dermed, at konkurs kan udgøre en saglig begrundelse for opsigelse, også af gravide, når den faktiske situation ved opsigelsen understøtter en reel afvikling.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Retspraksis fra Højesteret ændrer bagatelgrænsen for erhvervsevnetab

Højesteret fastslår, at den hidtidige forvaltningspraksis med en fast 15 procents bagatelgrænse er for restriktiv. Myndigheder og forsikringsselskaber skal i stedet vurdere, om skaden har medført en klar og varig indtægtsnedgang, som ikke kan betegnes som bagatel.

Bagatelgrænsen placeres ved 5 procent. Dermed skærpes pligten til konkret vurdering af den skadelidtes erhvervsevne og indtjeningsmuligheder frem for en mekanisk tærskelanvendelse.

Fastlæggelse af 5 procent og standardiseret udmåling til 15 procent

Dommen åbner for, at erstatning for erhvervsevnetab kan udmåles med en standardiseret sats på 15 procent, selv om det faktiske varige tab ligger væsentligt under 15 procent, når blot tabet er mindst 5 procent og ikke bagatelagtigt. Dette afspejler formålet om forudsigelighed og ensartethed i udmålingen.

Myndighederne må derfor foretage en samlet bevisvurdering af arbejdsskades indvirkning på evnen til at oppebære indtægt, herunder udvikling i løn, skånehensyn, fleksjob og stabile indkomstdata.

Anvendelsesområde ud over arbejdsskadesager

Selv om sagen udspringer af arbejdsskadesystemet, kan principperne anvendes i andre personskadekontekster, herunder trafikulykker, patientskader og voldssager, hvor der foretages erhvervsevnetabsvurdering. Afgørelsen forventes derfor at påvirke både offentlige sagsbehandlere og private forsikringsselskaber.

De økonomiske konsekvenser kan blive betydelige, men omfanget afhænger af genoptagelser og nye afgørelser på tværs af ordningerne.

Genoptagelse og myndighedspraksis efter dommen

Tidligere afviste krav, der alene blev begrundet i, at indtægtstabet var under 15 procent, kan i mange tilfælde genoptages efter forvaltningsretlige regler om ændret praksis. AES og Ankestyrelsen skal anvende gældende retspraksis ved fornyet prøvelse.

Skadelidte bør sikre dokumentation for varigt tab, eksempelvis lønoplysninger over tid, oplysninger om stillingstilpasninger og eventuel fleksjobvisitation. Myndighederne skal herefter foretage en konkret og helhedsorienteret vurdering i lyset af Højesterets præjudikat.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Vestre Landsret har afgjort, at en tandplejers opsigelse under arbejdsgiverens konkurs ikke var i strid med ligebehandlingsloven. Opsigelsen var sagligt begrundet i boets afvikling og ikke i medarbejderens graviditet eller en senere virksomhedsoverdragelse.

Efter ligebehandlingsloven er afskedigelse på grund af graviditet ulovlig, og arbejdsgiver bærer en omvendt bevisbyrde. Samtidig giver konkurslovens 14-dagesfrist i § 63, stk. 2, kurator ret til hurtigt at afklare, om boet vil indtræde i ansættelsesforhold. Hvis boet ikke indtræder, kan en samlet afskedigelse som led i reel driftsophør være saglig.

Bevisbyrde og vurderingstidspunkt i Vestre Landsret

Landsretten lagde afgørende vægt på forholdene på opsigelsestidspunktet. Alle ansatte blev opsagt samtidigt, virksomheden var ikke i drift, og boet havde ingen midler til løn, hvorfor samtlige blev fritstillet. Disse objektive forhold understøttede, at opsigelsen skyldtes konkursen.

Dermed var arbejdsgiverens omvendte bevisbyrde løftet. Retten fandt ingen konkrete holdepunkter for, at graviditeten indgik som begrundelse, og kravet om godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, blev ikke taget til følge.

Samspil med virksomhedsoverdragelse og praktiske implikationer

Medarbejderen gjorde gældende, at opsigelsen reelt skete som led i en virksomhedsoverdragelse, fordi den efterfølgende køber ikke ønskede at overtage personalet. Retten afviste synspunktet: En efterfølgende overdragelse ændrer ikke vurderingen, der alene beror på situationen ved opsigelsen.

Et foreliggende bud eller indledende forhandlinger er heller ikke tilstrækkelige til at anse en opsigelse for overdragelsesbegrundet. For praktikere viser dommen, at grundig dokumentation for driftsophør, likviditetsmangel, ensartede afskedigelser og kurators beslutning om ikke at indtræde styrker arbejdsgivers position, mens selektive fravalg eller fortsat drift kan pege i modsat retning. Dommen illustrerer grænsefladen mellem ligebehandlingsreglerne og virksomhedsoverdragelsesloven: Opsiges hele medarbejderstaben som led i en nødvendig afvikling, taler formodningen for saglighed. Er der selektivitet, fortsat drift eller forskelsbehandling, skærpes arbejdsgivers bevisbyrde markant. Tidsnær dokumentation fra kurator og ledelse er derfor central.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Reva Group ApS, som driver flere digitale boligportaler, for vildledende markedsføring af prøveadgange, der automatisk fortsætter som dyre abonnementer. Myndigheden vurderer, at oplysningerne om løbende betaling ikke fremgår med samme klarhed og fremtræden som introprisen, hvilket gør det vanskeligt for forbrugere at gennemskue aftalens reelle indhold og omkostninger.

I Danmark vedrører sagen blandt andet findkollegie.dk, findboliger.dk og rentola.dk, hvor brugere betaler for at kontakte udlejere. Modellen beskrives som kortvarig adgang til lav pris, der uden tydelig information overgår til løbende fornyelse. Forbrugerombudsmanden har modtaget klager både fra danske forbrugere og udenlandske tilsynsmyndigheder, hvilket peger på et bredere, grænseoverskridende problem.

Retligt grundlag: krav til klare pris- og abonnementsoplysninger

Efter markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren, også selv om oplysningerne hver for sig kan være korrekte. § 6 forbyder vildledning ved udeladelse eller præsentation af væsentlige oplysninger på en uklar eller uforståelig måde. Oplysninger om automatisk fornyelse, pris og betalingsinterval er centrale og skal fremhæves tydeligt.

Myndighedens synspunkt er, at løbende abonnementer skal kommunikeres lige så markant som intropriser, særligt tæt på bestillingsknappen. Manglende transparens kan udløse strafferetlig håndhævelse, herunder politianmeldelse, hvis forholdene vurderes at overtræde loven.

Grænseoverskridende dimension og praktiske krav til udbydere

Reva Group opererer i mere end 40 lande, og udenlandske forbrugermyndigheder har også indrapporteret klager. Det indikerer potentielt koordineret håndhævelse på tværs af grænser, hvor nationale myndigheder udveksler oplysninger om systematiske overtrædelser.

Udbydere af digitale abonnementer kan reducere risikoen for overtrædelser ved at sikre tydelige og samtidige oplysninger om centrale vilkår:

1. Fremhæv automatisk fornyelse, samlet pris og betalingsinterval i samme visning og typografi som introprisen.
2. Indhent udtrykkeligt samtykke tæt på bestillingsknappen, og giv ordrebekræftelse på varigt medium med alle væsentlige vilkår.
3. Gør opsigelse enkel og tilgængelig via samme kanal som tilmelding.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Kriterier for beskatning efter ligningslovens § 16 E

§ 16 E retter sig mod lån fra et selskab til en fysisk person med kontrol. Bestemmelsen kan også omfatte indirekte lån, når midlerne via nærtstående eller omveje i realiteten tilkommer kapitalejeren. Lån mellem selskaber er derimod som udgangspunkt uden for bestemmelsen.

Grænsen beror på en konkret vurdering af formål, vilkår og økonomisk realitet. Særligt vægter myndighederne, om dispositionen er forretningsmæssigt begrundet og sket på markedsvilkår med dokumenterede renter, forfald og eventuel sikkerhed.

De kumulative udløsende momenter, der typisk påberåbes under § 16 E, er:

• Lånet ydes fra et selskab.
• Lånet ydes til en kontrollerende kapitalejer.
• Kapitalejeren er en fysisk person, herunder ved indirekte rådighedsstillelse.

Praksis om selskab-til-selskab-lån og indirekte lån

Skatterådet har fastslået, at § 16 E kun omfatter lån til fysiske personer, jf. SKM2014.279.SR. Højesteret udvidede dog forståelsen af indirekte lån i SKM2023.273.HR, hvor udlån til en kapitalejers kæreste blev beskattet hos ejeren.

Efterfølgende praksis viser nuancer: I SKM2024.539.SR ansås et selskabslån, der finansierede tilbagebetaling af et privat lån til en samlever, som rådighedsstillelse for ejeren. Omvendt fandt Skatterådet i SKM2025.503.SR, at driftsfinansiering af ægtefællens selskab ikke udløste § 16 E. Desuden bekræftede SKM2025.502.SR, at sædvanlig sælgerfinansiering mellem selskaber ved generationsskifte ikke beskattes som udbytte eller efter § 16 E.

Byretsdommen SKM2026.106.B og håndtering af risiko ved søsterselskabslån

I SKM2026.106.B fandt byretten, at et rent internt lån fra B til et nystiftet, inaktivt C måtte anses for at have passeret kapitalejerens økonomi, og beskattede efter § 16 E, jf. § 16 A. Dommens begrundelse kolliderer med ordlyden af § 16 E, da låntager var et selskab. Sagen er anket, og retstilstanden er derfor ikke endeligt afklaret.

Indtil videre bør søsterselskabslån udformes med klar forretningsmæssig begrundelse, dokumenterede markedsvilkår og sporbar anvendelse af midlerne. Det mindsker risikoen for, at lånet kvalificeres som indirekte lån eller maskeret udlodning.

Praktiske tiltag, der dæmper beskatningsrisikoen, omfatter:

• Tydelig forretningsplan for lånets formål og faktisk aktivitet i låntagerselskabet.
• Markedsvilkår: skriftlig låneaftale, rente, forfald, afdrag og eventuelle sikkerheder.
• Ledelsesprotokollat og løbende dokumentation for pengestrømme og anvendelse.
• Vurdering af nærtståenderisiko og potentielle indirekte rådighedsstillelser.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Retsgrundlag for foreløbige vurderinger og skattemæssige konsekvenser

Vurderingsstyrelsen har fastsat foreløbige vurderinger pr. 1. marts 2021 og 1. januar 2023 med hjemmel i ejendomsvurderingslovens §§ 89 b-d. Vurderingerne er modelbaserede og bygger på tilgængelige data om bl.a. størrelse, anvendelse og beliggenhed.

Selv om ordningen er midlertidig, udgør de foreløbige ansættelser det faktiske beregningsgrundlag for grundskyld og dækningsafgift, indtil en almindelig vurdering foreligger. Det kan få væsentlig betydning for likviditeten hos ejere af erhvervsejendomme.

Ingen klageadgang og snævre undtagelser i § 89 d

Efter ejendomsvurderingslovens § 89 d, stk. 1, gennemføres foreløbige vurderinger uden partshøring og kan ikke påklages administrativt. Udgangspunktet er derfor, at ejeren må afvente den endelige vurdering for at få prøvet ansættelsen.

Lovgiver har dog fastsat en udtømmende undtagelsesliste i § 89 d, stk. 4. En ændring kan kun ske, hvis ét af følgende forhold kan dokumenteres:

1. Ændring som led i revision efter skatteforvaltningslovens § 33 a.
2. Konkrete salgsbestræbelser, hvor en dokumenteret forventet overdragelsessum afviger med mere end 20 % (tilbageindekseret) fra den foreløbige vurdering.
3. Efterfølgende ændring af grundværdiansættelsen ved ankenævn, Skatteankeforvaltningen, Landsskatteretten eller domstol.
4. Manglende registrering af hel eller delvis fritagelse for grundskyld efter ejendomsskattelovens §§ 5 eller 7.
5. Ukorrekt registrering af delvis undtagelse fra vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 9.
6. Anmodning fra fysiske ejere, der opfylder betingelserne for omvurdering pr. 1. januar 2023, 2024 eller 2025.

Adgangen er dermed undtagelsesvis og ikke en generel klageadgang. Ejeren skal kunne fremlægge objektiv dokumentation for det relevante forhold.

Praksis i SKM2026.124.LSR: Dokumentationskrav ved salg

I SKM2026.124.LSR blev en anmodning om nedsættelse under henvisning til § 89 d, stk. 4, nr. 2, afvist. Ejendommen var ikke dokumenteret udbudt til salg, og der manglede tilstrækkelig dokumentation for den forventede overdragelsessum.

Landsskatteretten lagde vægt på bestemmelsens ordlyd og forarbejder: Der kræves konkrete salgsaktiviteter og kvalificeret, objektiv dokumentation for en væsentlig prisafvigelse, fx en kvalificeret mæglervurdering. Uden tidlig og fyldestgørende dokumentation vil anmodningen normalt blive afvist, selv om en senere handel måtte bekræfte en lavere markedsværdi.

Råd til ejere: Sådan styrker du en ændringsanmodning

Ejere, der overvejer at anmode om ændring af en foreløbig vurdering, bør planlægge bevisførelsen fra start. Kravene håndhæves restriktivt, og dokumentation skal foreligge allerede ved anmodningen.

Følgende tiltag øger chancen for medhold i en salgssituation:

• Dokumentér salgsbestræbelser med formidlingsaftale, annoncering, salgsopstilling og korrespondance om udbud.
• Indhent en kvalificeret mæglervurdering og eventuelt en uafhængig vurderingsrapport.
• Udarbejd beregning, der viser en afvigelse på over 20 % efter korrekt tilbageindeksering, og vedlæg datagrundlag.
• Overvej alternativer som revision efter skatteforvaltningsloven § 33 a og gennemgå eventuelle fritagelser eller undtagelser efter ejendomsskatteloven og ejendomsvurderingsloven.

Den samlede praksis understreger, at undtagelserne i § 89 d er snævre, men anvendelige for velunderbyggede sager.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Momsfradrag og passiv kapitalanbringelse ved koncerninterne lån

Pro rata-reglen i momslovens § 38, stk. 1, begrænser fradraget, når en virksomhed både har momspligtige og momsfritagne aktiviteter. Indtægter fra finansielle transaktioner kan dermed trække fradragsprocenten ned, hvis de indgår i omsætningen.

Undtagelsen for passiv kapitalanbringelse skal forhindre, at tilfældige eller accessoriske finansielle indtægter forvrider fradragsberegningen. Landsskatteretten kvalificerede her renteindtægterne fra de interne lån som passiv kapitalanbringelse. Dermed skulle de ikke tælles med i omsætningen ved opgørelsen af pro rata, hvilket i praksis kan forhindre markante reduktioner i fradragsretten.

Lønsumsafgift: Pligt trods passiv kapitalanbringelse

Selv om udlånsaktiviteten momsmæssigt anses for passiv kapitalanbringelse, pålagde Landsskatteretten virksomheden lønsumsafgiftspligt efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, fordi der leveres momsfritagne finansielle ydelser efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Passiv kapitalanbringelse er ikke fritaget efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2.

Afgørelsen harmonerer med Skatterådets praksis (SKM2024.308.SR). Lønsumsafgiftspligt indtræder, hvis afgiftsgrundlaget overstiger registreringsgrænsen. At indtægterne rubriceres som passiv kapitalanbringelse påvirker alene momsfradraget – ikke pligten til lønsumsafgift.

Metodevalg og opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlag

Finansielle virksomheder anvender som udgangspunkt metode 2 (lønsum), mens øvrige virksomheder typisk anvender metode 4 (lønsum plus reguleret resultat). For koncerner, hvor udlån er en biaktivitet, vil metode 4 derfor normalt være relevant.

Efter metode 4 justeres virksomhedens resultat bl.a. med finansielle poster, herunder fradrag for rente- og udbytteindtægter. I praksis kan dette føre til et lavt eller negativt lønsumsafgiftsgrundlag for virksomheder, der kun har begrænset finansiel biaktivitet. Betalingspligten bortfalder ikke, men der kan mangle et positivt afgiftsgrundlag – registrering forudsætter under alle omstændigheder, at grundlaget overstiger den gældende registreringsgrænse.

Praktiske konsekvenser og anbefalinger til koncerner

Afgørelsen tydeliggør en asymmetri: Indtægter, der ikke reducerer momsfradraget som passiv kapitalanbringelse, kan stadig udløse lønsumsafgiftspligt. Det rejser forvaltningsmæssige opgaver, også hvor afgiftsbetalingen ender på nul.

For at sikre korrekt håndtering bør virksomheder med interne lån etablere faste procedurer for kvalifikation, måling og dokumentation af aktiviteter og grundlag. Særligt i ikke-fællesregistrerede koncerner kan følgende tiltag mindske risikoen for fejl og efteropkrævning:

• Kvalificér udlånsaktiviteten som passiv kapitalanbringelse og dokumentér ressourceforbrug og fravær af direkte, nødvendig sammenhæng med hovedaktiviteten.
• Opgør pro rata uden at medregne passive kapitalindtægter og underbyg beregningen med robuste fordelingsnøgler.
• Afklar lønsumsafgiftspligt, vælg korrekt metode og beregn afgiftsgrundlaget, herunder justering for finansielle poster.
• Etabler løbende kontrolspor for registreringsgrænse, periodisering og intern rapportering til brug for eventuel kontrol.

Retstilstanden er dermed mere afklaret, men administrativt tung. Fremtidig domstolsprøvelse kan nuancere billedet, hvorfor løbende monitorering af praksis anbefales.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Pligt til konsekvensanalyse ved AI efter GDPR art. 35

En DPIA er en systematisk vurdering af behandlingsaktiviteten, dens nødvendighed og proportionalitet samt de risici, den indebærer, og de foranstaltninger, der reducerer disse risici. Hvis en DPIA er påkrævet, må behandlingen ikke starte, før analysen er færdig og risici håndteret tilstrækkeligt.

I AI-konteksten rammer man som udgangspunkt kriteriet om anvendelse af ny teknologi. Ofte opfyldes yderligere kriterier, fx behandling af særlige kategorier, behandling i stort omfang eller behandling vedrørende sårbare registrerede. Derfor vil AI-projekter i praksis ofte kræve en DPIA, men simple løsninger med begrænset databehandling kan falde uden for – forudsat en dokumenteret, konkret vurdering.

Kriterier for høj risiko og myndighedspraksis

EDPB og Datatilsynet peger på en række indikatorer for høj risiko. Som hovedregel udløses DPIA-pligt, hvis mindst to kriterier er opfyldt, og Datatilsynet har desuden publiceret en positivliste over behandlinger, der altid kræver DPIA.

Ved AI bør man derfor tidligt screene projektet op imod kriterierne og positivlisten. Det styrker den interne beslutningsproces, og det reducerer risikoen for forsinkelse i implementeringen.

Typiske højrisikokriterier omfatter blandt andet:

• Evaluering eller scoring, herunder profilering og forudsigelser.
• Automatiske afgørelser med retlig eller tilsvarende væsentlig virkning.
• Systematisk overvågning.
• Behandling af særlige kategorier eller meget personlige oplysninger.
• Behandling i stort omfang.
• Matching eller kombination af datasæt.
• Oplysninger om sårbare registrerede.
• Anvendelse af ny teknologi.

Opfyldes to eller flere af disse, taler det stærkt for DPIA-pligt. Er der tvivl, bør risikoniveauet dokumenteres og genbesøges ved ændringer i formål, dataomfang eller modeladfærd.

Gennemførelse af DPIA i praksis og typiske faldgruber

En forsvarlig DPIA forudsætter overblik over datakilder, dataflow, adgangsstyring, modelarkitektur og integrationer. Juridisk kræves afklaring af roller (dataansvarlig/databehandler), behandlingsgrundlag, databehandleraftaler, licens- og tjenestevilkår samt privatlivspolitikker. Overføres data uden for EU/EØS, bør der udarbejdes Transfer Impact Assessment.

Faldgruber opstår ofte, når tekniske og forretningsmæssige forudsætninger ikke er modne, eller når analysen reduceres til skemaudfyldelse uden reel risikovurdering. Involvering af de rette kompetencer – juridiske, sikkerhedsmæssige, tekniske og forretningsmæssige – samt ledelsesbeslutninger om risikotolerance er centrale for en holdbar konklusion.

Skabeloner, governance og effektivisering af arbejdet

Der findes anvendelige DPIA-skabeloner fra EDPB, Datatilsynet og CNIL. Skabelonerne er et godt udgangspunkt, men kræver tilpasning til organisationens governance, risikokriterier og portefølje af AI-use cases. En modulær tilgang – hvor generiske dele genbruges på tværs af løsninger – kan reducere omkostninger og sikre konsistens.

Leverandører kan med fordel stille en systemnær DPIA til rådighed, som kunderne kan bygge videre på. Det giver transparens om model, data og kontroller og kan blive en reel konkurrencefordel. Læs mere i Datatilsynets vejledning om konsekvensanalyser: https://www.datatilsynet.dk/regler-og-vejledning/behandlingssikkerhed/konsekvensanalyse.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Frakendelse for grov tilsidesættelse af god advokatskik

Nævnet lægger vægt på, at hendes klientkonto blev stillet til rådighed for selskaber uden bankadgang og anvendt til at gennemføre et stort antal transaktioner med betydelige beløb. Det skærper hvidvaskrisici og strider mod regler om betroede midler, kontrolprocedurer og forsvarlig klientkontohåndtering.

Derudover indgik, at fortrolige vidneoplysninger fra en straffesag blev overleveret til en klient med risiko for misbrug. Samlet kvalificeres forholdene som særdeles grove overtrædelser af god advokatskik, jf. retsplejeloven.

Retsmidler og praktiske konsekvenser for advokatvirksomheder

Roulund havde siden juli 2024 deponeret sin beskikkelse. Efter kendelsen kan hun ikke virke som advokat, medmindre afgørelsen ændres ved domstolsprøvelse. Nævnets kendelser kan indbringes for retten inden for gældende frister.

Kendelsen understreger en skærpet linje for brug af klientkonti og håndtering af følsomme processuelle oplysninger. Advokatkontorer bør styrke compliance, transaktionsovervågning, instrukser om tavshedspligt og dokumenterede KYC-processer. Læs kendelsen på Advokatnævnets hjemmeside: Advokatnævnets kendelse.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Højesteret fastslår, at ret til erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens § 17 (tidl. § 32) kan foreligge, når arbejdsskaden medfører en klar og varig indtægtsnedgang på 5 procent eller derover. Den tidligere administrative praksis, hvor tab tæt på 15 procent reelt var forudsat, kan derfor ikke opretholdes. 15-procentsgrænsen er et administrativt filter mod bagatelkrav – ikke et succeskriterium for, om retten til erstatning overhovedet indtræder.

Dommen præciserer, at når indtægtsnedgangen mindst udgør 5 procent, og der er årsagssammenhæng til arbejdsskaden, udløses erstatning svarende til et erhvervsevnetab på 15 procent. Højesteret lægger vægt på forarbejderne og tidligere praksis og afviser, at der kan kræves et tab tæt på 15 procent for at passere den nedre grænse.

Sammenhæng med tidligere praksis og § 17 a-sager

Retten henviser til domme fra 2024 og 2025 om § 17 a (fleksjob), hvor 15-procentsgrænsen allerede er læst i lyset af forarbejderne til § 17. Denne fortolkning gælder også for sager efter § 17, således at grænsen fungerer som et administrativt afskæringskriterium og ikke som et mindstekrav til det konkrete tab.

I den konkrete sag havde Ankestyrelsen anvendt en strengere forståelse. Da Retslægerådet vurderede arbejdsskaden som en komponent i det samlede årsagskompleks, stadfæstede Højesteret landsrettens hjemvisning til fornyet vurdering. Ankestyrelsen blev pålagt sagsomkostninger.

Praktiske konsekvenser for genoptagelse og forsikringsbranchen

Afgørelsen kan medføre genoptagelse af sager, hvor indtægtsnedgangen ligger mellem 5 og 15 procent, hvis der foreligger et klart og varigt tab begrundet i arbejdsskaden. Forsikringsselskaber og arbejdsgivere må forvente øgede erstatningsudgifter, justering af reserver og ændrede processer for dokumentation og bevisvurdering.

Forvaltningen skal tilpasse afgørelsespraksis, så vurderingen centrerer om klarhed og varighed af indtægtstabet samt den medicinske og faktiske årsagssammenhæng. Kravet om, at tabet skal ligge tæt på 15 procent, kan ikke opretholdes. Følgende fokuspunkter bør prioriteres:

• Systematisk kortlægning af indtægtsforløb og dokumentation for varigt tab.
• Tæt inddragelse af lægefaglige vurderinger om årsagssammenhæng og funktionsnedsættelse.
• Revurdering af afsluttede sager, reservesætning og policydesign i arbejdsskadeporteføljer.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Højesteret har den 28. april 2026 afsagt en principiel dom om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringslovens § 17 og fastslået, at Ankestyrelsen har anvendt en urigtig fortolkning i forhold til Højesterets praksis fra 2024 og 2025. Den konkrete sag er hjemvist til Ankestyrelsen til fornyet behandling efter den korrekte retsopfattelse. Se domsnyheden hos Højesteret på domstol.dk.

Højesteret bekræfter linjen om, at ret til erstatning forudsætter et klart og varigt indtægtstab, som ikke er bagatelagtigt. Tabet anses som udgangspunkt for bagatelagtigt under 5 procent, men sager med beregnet tab mellem 5 og 15 procent kan ikke afskæres skematisk og kræver en konkret vurdering.

Fortolkning af arbejdsskadesikringslovens § 17 og bagatelgrænse

Efter § 17 skal vurderingen tage udgangspunkt i skadelidtes faktiske og fremadrettede erhvervsmæssige situation, herunder dokumenteret indtægtspåvirkning. Dommen understreger, at formelle tærskler ikke kan erstatte en reel bevis- og årsagsvurdering, fx for personer i fleksjob.

Ankestyrelsen har ifølge dommen anlagt en fortolkning, der afveg fra Højesterets retspraksis. Hjemvisningen indebærer, at Ankestyrelsen skal genvurdere sagen efter den korrekte juridiske standard og foretage en ny, individuel vurdering af erhvervsevnetabet.

Konsekvenser for praksis og genoptagelser

Ankestyrelsen har oplyst, at dommen nu gennemgås i dialog med Kammeradvokaten, hvorefter der kommer en vejledende udmelding om praksis og håndtering af verserende og tidligere afgjorte sager. Læs meddelelsen på ast.dk.

Indtil der foreligger officiel vejledning, kan parter overveje, om afslag begrundet i tab mellem 5 og 15 procent bør søges genoptaget, men det anbefales at afvente Ankestyrelsens nærmere retningslinjer. Erfaringen fra tidligere praksis er, at genoptagelse typisk initieres ved en skriftlig anmodning fra skadelidte.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Domstolsprøvelse og procesautonomi ved decentrale tilladelser

Direktiv 2001/83/EF indeholder ikke regler om ret til søgsmålsadgang mod en påstået ulovligt meddelt markedsføringstilladelse udstedt efter den decentraliserede procedure, når sagsøgeren ikke nyder klinisk data-beskyttelse efter artikel 10. Adgangskriterier, frister og prøvelsens rammer beror derfor på national ret.

Domstolen anerkender risikoen for uensartede resultater mellem medlemsstater, men finder, at dette følger af den decentraliserede ordning i artiklerne 28 og 29. En annullation i én stat påvirker ikke gyldigheden af tilladelser udstedt i andre deltagende stater eller i reference-medlemsstaten.

Generisk klassifikation med biologisk referenceprodukt

Et præparat fremstillet ved kemisk syntese kan principielt søges og godkendes som generisk i forhold til et biologisk referenceprodukt, hvis kravene til samme aktive stof, lægemiddelform og bioækvivalens efter artikel 10, stk. 2, litra b, er dokumenteret. Artikel 10, stk. 1, sondrer ikke mellem kemiske og biologiske lægemidler.

Kravet om supplerende prækliniske og kliniske data i artikel 10, stk. 4, gælder alene, hvis ansøgerens eget produkt er biologisk. Fuld molekylær identitet er ikke et vilkår; yderligere data kræves kun, når det aktive stof udgør et nyt aktivt stof med væsentligt anderledes sikkerheds- eller effektprofiler. Vurderingen er konkret og metodeuafhængig.

Praktiske implikationer for virksomheder

Udviklere og indehavere bør planlægge tviststrategi nationalt, herunder stående, frister og bevis, samt forholde sig til, at udfald i ét land ikke får automatisk grænseoverskridende virkning. Koordinering på tværs af jurisdiktioner kan være nødvendig.

I regulatoriske ansøgninger bør dokumentation for komposition, farmaceutisk form og bioækvivalens prioriteres, og valget mellem generisk eller hybrid tilgang vurderes tidligt. Læs dommen i C‑118/24 på EUR-Lex.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt KlubKlub ApS for at tilmelde kunder et løbende abonnement på 89 kr. i forbindelse med varekøb uden tilstrækkelig klar information. Efter markedsføringslovens § 5 og § 6 er det vildledende at præsentere væsentlige oplysninger uklart eller udelade dem, vurderet ud fra gennemsnitsforbrugeren.

Udtryk som “klub”, “medlemspris” og “medlemsklub” opfylder ikke i sig selv oplysningspligten om, at der indgås en betalingsaftale. Oplysningen skal gives klart, fremhævet og rettidigt i købsforløbet, så forbrugeren forstår, at der etableres en løbende betaling, før aftalen indgås.

Forbrugerombudsmandens vurdering og politianmeldelse

Myndigheden vurderer, at abonnementet blev kommunikeret flere steder på hjemmesiden, men på en måde som ikke var tilstrækkeligt tydelig. På Google Shopping blev der vist en medlemspris uden oplysning om, at købet samtidig medførte abonnement.

Sagen udspringer af en forbrugers klage efter uventede trækninger. Politianmeldelsen er baseret på mulig overtrædelse af markedsføringsloven §§ 5-6 og kan føre til bøde. Forbrugerombudsmanden henviser til en fast håndhævelseslinje i lignende sager om abonnementsmodeller.

Praktiske implikationer for online markedsføring og prisangivelser

Virksomheder med abonnementsbaserede tilbud bør sikre, at løbende betaling og centrale vilkår fremstår klart før accept, herunder pris pr. periode og opsigelsesvilkår. Oplysningerne skal være synlige ved købsknappen og forståelige uden at skulle lede i generelle vilkår.

Prisangivelser skal være konsistente på tværs af kanaler, også i prisfeeds og annonceringsformater som Google Shopping. Derudover bør virksomheder kunne dokumentere aktivt samtykke og købsforløb, så bevisbyrden om oplysning og accept kan løftes ved tilsyn eller håndhævelse.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Ejendomsavance og fordeling af købesum

Fortjeneste på jord og driftsbygninger beskattes som udgangspunkt efter reglerne om ejendomsavance. Valget mellem personligt regi og selskab, samt brugen af virksomhedsordningen, kan ændre både skattesats og likviditetseffekt. En gennemarbejdet avanceopgørelse er nødvendig for at kortlægge konsekvenserne.

Fordelingen af købesummen er central. En uheldig allokering mellem jord, bygninger, stuehus og driftsmidler kan udløse højere skat end nødvendigt. Fordelingen bør være sagligt begrundet og dokumenteret for at modstå kontrol og sikre et robust provenubudget.

Stuehuset og parcelhusreglen

Stuehuset kan ofte sælges skattefrit efter parcelhusreglen, hvis det har tjent som helårsbolig og betingelserne i øvrigt er opfyldt. Korrekt værdiansættelse og klar afgrænsning mellem beboelse og erhverv er afgørende for at bevare skattefriheden.

En realistisk markedsværdi, understøttet af dokumentation, mindsker risikoen for efteropkrævning og tvister. Aftalegrundlaget bør tydeligt beskrive opdelingen og den anvendte metode for at forebygge usikkerhed.

Genvundne afskrivninger og momsregulering

Afskrivninger på driftsbygninger, installationer og inventar kan blive genbeskattet som genvundne afskrivninger. Det er en forudsigelig mekanisme, hvor tidligere fradrag helt eller delvist tilbageføres ved salg, hvilket bør afspejles i pris og likviditetsplan.

Momsforhold kan påvirke handlens økonomi, særligt ved nyere investeringer med momsfradrag. Regulering ved ændret anvendelse eller hvis køber ikke driver momspligtig virksomhed kan udløse tilbagebetalingspligt over justeringsperioden og bør håndteres kontraktuelt.

Planlægning før underskrift og mulige tiltag

De bedste løsninger findes som regel før købsaftalen underskrives. En helhedsorienteret plan bør afstemme indkomstbeskatning, afskrivninger og moms samt afsøge alternativer:

• Justering af virksomhedsstruktur og eventuel selskabsform
• Overvejelse af delvist salg eller etaper
• Tidsmæssig planlægning i forhold til indkomstår og fradrag
• Vurdering af generationsskifte eller succession som alternativ

Beregn netto provenu, fastlæg dokumenteret købesumsfordeling og aftal klare vilkår om moms og regulering. Involver revisor og juridisk rådgiver tidligt for at styrke forhandlingsposition og minimere skatterisiko.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse om, at Coloplast misbrugte sin dominerende stilling gennem en margin squeeze. Coloplasts prissætning gjorde det urentabelt for uafhængige grossister at levere selskabets stomihjælpemidler til kommunerne, og adfærden bidrog samtidig til et markant fald i parallelimport.

Kendelsen bekræfter rådets analyse af dominans og ekskluderende prissætning i grossistleddet. Den illustrerer tærsklen for, hvornår prisrelationer mellem engros og kundevendte priser kan fortrænge effektive konkurrenter.

Retsfølger og offentliggørelse af kendelse

Som led i afgørelsen påbød Konkurrencerådet Coloplast at afstå fra tilsvarende adfærd fremadrettet. Påbuddet har til formål at genoprette funktionsdygtig konkurrence og sikre uafhængig distribution.

En ikke-fortrolig version af ankenævnets kendelse er nu offentliggjort efter afklaring af fortrolighedsspørgsmål og kan læses på kfst.dk: Læs kendelsen.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Mesterlære under pres: AI og fuldmægtiges læringsspor

Den klassiske oplæring har hvilet på systematisk gennemgang af love, forarbejder og praksis samt tæt sidemandsoplæring. Netop i mellemregningerne formes de holdbare argumenter, og temposkiftet fra manuel research til maskinelt overblik kan udhule denne læring.

Når sprogmodeller leverer hurtige svar, forsvinder dele af den iterative tænkning, hvor mønstre opdages og faglig dømmekraft modnes. Risikoen er en generation, der løser opgaver effektivt, men står svagere, når standardveje ikke rækker, eller når vurderingen kræver kritisk metode.

Design af læringsforløb med AI som værktøj, ikke erstatning

En robust uddannelse kræver bevidst iscenesættelse af opgaver, hvor fuldmægtige både arbejder manuelt og med AI, og hvor begrundelser dokumenteres. Det giver indblik i, hvornår AI bidrager, og hvornår den skal fravælges, samt træner sporbarhed og faglig integritet.

Følgende greb kan styrke kvalitet, tempo og ansvarlighed i oplæringen:

1. Kræv metodiske notater med kilder og begrundelser, før AI-værktøjer anvendes eller svar accepteres.
2. Etabler struktureret sidemandsoplæring med løbende feedback på metode, begrundelse og kvalitetssikring.
3. Rotér fuldmægtige gennem procesforberedelse, forhandling og klientkontakt for at opbygge helhedsforståelse.
4. Indfør AI-governance med klare roller, logning, test af værktøjer og kontrol for fejl og bias.

Rådgivningens kerne: dømmekraft, kontekst og integritet

Juridisk rådgivning afhænger af forståelse for klientens mål, kultur og relationer samt dynamikker i forhandlingsrummet. Det kræver menneskelig vurdering af risiko, timing og konsekvenser, som ikke kan reduceres til sandsynlighedsberegninger.

Generativ AI estimerer sandsynlige svar, men kan ikke udvise uafhængighed eller sige fra over for en klient. Derfor bør mesterlæren målrette træning i etik, kontekstlæsning og argumentation, mens AI anvendes som et kontrolleret støtteværktøj, ikke erstatning for metode og dømmekraft.

Læs artiklen på Jura360 ↗

EU’s løngennemsigtighedsdirektiv forpligter arbejdsgivere til at sikre lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi på et objektivt og kønsneutralt grundlag. Danmark forventes at gennemføre reglerne gennem ændring af ligelønsloven med ikrafttræden i begyndelsen af 2027, hvilket giver virksomheder et kort, men realistisk tilpasningsvindue.

Direktivets artikel 4 stk. 2 pålægger medlemsstaterne at stille analytiske værktøjer til rådighed. EU-Kommissionens og EIGE’s vejledning fungerer som praktisk støtte og et væsentligt fortolkningsbidrag, der kan anvendes som metodegrundlag i danske organisationer allerede nu.

EU-Kommissionens og EIGE’s værktøjskasse som fortolkningsbidrag

Værktøjskassen er ikke juridisk bindende, men den beskriver gennemgående principper for kønsneutral jobevaluering, systematisk sammenligning af stillinger og gennemsigtig dokumentation. Den kan derfor bruges til at designe eller revidere lønstrukturer, så de kan modstå tilsyn og tvister.

Guidelines fremhæver, at klare kriterier, sporbar vurdering og ensartet anvendelse er afgørende for at eliminere kønsbias. En veldokumenteret metode reducerer bevismæssig usikkerhed og styrker virksomhedens position ved eventuel klage eller retssag.

Metoder til kønsneutral jobevaluering og lønfastsættelse

Vejledningen præsenterer ni værktøjer, hvor tre metoder giver en skalerbar ramme for jobvurdering og lønindplacering. Valget bør afspejle organisationens størrelse og kompleksitet:

1. Tool 3 for virksomheder under 10 ansatte: En forenklet model, hvor job vurderes på færdigheder, ansvar, indsats og arbejdsvilkår med simple point. Den giver et praktisk grundlag for kategorisering og dokumentation med minimal administration.
2. Tool 4 for 10–250 ansatte: Pair comparison, hvor alle stillinger sammenlignes systematisk efter ens kriterier, og en rangorden skabes via point. Modellen kræver ensartede vurderinger og solid dokumentation for at modvirke bias.
3. Tool 5 for over 250 ansatte: En point factor model med vægtede kriterier og underkriterier, der muliggør detaljeret, konsistent og sporbar jobvurdering på tværs af komplekse organisationer.

Uanset metode er nøglen, at kriterierne er kønsneutrale, klart beskrevne og anvendes konsekvent. Uddannelse af ledere og HR samt intern kvalitetssikring er centrale forudsætninger for korrekt implementering.

Anbefalinger til compliance og næste skridt

Virksomheder bør gennemføre et gap-analyseforløb af eksisterende løn- og jobstrukturer. Jobfamilier og historiske lønrammer er ikke nødvendigvis tilstrækkelige; kortlæg stillinger, fastlæg vægtede faktorer, kalibrer på tværs af funktioner og etabler en revisionssporbar dokumentation.

Planlæg en tidslinje frem mod ikrafttræden, involver HR, jura og IT, og opdater politikker, kontraktgrundlag og intern kommunikation. Juridisk rådgivning anbefales ved metodevalg, dokumentationskrav og for at sikre overensstemmelse med ligelønsloven og reglerne om forskelsbehandling.

Læs artiklen på Jura360 ↗

EU-direktiv om insolvensbehandling: formål og rækkevidde

Direktivet sigter mod at reducere forskellene mellem nationale insolvensregler, så krav kan inddrives mere effektivt, også når skyldneren har aktiver i flere lande. Harmonisering forventes at styrke dækningen for kreditorer og mindske transaktionsomkostninger ved grænseoverskridende engagementer.

I dansk kontekst ventes ingen gennemgribende omlægning, men implementeringen kan give behov for justeringer af arbejdsgange hos både virksomheder, kuratorer og skifteretter. Fokus er særligt på ledelsespligter op til insolvens, salgsprocesser før konkurs og international koordinering.

Ledelsesansvar og reaktionspligt i krisesituationer

Dansk ret bygger i dag på retspraksis om håbløshedstidspunktet: Ledelsen kan ifalde ansvar ved videreførelse af udsigtsløs drift. Direktivet indfører en klarere reaktionspligt, som forpligter ledelsen til at handle inden for tre måneder, når alvorlige økonomiske vanskeligheder konstateres.

Det kan skærpe kravene til overvågning af likviditet, styrket dokumentation for bestyrelsens beslutninger og hurtigere afsøgning af rekonstruktionsmuligheder. Samspillet mellem den nye tidsfrist og gældende dansk praksis skal afklares i den nationale gennemførelse.

Pre-pack-procedurer i to faser og skifterettens kontrol

Direktivet etablerer en todelt pre-pack-model. I en forberedende fase udpeges en uafhængig tilsynsførende, der sikrer en transparent og konkurrenceudsat salgsforberedelse i overensstemmelse med markedsstandarder.

I afviklingsfasen indledes den formelle insolvensbehandling, og overdragelsen gennemføres med skifterettens godkendelse. Modellen er ikke lovreguleret i Danmark i dag og kan derfor få praktisk betydning ved at øge provenuet til kreditorerne og bevare going concern-værdier.

Grænseoverskridende aktiver og lighedsprincip for konkursboer

Kurator får lettere adgang til udenlandske registre over aktiver og bankkonti. Det styrker sporing og inddrivelse, når værdier befinder sig uden for hjemlandet, og kan reducere tab ved grænseoverskridende konkurser.

Et EU-retligt lighedsprincip skal samtidig sikre, at anerkendte udenlandske konkursboer og kuratorer ikke behandles ringere end indenlandske. Det øger retssikkerheden og mindsker risikoen for, at nationale særregler svækker kreditorernes dækning.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Arvelovens § 52: Disposition over tvangsarv ved manglende testationskompetence

Udgangspunktet i arveretten er, at arveladeren ikke kan bestemme over tvangsarv ud over de lovlige rammer. § 52 åbner dog for en successiv disposition, når tvangsarvingen mangler testationskompetence. Formålet er at sikre en hensigtsmæssig viderefordeling af arven under hensyn til tvangsarvingens situation.

Bestemmelsen giver mulighed for at indsætte, hvem der skal arve tvangsarvingens restbo, i det omfang restboet består af ikke-forbrugte midler fra den oprindelige arv. Dispositionen forudsætter myndighedsgodkendelse og kan ikke udstrækkes til aktiver uden proveniens i den konkrete arv.

Betingelser og dokumentation for anvendelse

Anvendelsen af § 52 er betinget af, at tvangsarvingen ikke er i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente, og at forholdet ikke er forbigående. Civilstyrelsen lægger afgørende vægt på tvangsarvingens behov og en lægefaglig vurdering af den manglende testationskompetence.

Følgende kumulative krav skal som udgangspunkt være opfyldt for godkendelse:

1. Tvangsarvingen mangler evnen til fornuftsmæssigt at oprette testamente.
2. Tvangsarvingen har ikke selv oprettet testamente.
3. Tvangsarvingen efterlader sig ikke egne tvangsarvinger.
4. En beskikket værge tiltræder dispositionen.

Der skal typisk indhentes en lægeerklæring, der dokumenterer den manglende testationskompetence og at tilstanden ikke er midlertidig. Bestemmelsen anvendes ofte ved alvorlige kognitive funktionsnedsættelser, eksempelvis efter hjerneskade eller ved svær udviklingshæmning.

Afgrænsning og praktiske skridt i godkendelsen

Det er centralt at afgrænse, hvad arveladeren kan bestemme over, før ansøgning indgives til Civilstyrelsen. Retsvirkningen er alene en viderefordelingsregel for den arv, der stammer fra arveladeren, og som ikke er brugt ved tvangsarvingens død.

Det kan du ikke bestemme over:

• Tvangsarvingens egen opsparing og øvrige formue.
• Aktiver, tvangsarvingen allerede ejer af andre grunde.
• Midler uden oprindelse i arven efter arveladeren.

Det kan du bestemme over:

• Arvemidler, der tilfalder tvangsarvingen fra arveladeren.
• Den ikke-forbrugte del af disse midler ved tvangsarvingens død.
• Hvem der skal arve restmidlerne efter tvangsarvingen.

I praksis bør arveladeren udarbejde et klart testamentetillæg, indhente værgens samtykke og nødvendig lægelig dokumentation, og dernæst søge Civilstyrelsens godkendelse. En præcis beskrivelse af arvens proveniens og den ønskede viderefordeling styrker sagens oplysning.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Energiklagenævnet fastslår i en ny afgørelse, at VVM-rapporten for et olie- og gasprojekt skal beskrive klimaeffekter fra drivhusgasser i den nedstrøms værdikæde (scope 3). Flertallet finder, at dette er nødvendigt for at skabe et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag for Energistyrelsen.

Afgørelsen udvider praksis og kan få betydning for projekter, hvor senere anvendelse af produktet medfører væsentlige emissioner. Kravet vedrører beskrivelsen; det ændrer ikke i sig selv hvilke vilkår, der kan fastsættes.

Retsgrundlag og præjudikatværdi under EU-retten

Fortolkningen forankres i VVM-direktivet (direktiv 2011/92/EU som ændret ved direktiv 2014/52/EU). EU-Domstolen har ikke taget stilling til spørgsmålet. Flertallet henviser i stedet til en dom fra EFTA-domstolen om et norsk olie- og gasprojekt.

EFTA-praksis er ikke bindende for EU-domstole eller medlemsstaternes domstole. Rækkevidden er derfor usikker, men kan være vidtgående, indtil der foreligger EU-retlig afklaring eller national praksis. Afgørelsen kan læses her: https://ekn.naevneneshus.dk/afgoerelse/5be61299-785c-4e78-96ab-c7a14a1bb03f.

Praktiske implikationer for bygherrer og myndigheder

Afgørelsen beskriver ikke, hvordan projektudviklere konkret skal opgøre nedstrøms klimaeffekter. Det rejser metodiske spørgsmål om antagelser, afgrænsning og datagrundlag, herunder hvilke scenarier for efterfølgende anvendelse der kan anses som rimelige.

Som udgangspunkt kan VVM-tilladelser ikke regulere senere miljøpåvirkninger fra brugen af produktet, da dette typisk håndteres via produktregulering. Myndigheder og bygherrer må balancere informationskrav i VVM med kompetencefordelingen i miljøretten.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Sygdom udelukker ikke opsigelse. Arbejdsgiver kan opsige, hvis begrundelsen er saglig og kan knyttes til virksomhedens eller medarbejderens forhold. Kortvarig sygdom kan normalt ikke bære en opsigelse alene, mens langvarigt og uafklaret fravær kan gøre opsigelsen nødvendig af hensyn til drift og planlægning.

Hvor en medarbejder er funktionær, gælder de almindelige opsigelsesvarsler, medmindre særlige regler finder anvendelse. Flere overenskomster indfører dog midlertidige værn mod opsigelse i de første måneder af sygefraværet, hvilket forpligter arbejdsgiver til at afsøge andre løsninger, før en opsigelse overvejes.

Dokumentation for fravær: mulighedserklæring og friattest

Arbejdsgiver kan kræve lægelig dokumentation for sygefravær. En mulighedserklæring fokuserer på, hvilke arbejdsopgaver der kan varetages trods sygdom, og udarbejdes i samarbejde mellem medarbejder, arbejdsgiver og læge. Udgiften bæres af arbejdsgiver.

En friattest er en mere traditionel lægeerklæring om, hvorvidt fraværet skyldes sygdom og den forventede varighed. Medarbejderen har pligt til at medvirke; undladelse kan udgøre misligholdelse og begrunde en skriftlig advarsel og i yderste fald bortvisning, hvis påkrav og frister ikke efterleves.

Løn og ferie under sygdom

Funktionærer har ret til sædvanlig løn under sygdom. Ikke-funktionærer er ofte omfattet af overenskomstbestemmelser om sygeløn, mens arbejdsgiver kan opnå sygedagpengerefusion ved opfyldte tidsmæssige og arbejdsmæssige betingelser.

Bliver en funktionær syg under ferien eller umiddelbart før, udløser det ret til erstatningsferie for de dage, hvor sygdommen dokumenteres. Reglerne skal håndteres i sammenhæng med virksomhedens fraværspolitik og gældende aftalegrundlag.

120-dages reglen i Funktionærloven § 5

Har parterne gyldigt aftalt 120-dages klausulen i ansættelsesaftalen, kan funktionæren opsiges med et forkortet varsel på én måned, når fraværet har udgjort 120 sygedage inden for 12 måneder. Opsigelsen skal ske umiddelbart efter de 120 dage og mens medarbejderen fortsat er syg.

Reglen ændrer ikke kravene til korrekt fremgangsmåde. Arbejdsgiver skal sikre præcis opgørelse af fraværet og overholde formkrav og tidsfrister, ligesom øvrige relevante overenskomst- og lovbestemmelser skal iagttages for at undgå tvist.

Læs artiklen på Jura360 ↗

EU-Domstolen har i Brännelius (C-229/24) fastslået, at oplysninger delt med en meget snæver kreds, eller som kun kan fås ved anmodning om aktindsigt i helt nye forhold, ikke anses som offentlige efter MAR. Sådanne oplysninger forbliver insiderinformation med tilhørende handelsforbud.

Dommen understreger et højt tilgængelighedskrav: Offentlighed forudsætter bred og effektiv adgang via pålidelige kanaler, så en rimelig investor faktisk kan orientere sig.

Betydning for udstedere og markedsdeltagere

Afgørelsen rejser behov for yderligere afklaring om, hvorvidt insiderinformation kun mister sin status ved formel offentliggørelse fra udsteder eller dennes repræsentant. Indtil klarhed foreligger, bør udstedere lægge en forsigtighedslinje.

Praktisk indebærer dette stramme processer for rettidig offentliggørelse efter MAR art. 17, tæt kontrol med informationsstrømme og ajourførte insiderlister, samt risikovurdering af indkomne aktindsigtsanmodninger.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Obligatoriske screeningskrav og følsomme sektorer

Alle medlemsstater skal etablere en screeningsmekanisme, der lever op til fælles minimumskrav. Samtidig fastslås det, at national sikkerhed forbliver national enekompetence, så medlemsstaterne kan fastholde eller udvide strengere materielle kriterier. Harmonisering sker derfor primært på proces- og koordinationsniveau.

Forordningen identificerer et fælles sæt følsomme kategorier, som udløser obligatorisk screening for udenlandske investorer, der erhverver en EU-målvirksomhed. De omfatter blandt andet:

• Dual use og militært udstyr, herunder produkter underlagt eksportkontrol og EU’s fælles militærliste.
• Kritiske teknologier som halvledere, kvanteteknologier og generelle AI-modeller med systemisk risiko eller til forsvars- og rumformål.
• Kritisk infrastruktur inden for transport, energi og digital infrastruktur udpeget på baggrund af risikovurdering.
• Valghandlinger og systemisk vigtige finansielle markedsinfrastrukturer, bl.a. it-systemer til valg, centrale modparter, værdipapircentraler, operatører af regulerede markeder og betalingssystemer.
• Strategiske råstoffer, herunder udvinding, forarbejdning, genanvendelse og oplagring.

Fælles procedureregler og call-in-beføjelser

Der indføres en fælles undersøgelsesperiode på 45 dage, som løber fra det tidspunkt, hvor anmeldelsen anses for fuldstændig. Der fastsættes ikke EU-frister for prænotifikation eller iværksættelse af en dybere undersøgelse, og medlemsstaterne bestemmer fortsat selv, hvornår fristen starter. Investorer opfordres til samtidige anmeldelser på tværs af relevante jurisdiktioner.

Alle medlemsstater skal have call-in-beføjelser til at gribe ind over for ikke-anmeldte transaktioner i obligatoriske sektorer og for investeringer uden for disse sektorer, hvis der opstår sikkerheds- eller ordenhensyn. Vinduerne for call-in fastsættes nationalt, men skal mindst muliggøre indgreb i en betydelig periode efter closing. Myndighederne kan også tage gun-jumpede transaktioner op i et udvidet tidsrum.

Styrket EU-samarbejdsmekanisme og Kommissionens rolle

Samarbejdsmekanismen udvides. Medlemsstaterne skal underrette de øvrige stater, når en anmeldelsespligtig investering falder i de fælles følsomme kategorier, og hvis der foreligger særlige risikokriterier, fx statskontrol fra tredjeland, restriktive foranstaltninger eller tidligere overtrædelser af vilkår.

Både medlemsstater og Europa-Kommissionen kan afgive bemærkninger eller udtalelser, også når værtslandet ikke screener investeringen. Værtsmedlemsstaten skal tage behørigt hensyn hertil og begrunde sin afgørelse. Fristerne giver mulighed for input længe efter gennemførelsen, hvilket forventes at øge antallet af sager, der anmeldes via mekanismen.

Konsekvenser for danske FDI-regler og næste skridt

Danmarks regime er i vidt omfang allerede i overensstemmelse med de kommende krav, herunder en tofaset proces med en 45-dages fase 1 og eksisterende call-in-beføjelser administreret af Erhvervsstyrelsen. Den mest markante materielle justering forventes at være en eksplicit inddragelse af aktiviteter vedrørende strategiske råstoffer blandt de obligatoriske screeningssektorer.

Proceduremæssigt vil Danmark skulle underrette væsentligt flere sager gennem EU’s samarbejdsmekanisme end i dag. Efter den formelle vedtagelse får medlemsstaterne 18 måneder til at tilpasse national ret. Danmark forventes at kunne implementere rettidigt på baggrund af den allerede udbyggede investeringsscreeningslov. Se Rådets udkast til stillingtagen her: data.consilium.europa.eu.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Fusionskontrol efter forenklet procedure

Sagen er behandlet efter den forenklede fusionsprocedure, hvor vurderingen bygger på parternes oplysninger, høring af udvalgte tredjeparter og styrelsens markedsindsigt. Formatet anvendes, når der ikke forventes væsentlige konkurrencemæssige problemer.

Der er ikke identificeret problematiske overlap eller vertikale risici, der tilsiger vilkår. Vurderingen angår særligt markedet for digitale nyheder mod betaling, hvor flere stærke aktører fortsat består.

Mediepluralisme og Radio og tv-nævnets rolle

Efter nye regler skal mediemarkedsfusioner anmeldes til Radio og tv-nævnet med henblik på at vurdere konsekvenser for mediepluralisme og redaktionel uafhængighed. Nævnet fandt, at denne fusion ikke giver betydelige negative virkninger.

Nævnets vurdering indgår som input i konkurrencemyndighedens sagsbehandling, men erstatter ikke konkurrenceretlig kontrol. Samspillet sikrer både markedsmæssig og demokratiorienteret kontrol med ejerskabskoncentration i mediesektoren.

Læs artiklen på Jura360 ↗

EU’s 20. sanktionspakke skærper presset mod Rusland med både nye og udvidede forbud på tværs af energi-, maritim-, finans- og handelsområder. 120 nye personer og enheder rammes af frysning af midler, herunder centrale aktører i den russiske militærindustri samt tredjelandsenheder i bl.a. Kina, De Forenede Arabiske Emirater, Usbekistan, Kasakhstan, Tyrkiet og Belarus.

Maritimt udvides havneforbud og forbud mod maritime tjenester til yderligere skibe i den såkaldte skyggeflåde. Samtidig indføres begrænsninger rettet mod vedligeholdelse og andre ydelser til russiske LNG-tankere og isbrydere, og prisloftsregimet for olie styrkes som forløber til en mulig bredere tjenesteblokkade efter Rådets beslutning.

Handels- og tjenesteforbud samt IP- og cybersikkerhedsrestriktioner

Eksportforbuddene til Rusland udvides med flere varekategorier, herunder kemikalier, gummi, stålartikler og værktøj til metalproduktion. Importforbuddene fra Rusland suppleres tilsvarende med yderligere metaller, kemikalier og mineraler.

Der indføres et nyt transaktionsforbud mod enheder, der har nydt godt af eller opererer i samme sektor som enheder underlagt russiske “midlertidige forvaltninger”, dvs. de facto ekspropriation af EU-ejede aktiver. Et særskilt forbud retter sig mod enheder, der uden samtykke anvender EU-virksomheders IP-rettigheder eller forretningshemmeligheder i henhold til russisk lovgivning. Serviceforbuddet omfatter nu også managed security services, herunder hændelseshåndtering, penetrationstest, sikkerhedsaudit og rådgivning – også når ydelserne leveres til russiske datterselskaber.

Finansielle tiltag mod banker, krypto og digitale valutaer

Yderligere russiske banker udelukkes fra transaktioner, og udvalgte finansielle aktører i tredjelande føjes til listerne. Sanktionerne adresserer fortsat kryptoaktiver, herunder rublestøttede stablecoins og den digitale rublen samt CBDC-relaterede ydelser, hvilket skærper compliance-krav for udbydere og formidlere.

For finansielle institutioner forstærker dette behovet for skærpet kundekendskab, screening af korrespondentbankforhold og overvågning af digitale værdioverførsler, særligt ved eksponering mod højrisko-jurisdiktioner.

Anti-omgåelsesværktøj og tredjelandsfokus

EU aktiverer for første gang anti-omgåelsesværktøjet med forbud mod eksport af specifikke varer – bl.a. bearbejdningscentre (CN 8457 10) og datatransmissionsudstyr (CN 8517 62) – til Kirgisistan. Samtidig udvides listen over enheder, der direkte eller indirekte støtter den russiske militærindustri, herunder adskillige tredjelandsenheder.

Udviklingen cementerer et eksteritorialitetsinspireret fokus på gennemstrømningslande. Danske virksomheder bør revidere varekoder, kontraktklausuler og distributionskanaler samt styrke end-use og end-user-kontroller. Se Kommissionens pressemeddelelse på ec.europa.eu.

Officiel information kan findes hos EU-Kommissionen og Erhvervsstyrelsen: Kommissionens pressemeddelelse. Erhvervsstyrelsens nyhed om 20. sanktionspakke.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Kvartershuse er fleksible fællesfaciliteter placeret i eller nær almene boligområder og fungerer som åbne mødesteder for både beboere og nabolag. De adskiller sig fra traditionelle fælleshuse ved at være rettet mod et bredere publikum og ved at kunne rumme forskellige aktiviteter og driftsformer.

Den konkrete udformning og organisering varierer, og de gældende regler afhænger af, hvilke aktører der deltager, samt hvilke aktiviteter der udbydes. Det gør en tidlig juridisk afklaring nødvendig for at sikre lovlighed, klar rollefordeling og bæredygtig drift.

Sideaktivitetsbekendtgørelsen og brug af fællesfaciliteter

Sideaktivitetsbekendtgørelsen præciserer, at almene boligorganisationer kan afholde og deltage i sociale og fritidsaktiviteter med deltagelse af andre end egne beboere, når aktiviteterne primært er målrettet beboerne og ikke udgør løsning af en kommunal opgave. Denne afgrænsning er central for programindhold og partnerskaber.

Fælleslokaler kan udlejes i kortere perioder til andre formål, hvis udlejningen kan forenes med lokalernes primære funktion. Der gælder skærpede krav ved mere permanent anvendelse, herunder mulig etablering af særskilt enhed, særlige aftalevilkår og i visse tilfælde kommunal godkendelse. Forskellen mellem midlertidig og permanent udlejning bør derfor afdækkes tidligt.

Samarbejdsmodeller: brugsret, udlejning og fælles ejerskab

Valg af samarbejdsmodel påvirker ansvar, økonomi og fleksibilitet. Overvej følgende grundmodeller:

1. Fælles benyttelse via brugsret eller udlån: Én ejer etablerer rammen, øvrige parter får adgang gennem brugsretsaftaler.
2. Udlejning: Hele eller dele af huset udlejes på lejevilkår, egnet til afprøvning af aktiviteter eller mere varig erhvervsanvendelse.
3. Fælles ejerskab: Parter etablerer og ejer sammen, ofte med særskilt enhed og detaljerede beslutnings- og økonomiaftaler.

Enkelhed taler for brugsret, mens udlejning giver testmuligheder og klar risikofordeling. Fælles ejerskab kan styrke forankring, men indebærer større kompleksitet og sværere ændringshåndtering.

Valg af samarbejdspartnere og kommunal kompetence

Kommuner kan skabe synergi med eksisterende lokale indsatser, men aktiviteterne skal ligge inden for lovlige kommunale opgaver. Regioner kan tilføre sundhedsfaglige tilbud, mens private aktører typisk bidrager med agilitet og finansiel fokus. Rolle- og ansvarsfordeling bør forankres i klare aftaler og governance.

Uanset model bør parterne tidligt afklare formål, målgrupper, tilsyns- og godkendelsesbehov, selskabsstruktur samt vilkår for ændringer og udtræden. En systematisk foranalyse mindsker regulatorisk risiko og understøtter driftsstabilitet over tid.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Værneting og lovvalg efter arrestkonventionen

Retten fastslog, at arrestkonventionens artikel 6 alene regulerer lovvalg og ikke værneting. Kravet kunne derfor anlægges i Danmark mod et dansk selskab, selv om arresten blev gennemført i udlandet. Den procesretlige adkomst til at føre sagen i Danmark blev således anerkendt.

Konsekvensen var, at ansvarsbedømmelsen skulle ske efter mozambiquisk ret som det materielle lovvalg. Dermed fik den udenlandske ret et direkte indgreb i den danske erstatningsvurdering, hvilket understreger betydningen af lovvalgsanalysen i internationale arresttvister.

Ansvarsgrundlag ved ophævet skibsarrest

Efter mozambiquisk ret gælder der ikke objektivt ansvar for en arrest, der viser sig uberettiget. Ansvar forudsætter culpa. Retten fandt, at kreditor havde givet korrekte faktiske oplysninger og havde baseret anmodningen på en kvalificeret juridisk vurdering.

At kreditor ikke eksplicit redegjorde for undtagelsen i artikel 3, stk. 4, blev ikke anset som culpøst. En parts undladelse af at fremhæve regler, der taler imod eget synspunkt, er ikke i sig selv ansvarspådragende. Kreditor blev derfor frifundet.

Praktiske implikationer for shippingaktører

Dommen viser, at en ophævet arrest ikke automatisk udløser erstatningsansvar. Nøglen er korrekt faktum og en forsvarlig juridisk vurdering ved indgivelsen. Det skærper kravene til forberedelse, dokumentation og brug af lokal rådgivning.

Operatører bør tidligt afklare lovvalg og værneting, vurdere risiko for modkrav samt overveje sikkerhedsstillelse og modkaution. International skibsarrest rummer betydelig kompleksitet, og en stringent processtrategi kan være afgørende for at undgå ansvar.

Læs artiklen på Jura360 ↗

De største multinationale virksomheder skal fremover indberette rapporten om indkomstskatteoplysninger i iXBRL via Regnskab Special på Virk. PDF-indberetning er udfaset, og fristen er fortsat 12 måneder efter regnskabsårets afslutning.

Indsendte rapporter og eventuelle erklæringer offentliggøres på CVR.dk samt via system-til-system adgang til regnskabsdata. Tiltaget skal styrke gennemsigtigheden om, hvor indtjening opstår, og i hvilke jurisdiktioner der betales skat.

Land for land-taksonomi og indberetningsproces

Rapporteringen skal følge Europa-Kommissionens land for land-taksonomi, som standardiserer felter og struktur. Virksomheder kan udfylde Kommissionens Excel-skabelon og konvertere den til iXBRL før upload i Regnskab Special.

Erhvervsstyrelsen har udgivet en vejledning med skabelon og tekniske krav, som bør indarbejdes i interne kontroller og dataflows. Se vejledningen på Erhvervsstyrelsen.dk og adgang til selvbetjeningen på Virk.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Konkurrenceankenævnet har stadfæstet Vandsektortilsynets afslag på at klassificere Vejle Spildevands forhøjede husleje som et særligt forhold ved fastsættelsen af de økonomiske rammer. Dermed kan husleje indgå på linje med øvrige driftsomkostninger i effektiviseringskravene.

Begrundelsen er, at vandselskaber opererer som naturlige monopoler, hvorfor reguleringen bygger på benchmarking og generelle effektiviseringsmål for at beskytte forbrugerne mod for høje takster. En høj lejeudgift i sig selv reducerer ikke kravet om effektivisering.

Kriterier for særlige omkostninger og praktiske konsekvenser

Efter vandsektorreguleringen kan en omkostning kun behandles som særlig, hvis den alene rammer få selskaber. Nævnet fandt, at hverken et højt lejeniveau eller høje omkostninger ved fraflytning af et primært renseanlæg er usædvanlige på tværs af branchen. Kombinationen ændrer heller ikke vurderingen.

Afgørelsen tydeliggør, at dokumentationskravene er skrappe, når selskaber vil undtage poster fra benchmarking. Vandselskaber bør derfor sikre markedsmæssige vilkår i kommunale lejeaftaler, overveje langsigtede ejerskabsmodeller for kritiske anlæg og tidligt indarbejde husleje som optimeringsparameter i reguleringsplanlægningen.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Ansvarsnorm ved psykiske arbejdsskader og arbejdsmiljølovens rækkevidde

Højesteret præciserer, at ansvarsnormen for psykiske skader er identisk med fysiske skader: almindeligt culpaansvar, normeret af arbejdsmiljølovgivningen. Ved psykiske belastninger over tid indgår bl.a. arbejdets almindelige farlighed, skadeevne og mulighederne for at forebygge i den integrerede ansvarsvurdering.

Det er ikke en generel betingelse for ansvar, at medarbejderen forudgående har sagt fra. Hvis arbejdsforholdene ikke er generelt uforsvarlige, men belastende for en medarbejder på grund af særlig sårbarhed, kan det dog tillægges vægt, om arbejdsgiveren kendte eller burde kende disse forhold.

Dommen udfolder tre principielle pejlemærker:

• Ansvarsnormen ved psykiske skader er almindeligt culpa, afgrænset af arbejdsmiljøregler.
• Vold og trusler som jobvilkår er ikke i sig selv udtryk for uforsvarlig tilrettelæggelse.
• Særlig sårbarhed kan få betydning, hvis arbejdsgiveren er eller burde være bekendt hermed.

Højesterets konkrete vurdering af personalenormering og håndtering

Retten fandt, at hverken personalenormeringen efter udvidelse af patientgruppen eller anvendelsen af vikarer var uforsvarlig. De konkrete episoder med vold og trusler var ikke et resultat af uforsvarlig arbejdstilrettelæggelse eller mangelfuld håndtering af arbejdsmiljøet.

Der var ikke grundlag for at anse afdelingen som generelt sikkerheds- og sundhedsmæssigt uforsvarlig. Arbejdsgiveren havde heller ikke – og burde ikke have haft – kendskab til særlige forhold hos medarbejderen, der skulle have udløst yderligere hensyn. Da culpa ikke var godtgjort, tog Højesteret ikke stilling til årsagssammenhæng.

Praktiske implikationer for arbejdsgivere i omsorgs- og behandlingsfunktioner

Dommen understøtter, at arbejdsgiveransvar for psykiske skader forudsætter konkrete forsømmelser i forebyggelse, instruktion, tilsyn eller organisering. Anerkendelse som erhvervssygdom og tilkendelse af varigt mén/erhvervsevnetab ændrer ikke i sig selv culpa-vurderingen.

Arbejdsgivere i risikofyldte funktioner bør fastholde systematisk risikovurdering, APV, oplæring og dokumenteret beredskab for kritiske hændelser. Samtidig bør medarbejdere med særlige sårbarheder opfordres til at orientere arbejdsgiveren, da dette kan påvirke den efterfølgende ansvarsvurdering.

Læs artiklen på Jura360 ↗

To voldgiftskendelser af 4. februar 2026 ændrer reglerne om overtid til deltidsansatte under danske overenskomster. Hidtil udløstes overtid først ved fuldtidsnormen; denne praksis er nu i strid med EU’s deltidsdirektiv. Timer over den aftalte arbejdstid skal honoreres uden ringere vilkår end for fuldtid. Kendelserne gælder både industrielle og offentlige overenskomster. Overtid defineres efter den konkrete overenskomsts satser og tillæg.

Kendelserne har virkning fra 20. januar 2000 og kan medføre efterbetalingskrav. Omfanget afhænger af forældelse, dokumentation for arbejdstid og individuelle vilkår. Evt. modkrav om modregning kan komme i spil. Virksomheder bør også sikre ensartet praksis på tværs af enheder og vagtplaner samt tilpasse planlægning og lønsystemer.

Handicapdiskrimination ved afskedigelse af medarbejder med langvarig COVID-19

Østre Landsret fastslog 3. februar 2026, at langvarige COVID‑19‑følger kan udgøre et handicap efter forskelsbehandlingsloven. Vedvarende symptomer medførte en funktionsnedsættelse, som arbejdsgiveren vidste eller burde vide om.

Da arbejdsgiveren ikke dokumenterede rimelige tilpasninger før opsigelse, var afskedigelsen diskriminerende; godtgørelsen blev fastsat til ni måneders løn. Afgørelsen understreger kravet om dialog, vurdering af tilpasninger og objektive udvælgelseskriterier ved afskedigelsesrunder.

Lovudkast om løngennemsigtighed: nye pligter for arbejdsgivere

Et lovudkast om løngennemsigtighed pålægger arbejdsgivere at anvende kønsneutrale, objektive kriterier for jobvurdering og lønstrukturer med henblik på ligeløn. Arbejdet med jobvurdering skal muliggøre sammenligning af arbejde af samme værdi. Ansøgere skal have startløn eller lønrammer og relevante overenskomstvilkår, og lønhistorikspørgsmål forbydes.

Medarbejdere får ret til indsigt i egen løn og gennemsnitlige lønninger efter køn for sammenlignelige stillinger. Ikrafttræden ventes 1. januar 2027; kønsopdelt lønrapportering for virksomheder med mindst 100 ansatte fra 1. september 2028. Forberedelse omfatter rolleklassifikation, datagrundlag og rekrutteringsmaterialer.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Straksfusion og straksspaltning i ApS: betingelser og dokumentkrav

En straksfusion indebærer overførsel af aktiver og passiver til et fortsættende selskab med opløsning uden likvidation af det ophørende. Ved straksspaltning fordeles aktiver og passiver mellem modtagende selskaber, mens det indskydende ophører eller fortsætter. I ApS kan beslutningen træffes uden offentliggørelse og ventefrist, hvis der foreligger en positiv vurderingsmandserklæring om kreditorernes stilling; ellers udløses en 4‑ugers anmeldelsesfrist.

I anpartsselskaber kan fusions- eller spaltningsplan samt vurderingsmandsudtalelse om den påtænkte transaktion fravælges ved enighed. Den positive kreditorerklæring kan også fravælges, men så bortfalder muligheden for straksgennemførelse. I A/S begrænser direktivbaserede krav fravalgsmulighederne; ønskes fuld flexibilitet, kan en forudgående omdannelse til ApS overvejes.

Skattefri omstrukturering: objektive krav og succession

Skattefri fusion kan som udgangspunkt gennemføres uden tilladelse efter fusionsskatteloven, også i en række grænseoverskridende situationer. Skattefri spaltning kan ske uden tilladelse efter det objektive system, hvis vilkårene er opfyldt, herunder et treårigt holdingkrav, vederlæggelse til handelsværdi og proportional fordeling af aktiver og gæld.

For spaltning uden tilladelse skal følgende vilkår typisk være opfyldt:

1. Treårigt holdingkrav for relevante aktier.
2. Vederlæggelse svarende til handelsværdi.
3. Proportional fordeling af aktiver og gæld.

Skattemæssig succession betyder, at modtagende selskab og ejere indtræder i de skattemæssige stillinger, så beskatning udskydes. Visse forudgående koncerninterne aktieoverdragelser inden for tre år kan stadig kræve tilladelse. Fusioner og spaltninger kan tillægges tilbagevirkende kraft via fusions- eller skæringsdato.

Proces og tidslinje: beslutning, anmeldelse og registrering

Forløbet bør omfatte strukturplan, udarbejdelse af nødvendige dokumenter med relevante fravalg, indhentelse af positiv kreditorerklæring, beslutning i ejerkredsen og digital anmeldelse til Erhvervsstyrelsen. Uden positiv erklæring skal der offentliggøres, og beslutning kan først træffes efter udløb af kreditorfristen.

I A/S gør EU-direktivkrav processen mindre smidig; en omdannelse til ApS kan derfor skabe bedre rammer for forenklede procedurer. Uanset valg bør skat, regnskab og selskabsret koordineres tæt for at sikre både skattefrihed og gyldig gennemførelse.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Anvendelsesområde og aftalegrundlag i AB Forbruger

AB Forbruger er et agreed document forhandlet mellem byggeriets parter og forbrugerinteresser. Formålet er at skabe klare og rimelige rammer for entrepriseforhold, herunder tidsplan, kvalitet, økonomi og håndtering af uenigheder. Dokumentet træder ikke i kraft af sig selv; det skal indgå som en del af entrepriseaftalen.

Entreprenøren skal udføre arbejdet fagmæssigt korrekt, efterleve bygningsreglementet og rådgive bygherren før og under udførelsen. Entreprenøren skal have en sædvanlig ansvarsforsikring og kunne dokumentere den. Forbrugeren skal som udgangspunkt tegne brand- og stormskadeforsikring fra byggestart og indtil eventuelle mangler, konstateret ved aflevering, er udbedret.

Sikkerhedsstillelse, betaling og ændringsarbejder

Det anbefales at aftale entreprenørens sikkerhedsstillelse, typisk 15 % af entreprisesummen som bankgaranti eller kautionsforsikring. Sikkerheden dækker bygherrens krav, herunder mangelsafhjælpning og tilbagebetaling, og ophører normalt 1 år og 30 arbejdsdage efter aflevering. Forbrugeren kan blive bedt om betalingsgaranti; vurder derfor likviditet og betalingsplan allerede ved kontraktindgåelsen.

Betaling sker som udgangspunkt ved aflevering. Ved tvist om en faktura kan bygherren tilbageholde et sagligt begrundet beløb, men skal betale den del, der er ubestridt. Hvis der kun foreligger et prisoverslag, må prisen som hovedregel ikke overskride overslaget med mere end 15 % uden forudgående accept.

Ændringer og ekstraarbejder kræver skriftlig aftale om pris, tidsplan og eventuel justering af sikkerhed. Uklare aftalesedler udløser ofte konflikter; gennemgå derfor entreprenørens krav og afvis skriftligt ekstraarbejder uden aftalegrundlag. Tydelig, løbende dokumentation mindsker risikoen for efterfølgende uenighed.

Forsinkelse, dagbod og tidsfristforlængelse

Entreprenøren er i forsinkelse, hvis arbejdet ikke er færdigt til aftalt tid, medmindre der foreligger ret til tidsfristforlængelse. Forlængelse forudsætter, at der er en anerkendt hindring, og at entreprenøren varsler uden ugrundet ophold.

Gyldige grunde kan bl.a. være:

• Ændringer krævet af bygherren.
• Ekstreme vejrforhold.
• Offentlige påbud.
• Forhold uden for entreprenørens kontrol.

Det er ofte hensigtsmæssigt at aftale dagbod ved forsinkelse, så kravet kan gøres gældende uden dokumentation for et konkret tab. Uden dagbod skal bygherren bevise tabets størrelse efter erstatningsreglerne, hvilket kan være vanskeligt i praksis.

Aflevering, mangler og misligholdelsesbeføjelser

Arbejdet anses som afleveret, når entreprenøren meddeler, at det er færdigt, der afholdes afleveringsforretning, eller bygherren tager byggeriet i brug. Ved væsentlige mangler, som påberåbes inden 10 arbejdsdage, udskydes aflevering, indtil udbedring er sket. Ved sager over et vist niveau anbefales en formel afleveringsprotokol og bistand fra en byggesagkyndig.

Bygherren skal reklamere inden rimelig tid efter, at en mangel er eller burde være opdaget. Entreprenøren har ret og pligt til at afhjælpe inden rimelig tid. Sker det ikke, kan bygherren lade tredjemand udbedre for entreprenørens regning eller kræve prisafslag. Inden der disponeres, bør mangler dokumenteres, fx ved syn og skøn, så omfang og årsag kan fastslås. Entreprenøren hæfter som udgangspunkt for direkte tab, men ikke for tabt arbejdsfortjeneste og andre indirekte tab.

Ved væsentlig misligholdelse kan bygherren hæve aftalen. Ophævelse kræver korrekt varsling og dokumentation, herunder registrering af forsinkelse eller kvalitetsmangler. Tvister kan håndteres ved sagkyndig beslutning udpeget af Voldgiftsnævnet, via relevante ankenævn eller ved domstolene. En klar skriftlig sporbarhed gennem hele forløbet er afgørende for bevisstillingen.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Klagenævnet for Udbud har fastslået, at en betalingsfrist på løbende måned + 60 dage (med mulighed for op til 90 dage) i et udbud under forsyningsvirksomhedsdirektivet er uproportional. Ordregiver, et offentligretligt organ, havde fastholdt vilkåret efter forhandling, selv om en tilbudsgiver forbeholdt sig imod det.

Klagenævnet fandt, at vilkåret både stred mod renteloven og det udbudsretlige proportionalitetsprincip. Resultatet er, at ordregivere i praksis ikke kan udvide kreditten væsentligt ud over lovens udgangspunkt, når de handler som ordregivende myndigheder, uden tungtvejende og saglige begrundelser.

Fortolkning af renteloven § 3 b og forsyningsdirektivets art. 36

Rentelovens § 3 b, stk. 1, implementerer direktiv 2011/7/EU og fastsætter som udgangspunkt en 30-dages betalingsfrist, når skyldner er en offentlig myndighed eller et offentligretligt organ. Klagenævnet kvalificerede ordregiver som omfattet og lagde vægt på, at længere frister forrykker risiko og finansiering urimeligt til skade for leverandøren.

Da den fastsatte frist afveg klart fra lovens udgangspunkt og pålagde leverandøren en væsentlig finansieringsbyrde, blev vilkåret anset som usagligt og i strid med proportionalitetsprincippet i forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 36, stk. 1. Ordregivere bør derfor dokumentere saglige hensyn og proportionale effekter, hvis de overvejer fravigelser.

Opsættende virkning: betingelser og praktiske konsekvenser

Klagenævnet gennemførte den sædvanlige treledsvurdering for opsættende virkning: fumus boni juris, uopsættelighed og interesseafvejning. Fumus-betingelsen var opfyldt, fordi vilkåret var i strid med både renteloven og proportionalitetsprincippet.

Uopsættelighed forelå, da klageren undlod at afgive endeligt tilbud og derfor ikke kunne opnå erstatning for tabt mulighed. Interesseafvejningen talte heller ikke for ordregiver, og nævnet nedlagde forbud mod kontraktindgåelse. Kendelsen understreger, at tidlig indsigelse mod ulovlige vilkår kan være afgørende for midlertidig retsbeskyttelse.

Følgende praktiske pointer bør indgå i ordregiveres og tilbudsgiveres risikostyring:

• Fastlæg betalingsvilkår i overensstemmelse med 30-dages-reglen, medmindre en lovlig og veldokumenteret undtagelse kan begrundes.
• Foretag en proportionalitetsvurdering af kontraktvilkår og dokumentér eventuelle saglige hensyn, herunder finansieringsmæssige konsekvenser.
• Påpeg ulovlige vilkår inden tilbudsfristen og overvej klage med anmodning om opsættende virkning for at sikre effektiv prøvelse.

Mere om Klagenævnet findes hos Nævnenes Hus: Klagenævnet for Udbud.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Offentlige indkøb, der berører kritisk infrastruktur, skal i stigende grad balancere konkurrencehensyn med national sikkerhed og robusthed. Allerede i planlægningsfasen bør ordregivere identificere, om aftalen vedrører samfundskritiske funktioner, fordi ændringer af leverandørvalg efter tildeling ofte er uigennemførlige juridisk og operationelt.

Forsyningssikkerhed forstås som evnen til løbende at sikre nødvendige leverancer til at opretholde myndighedens kerneopgaver. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning understreger behovet for tidlig risikovurdering af leverandørkæder, teknologiske afhængigheder og alternative forsyningsveje.

Retslige værktøjer i Udbudsloven og kontrakter

Udbudsloven rummer allerede instrumenter, som kan målrette udbud mod øget robusthed, uden at fravige ligebehandling og gennemsigtighed. Udvælgelseskriterier kan sikre, at kun økonomisk og teknisk solide aktører kvalificerer sig, mens kontraktvilkår kan adressere kapacitet og driftssikkerhed.

Ordregivere kan blandt andet anvende følgende tiltag for at styrke forsyningssikkerheden:

• Stille krav til leverandørens økonomiske og tekniske robusthed.
• Pålægge styring og transparens i forsyningskæder og hos underleverandører.
• Evaluere dokumenterede planer for krisehåndtering og kontinuitet.
• Indarbejde krav om lagerbeholdning og teknisk redundans.

Ved tildelingskriteriet bedste forhold mellem pris og kvalitet kan vægtning af leveringssikkerhed og kontinuitetsplaner give point for konkrete, verificerbare foranstaltninger.

National sikkerhed og ejerskab: investeringsscreening

Udbud er ikke længere kun en konkurrenceretlig proces; leverandørers ejerskab og adgang til følsom teknologi kan være sikkerhedskritisk. Efter investeringsscreeningsloven kan udenlandske investeringer i virksomheder, der driver eller leverer til kritisk infrastruktur, screenes, hvis de kan påvirke national sikkerhed eller offentlig orden.

For ordregivere betyder det, at ejerstruktur og kontrolforhold bør indgå i due diligence og kontraktstrategi, eksempelvis gennem betingelser, informationspligt og ændringsklausuler, så udbuddet kan gennemføres uden at kompromittere sikkerhedshensyn.

NIS2 og cybersikkerhed i offentlige kontrakter

NIS2 skærper cybersikkerhedskrav i blandt andet energi, transport, sundhed og digitale infrastrukturer. Kravene vil ofte skulle operationaliseres direkte i udbudsmateriale, udvælgelse, tildeling og kontraktstyring, herunder styring af underleverandører og data.

Direktivet introducerer en række minimumskrav, som ordregivere typisk må integrere således:

• Etablering af risikostyring for drifts- og informationssikkerhed.
• Sikkerhed i leverandørkæder og kontrol af kritiske komponenter.
• Hurtig hændelsesrapportering og læring af sikkerhedsbrud.
• Tydeliggørelse af ledelsens ansvar for cybersikkerhed.

Samlet peger udviklingen mod tværfaglige indkøb, hvor jurister arbejder tæt med tekniske specialister og sikkerhedseksperter. Offentlige udbud bliver dermed et aktivt instrument i samfundets sikkerhedsarkitektur.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Afhjælpningsret efter AB 18 og hovedprincipper

AB 18 giver entreprenøren adgang til at afhjælpe mangler, der påtales ved aflevering og i den femårige reklamationsperiode. Denne adgang er spejlet i en pligt: reageres der ikke inden for en rimelig frist, kan bygherren iværksætte udbedring hos tredjemand med regres.

I praksis er egen afhjælpning ofte den billigste og mest kontrollerbare løsning for entreprenøren, og den sikrer samtidig sammenhæng med de valgte tekniske løsninger. Men retten kan fortabes, hvis entreprenørens håndtering af reklamationen er passiv, uegnet eller udebliver.

Bortfald af afhjælpningsretten i praksis: reaktion, egnethed og realisering

Nyere voldgiftspraksis viser tre gennemgående bortfaldsscenarier. I TBB 2020.407 mistede entreprenøren afhjælpningsretten ved ikke at reagere på bygherrens frist. I TBB 2025.920 vedrørende vinduer fandt retten, at et fremsat udbedringsforslag ikke reelt kunne fjerne manglen. TBB 2025.509 og TBB 2025.746 illustrerer desuden, at utilstrækkelige eller ufuldendte forsøg, samt kun delvis anerkendelse af mangler, kan føre til bortfald.

De typiske fejl kan sammenfattes således:

• Manglende eller for sen reaktion på skriftlig reklamation og frist.
• Uegnede afhjælpningsforslag, der ikke adresserer den konstaterede mangel.
• Ufuldstændig eller ikke-gennemført udbedring trods løfte om afhjælpning.

Passivitet og uegnede tiltag sætter bygherren fri til at lade tredjemand udbedre og kræve udgiften refunderet. Entreprenøren bør derfor sikre hurtig, skriftlig stillingtagen, besigtigelse og realistisk plan for fagligt forsvarlig afhjælpning.

Afgrænsning mellem ansvar og afhjælpning samt bygherrens frister

Som udgangspunkt kan entreprenøren ikke både afvise ansvar for en mangel og samtidig fastholde retten til selv at afhjælpe. TBB 2013.368 nuancerer dog udgangspunktet: entreprenøren kan bevare afhjælpningsretten for anerkendte delmangler, selv om andre forhold bestrides og kræver rettens stillingtagen.

Sættes urimeligt korte frister uden sagligt behov, eller nægtes entreprenøren reel adgang til at afhjælpe, bortfalder afhjælpningsretten ikke. I stedet kan bygherren som udgangspunkt kun kræve et beløb svarende til entreprenørens sparede omkostninger ved selv at have afhjulpet, hvilket typisk er lavere end tredjemands faktiske pris.

Offergrænseregel og økonomiske følger

AB 18 indeholder en offergrænse: hvis udbedring vil medføre uforholdsmæssigt store omkostninger for entreprenøren, bortfalder både afhjælpningspligten og bygherrens adgang til at lade udbedre for entreprenørens regning. Vurderingen sker efter en afvejning af bygherrens opfyldelsesinteresse.

Selv når offergrænsen indtræder, bevarer bygherren krav på et passende afslag i entreprisesummen. For at stå stærkt bør bygherren reklamere skriftligt, beskrive manglerne klart, fastsætte rimelige frister og dokumentere forløbet, mens entreprenøren bør reagere hurtigt, foretage besigtigelse og sikre, at valgte udbedringstiltag faktisk løser manglen.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Advokatrådet har indledt en målrettet revision af vejledningen om advokatundersøgelser. Arbejdsgruppen mødes med den oprindelige følgegruppe for at indhente faglige input i lyset af Højesterets domme i sagen om advokatundersøgelser.

Den gældende vejledning fra 2022 vurderes fortsat anvendelig, men flere dele kan præciseres. Fokus er at tydeliggøre mandat, metode, dokumentation og ansvar i undersøgelser, så retssikkerhed og gennemsigtighed styrkes uden at ændre grundstrukturen.

Proces, interessenter og forventet tidsplan

I de kommende måneder vil rådet supplere med høringer blandt yderligere interessenter, herunder akademikere, dommere, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer samt praktikere med erfaring fra større undersøgelser. Formålet er at samle praksisnære erfaringer og afklare grænseflader til rets- og forvaltningsret.

Arbejdet ventes afsluttet i sensommeren eller efteråret. Indtil da anbefales opdragsgivere og undersøgelsesteams at gennemgå egne processer for kontradiktion, habilitet, databeskyttelse og kommunikation, så projekter er i trit med Højesterets praksis og kommende præciseringer.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Lejeretlige krav til påkrav, skriftlighed og bevis ved fraflytning

Landsretten har fastslået, at et betalingspåkrav skal være så præcist, at lejeren tydeligt kan se, hvilke poster der rykkes for, og hvordan de er opgjort. En post anført som primo lejersaldo uden forklaring var utilstrækkelig og kunne ikke bære ophævelse. Kravet om specificitet skærper udlejers dokumentationsbyrde ved udsættelsessager.

Et krav på betaling for hjemfaldsforpligtelse blev afvist som pligtig pengeydelse, fordi udlejer ikke dokumenterede grundlaget for opkrævningen. Manglende grundlagsdokumentation – eksempelvis frikøb og arealfordeling – kan dermed hindre, at sådanne poster kan inddrives via påkrav.

Landsretten har desuden understreget, at indsigelse mod opsigelse efter almenlejeloven skal ske skriftligt i den foreskrevne form. En e-mail blev ikke anset for at opfylde kravet, og en autogenereret kvittering fra udlejer ændrede ikke herved. Der påhviler ikke udlejeren en udvidet vejledningspligt om indholdet af skriftlighedsbetingelsen i opsigelsen.

En byretsdom fastslog, at en indflytningsrapport hovedsageligt udfyldt af lejeren ikke kan anses for udarbejdet af udlejeren. Lejeren hæfter derfor ikke for almindelig istandsættelse ved fraflytning, når udlejer har tilrettelagt processen, så udlejer ikke selv udarbejder rapporten.

I erhvervslejeretten blev en markedslejeregulering i et dagligvarebutikslejemål godkendt som væsentlig på baggrund af syn og skøn, uden fradrag for lejers påståede forudgående arbejder. Omvendt blev et kapitaliseret fraflytningskrav tilsidesat, fordi udlejer ikke beviste et tab, bl.a. hvor bygningen efterfølgende var nedrevet.

Entrepriseret: garanti, rangorden og direkte ansvar

VBA nedsatte en entreprenørgaranti fra 15 % til 10 %, da bygherren ikke rettidigt fremsatte formel anmodning om udbetaling efter stadeopgørelse. Konkursen medførte, at entreprenørens ret og pligt til færdiggørelse reelt ophørte, og stadeforretningen måtte sidestilles med aflevering efter ABT 18 § 9, stk. 3. Uformelle henvendelser til rådgivere udgjorde ikke et formelt træk på garantien.

I en sag om mangler ved en svinestald blev hovedentreprenøren frifundet for direkte krav. Der var hverken grundlag efter indtrædelsessynspunktet, da aftalen var mellem totalentreprenør og bygherre, eller efter delikt, da udførelsen fulgte totalentreprenørens anvisninger uden håndværksmæssige fejl.

VBA fastlagde endvidere, at detaljetegninger går forud for arbejdsbeskrivelser ved modstrid, hvorfor underentreprenørens krav på ekstraarbejder blev anerkendt. Egen udgift til teknisk rådgivning blev dog ikke erstattet, da den ikke udgjorde et erstatningsberettiget tab i relation til ekstrakravet.

Dækning i støttet byggeri, udbudsretlig årsagssammenhæng og GDPR-grundlag

I en tvist mellem en almen boligorganisation og Byggeskadefonden blev udgifter til nedtagning og genopsætning af solpaneler under udbedring af en anerkendt byggeskade ikke anset for dækningsberettigede. VBA lagde vægt på almenboliglovens § 150 og § 155 samt skadedækningsbekendtgørelsen: Der var ikke tale om udbedring af skade på det støttede byggeri eller forhold vedrørende brugsværdi eller fysisk kvalitet.

Klagenævnet for Udbud afskar erstatning efter negativ kontraktsinteresse, selv om udbudsreglerne var tilsidesat, fordi tilbudsgiver kendte eller burde have kendt manglerne i materialet ved tilbudsafgivelsen. Uden årsagssammenhæng mellem overtrædelsen og tabet kan der ikke tilkendes erstatning.

Datatilsynet fandt, at en arbejdsgivers videregivelse af personoplysninger – herunder fagforeningstilhørsforhold – til en ekstern rådgiver i en arbejdsretlig tvist var lovlig. Behandlingen var nødvendig for legitime interesser og proportional, idet oplysningerne blev delt for at søge rådgivning og eventuelt forsvare et retskrav. Sagen illustrerer, at den legitime interesse- og nødvendighedsvurdering kan rumme videregivelse af særlige kategorier, når det er strengt relevant og ikke går videre end nødvendigt.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Afgrænsning af Byggeskadefondens dækning kontra entrepriseretlige mangelskrav

Sagen vedrørte et støttet om- og tilbygningsprojekt efter ABT 93, hvor bygherren efter aflevering havde fået monteret solcellepaneler på taget. Byggeskaden på undertaget blev anerkendt, men Fonden afviste at betale for af- og genmontering af panelerne.

Bygherren gjorde gældende, at disse følgeomkostninger normalt indgår i de nødvendige afhjælpningsomkostninger ved en substansmangel. Voldgiftsretten afviste synspunktet og slog fast, at fondsdækning ikke reguleres af entrepriserettens erstatnings- og afhjælpningsprincipper, men af særlige regler.

Retsgrundlag: Almenboliglov og dækningsbekendtgørelse i voldgiftspraksis

Efter almenboliglovens § 150 og § 155 yder Fonden støtte til udbedring af skader, der har årsag i forhold ved opførelsen eller renoveringen, med en nærmere afgrænsning i dækningsbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen definerer byggeskader og angiver, at faste installationer dækkes, når de er nødvendige for bygningens funktion.

Voldgiftsretten lagde vægt på, at solcelleanlægget var etableret efter projektets afslutning og derfor ikke var del af det støttede byggeri. Nedtagning og genopsætning vedrørte hverken bygningens brugsværdi eller fysiske kvalitet, hvorfor omkostningerne faldt uden for dækningsomfanget. Opgørelse som entrepriseretlig substansmangel var uden betydning for resultatet.

Praktiske konsekvenser for støttet byggeri og risikostyring

Afgørelsen tydeliggør, at adgangs- og følgeomkostninger relateret til senere tilføjede komponenter ikke kan forventes dækket af Byggeskadefonden. Bygherrer bør derfor adskille entrepriseretlige krav fra ansøgninger om fondsdækning og planlægge håndteringen af eftermonterede installationer.

Det anbefales at indarbejde klare klausuler om risikofordeling og adgang ved udbedring samt at dokumentere tidsmæssig og teknisk afgrænsning mellem støttet byggeri og efterfølgende tiltag. Budgettering for demontering af udstyr kan være nødvendig i projekter med taginstallationer.

Som praktiske tiltag kan følgende overvejes:

• Kontraktbestemmelser om midlertidig fjernelse og reetablering af senere installationer.
• Detaljeret dokumentation af aflevering, ibrugtagning og efterfølgende ændringer.
• Forudgående koordinering med leverandører af faste installationer om udbedringsadgang.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Vildledende prismarkedsføring og normalpris-begrebet

Markedsføringslovens §§ 5 og 6 forbyder urigtige eller på anden måde vildledende oplysninger, herunder om særlige prisfordele. Når et produkt i praksis sælges til nedsat pris i meget lange perioder, kan den annoncerede førpris blive rent teoretisk. I sådanne situationer må den faktiske salgspris anses som produktets normale pris, og fremhævede besparelser kan derfor være vildledende.

Forbrugerombudsmandens prisovervågning viste også, at udsagn om årets bedste priser ikke stemte med de faktiske prisniveauer i andre perioder. Udsagn af denne type kræver solid dokumentation og en klar, ikke-misvisende præsentation over for den gennemsnitlige forbruger.

Krav efter prismærkningsbekendtgørelsen – 30-dages-reglen

Efter prismærkningsbekendtgørelsens § 9 a skal enhver meddelelse om prisnedsættelse, der sammenligner med egen tidligere pris, baseres på varens normalpris. Normalprisen er den laveste pris, som den erhvervsdrivende har anvendt i mindst 30 dage forud for prisnedsættelsen. Formålet er at forhindre prismanipulation forud for kampagner.

Hvis en erhvervsdrivende sammenligner med en højere pris end den laveste 30-dagespris, skabes et kunstigt billede af rabattens størrelse. Det udgør både en overtrædelse af bekendtgørelsen og kan tillige være vildledende efter markedsføringsloven. Reglerne uddybes i Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring på forbrugerombudsmanden.dk.

Håndhævelse og praktiske implikationer for webshops

Politianmeldelse kan føre til bøder. Virksomheder bør derfor kunne dokumentere prisforløb, sikre, at sammenligningspriser følger 30-dages-reglen, og undgå overdrevne udsagn om prisfordele uden solid dækning. Klar information skal gives på en måde, der ikke vildleder.

For at reducere risikoen for overtrædelser kan virksomheder med fordel indføre faste procedurer for prisfastsættelse og kontrol af kampagner, herunder intern godkendelse af reklamebudskaber og løbende prislogning:

1. Før og opbevar prislog, der dokumenterer laveste pris 30 dage før nedsættelsen.
2. Gennemgå alle udsagn om prisfordele for objektivitet og dækning i data.
3. Opdatér kampagnebannere og landingssider, når prisniveauer ændres.

Reglerne for prismarkedsføring er nærmere beskrevet i Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring på forbrugerombudsmanden.dk.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Med ændringen af MAR artikel 17 indføres et klarere udgangspunkt: Inside information om langstrakte processer skal først offentliggøres, når den endelige begivenhed eller omstændighed foreligger. Det trækker retstilstanden tættere på realitetsgrundsætningen og reducerer behovet for udsættelsesnotater i forløb, der strækker sig over tid.

En langstrakt proces er et forløb bestående af flere trin, beslutninger eller handlinger, som samlet skal føre til et bestemt mål. Selvom oplysningspligten indtræder senere i processen, består øvrige MAR-forpligtelser uændret: udsteder skal oprette og vedligeholde insiderliste ved opståen af intern viden, sikre fortrolighed og respektere handelsforbuddet.

Hvad udgør den endelige begivenhed – praktiske eksempler og beviskrav

Den delegerede forordning rummer en ikke-udtømmende liste over endelige begivenheder og angiver, hvornår offentliggørelse skal ske. Udstedere skal i øvrige tilfælde selv fastlægge den endelige begivenhed og kunne begrunde valget og tidspunktet over for Finanstilsynet.

Listen omfatter blandt andet følgende situationer, hvor offentliggørelse skal ske hurtigst muligt efter den angivne beslutning eller meddelelsesbegivenhed:

• Væsentlige aftaler, herunder erhvervelse eller afhændelse af væsentlige aktiver eller datterselskaber, samt opsigelse af væsentlige aftaler.
• Kapitalforhøjelser, typisk ved bestyrelsens endelige beslutning eller når bestyrelsen beslutter at fremsætte forslag til generalforsamlingen.
• Udbytte, når bestyrelsen beslutter at fremlægge forslag om udbetaling, samt ved ændringer i udbyttepolitikken.
• Finansielle rapporter og guidance, når bestyrelsen godkender rapporten eller guidance; ændringer, der udgør intern viden, skal meddeles straks i særskilt meddelelse.
• Retssager og administrative sager, når udsteder formelt underrettes om den endelige afgørelse.

Listen er vejledende, ikke udtømmende. Derfor bør udstedere etablere faste kriterier og en dokumenteret vurderingsramme for at identificere den endelige begivenhed i andre relevante processer.

Udsættelse af offentliggørelse og modstrid med tidligere kommunikation

Udsættelse kan fortsat anvendes, når offentliggørelse vil skade legitime interesser, og fortrolighed kan opretholdes. Det tidligere vildledningsforbud er dog omformuleret: udsættelse er ikke tilladt, hvis den interne viden er i modstrid med information, udsteder allerede har offentliggjort om samme emne.

Den delegerede forordning peger bl.a. på tre konfliktområder: væsentlige ændringer i forecasts, finansielle resultater eller forretningsmål; markante ændringer i udsteders finansielle situation; samt ændringer i centrale vilkår i en tidligere offentliggjort aftale eller transaktion. Ved vurderingen skal al offentlig kommunikation fra udsteder indgå, herunder pressemeddelelser, interviews, roadshows, markedsføringskampagner og regulatoriske indberetninger. Ledelsen og andre talspersoners udsagn tillægges betydning. ESMA forventes at udstede retningslinjer, bl.a. for tilfælde, hvor udsættelse kan være nødvendig for at indsamle supplerende oplysninger til en fyldestgørende meddelelse.

Ikrafttræden og anbefalinger til udstedere

Reglerne forventes at gælde fra 5. juni 2026, samtidig med ændringerne i MAR artikel 17. Udstedere bør allerede nu planlægge implementeringen og forventningsafstemme med interne funktioner, herunder IR, økonomi og kommunikation, for at reducere eksekveringsrisiko omkring skæringsdatoen.

Opdater interne retningslinjer for håndtering af intern viden med klare kriterier for identificering af endelige begivenheder, dokumentationskrav over for Finanstilsynet, procedurer for hurtig offentliggørelse, samt en styrket governance for markedskommunikation på tværs af kanaler. Træn ledelse og nøglepersoner i de nye modstridsregler og sikr beredskab for særskilte meddelelser ved ændringer i guidance.

Læs artiklen på Jura360 ↗

FAIF-lovens markedsføring og formålsfortolkning

Udgangspunktet er, at markedsføring af AIF’er til detailinvestorer kræver særlig tilladelse og kan alene foretages af forvaltere med tilladelse. Registrerede FAIF’er kan ikke markedsføre til detailinvestorer. I sagen forelå en formel tilladelse i den øverste fond, men strukturen fungerede som feeder til mindre regulerede lag.

Myndighederne anvendte en formåls- og realitetsfortolkning: Når den praktiske effekt er svagere investorbeskyttelse end forudsat ved detailmarkedsføring, foreligger overtrædelse, uanset at de enkelte led formelt kan synes lovlige.

Implikationer for feeder- og fund-of-funds-strukturer

Afgørelsen er ikke et generelt forbud mod investeringer i underliggende fonde forvaltet af registrerede eller tredjelandsforvaltere. Den skærper derimod kravet om substans, proportionalitet og klar, fyldestgørende oplysning om konsekvenserne for beskyttelsesniveauet.

Forvaltere bør styrke governance, dokumentation og kontrol med markedsføringsmateriale og søge forhåndsdialog med Finanstilsynet ved tvivl. En sådan indsats afhjælper ikke ansvaret, men kan have betydning i en sanktionsvurdering.

Tilsynsfokus og EU’s Retail Investment Strategy

Sagen markerer en hårdere håndhævelse af detailinvestorbeskyttelse, suppleret af tilsynsfokus på balanceret risiko/afkast, brug af IRR og dokumenterbarhed – også i digitale kanaler.

I EU peger Retail Investment Strategy og regler som PRIIPs i samme retning med krav om gennemsigtighed og value for money. Konsekvensen er højere compliance-omkostninger, men også klarere forventninger til, hvordan AIF’er lovligt kan markedsføres til detailsegmentet.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Hyppigste årsager til udsættelser og omberammelser

Udsættelser skyldes især behov for yderligere bevisførelse eller efterforskning, ofte når tiltalt ændrer forklaring. Her må anklagemyndigheden fremlægge nye beviser, typisk vidner, hvilket kræver tid og planlægning. Udeblivelse og sygdom er også væsentlige drivere.

Omberammelser forbindes primært med sygdom, sagsprioritering og lovligt forfald. Flere af disse forhold er vanskelige at forudsige på forhånd, hvilket betyder, at et vist antal ændringer må accepteres som en del af sagsafviklingen.

Retssikkerhed og datagrundlag

Forsinkelser kan svække bevisernes kvalitet, fordi vidners erindring falmer, og den forurettede må vente længere på afklaring. Samtidig øger ændringerne behovet for effektiv sagsstyring og koordination mellem retten, anklagemyndighed og forsvar.

Den aktuelle opgørelse kan ikke direkte sammenlignes med Domstolsstyrelsens analyse fra 2021, bl.a. på grund af metodiske forskelle. Læs styrelsens nyhed på domstol.dk for baggrund og vurderinger: Mange årsager til udsættelser og omberammelser. Se også tallene og dokumentationen her: Omberammelser og udsættelser.

Læs artiklen på Jura360 ↗

EU-Domstolen i sag C-568/24 præciserer grænsen for produktnære krav. Ordregivere har et vidt skøn ved udformning af tekniske specifikationer, men skønnet begrænses af ligebehandling og forbud mod unødige konkurrencehindringer. Funktionelle beskrivelser og henvisning til standarder med tilføjelsen eller tilsvarende er udgangspunktet. Direkte produkt- eller designhenvisninger uden ækvivalens kan stride mod udbudslovens krav.

Kun undtagelsesvis kan der vælges snævre specifikationer: hvis funktionskrav eller standardhenvisninger ikke gør det muligt at beskrive kontraktens genstand tilstrækkeligt præcist, eller hvis selve genstanden nødvendiggør bestemte karakteristika. Domstolen karakteriserede de omtvistede krav som type- eller produktionsbestemte specifikationer med udelukkelseseffekt. I robot-sagen betød krav om modularitet, mobilitet, vægt, gulvplads og armplacering, at visse løsninger blev udelukket. Sådanne krav skal derfor ledsages af eller tilsvarende, medmindre de uundgåeligt følger af genstanden.

Begrundelsespligt og dokumentation af ordregivers valg

Domstolen fastslår, at ordregiver ikke skal offentliggøre en særskilt begrundelse for specifikationerne i udbudsmaterialet. Pligten til gennemsigtighed opfyldes gennem klare krav, ikke gennem en trykt motivering. Det fritager dog ikke ordregiver for at kunne redegøre for sagligheden ved efterprøvelse.

Det ændrer ikke, at intern dokumentation er afgørende. Et samtænkt notat om behov, markedsundersøgelse, proportionalitet og ækvivalensvurdering styrker myndighedens bevisposition ved kontrol og eventuelle klagesager, herunder ved Klagenævnet for Udbud.

Praktiske konsekvenser efter udbudsloven § 41 og art. 42

For at reducere risici for annullation og erstatningskrav kan ordregivere med fordel systematisere kravudformningen som følger:

• Start med funktionskrav og målbare performanceindikatorer.
• Henvis til relevante standarder og tilføj altid eller tilsvarende.
• Brug markedsdialog til at afdække teknologisk variation og minimumsbehov.
• Begrund internt, når produktnære krav er nødvendige, og dokumentér ækvivalensvurderinger.

Metodikken sikrer lig adgang for økonomiske aktører og mindsker risikoen for produktfavorisering. Den er i tråd med udbudsloven § 41 og udbudsdirektivets artikel 42, stk. 3, og understreger, at teknisk neutralitet er hovedreglen, mens undtagelser skal være snævre og sagligt underbyggede. Herved styrkes både konkurrencen og muligheden for innovation.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Københavns Byret afviste at konfiskere provenuet fra et leasingkøretøj, som politiet ved en fejl havde solgt, mens bilen alene var beslaglagt og før der var truffet afgørelse om konfiskation. Myndighederne havde påstået konfiskation af provenuet som surrogat for køretøjet med henvisning til færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

Retten lagde ordlyden og forarbejderne til grund og fastslog, at bestemmelsen giver adgang til at konfiskere selve køretøjet, men ikke et pengebeløb i stedet. At politiet allerede havde afhændet bilen, kunne ikke udvide hjemmelsgrundlaget. Påstanden om surrogatkonfiskation blev derfor ikke taget til følge.

Fortolkning af færdselslov § 133 a og forholdet til straffelov §§ 75-76

Da tredjemandskonfiskation efter færdselsloven ikke kunne anvendes på salgsprovenuet, måtte spørgsmålet vurderes efter straffelovens almindelige regler om genstandskonfiskation, herunder §§ 75 og 76. Disse regler forudsætter som udgangspunkt konfiskation hos gerningsmanden eller den, på hvis vegne der er handlet.

Københavns Byret fandt ikke grundlag for at konfiskere provenuet hos hverken føreren, ejeren eller brugeren af bilen. Dermed blev alle parter frifundet for anklagemyndighedens konfiskationspåstand. Retten markerede samtidig, at ordningen ved vanvidskørsel er en objektiveret særregel, der ikke uden klar hjemmel kan udstrækkes til penge som surrogat.

Retten lagde vægt på legalitetsprincippet: Indgreb i ejendomsretten forudsætter klar lovhjemmel, og surrogatkonfiskation kan ikke baseres på analogi. Når særlovgivningen udtømmende regulerer konfiskation af køretøjer ved vanvidskørsel, kan der ikke uden udtrykkelig bemyndigelse gribes ind over for et efterfølgende pengebeløb.

Konsekvenser for politiet og leasingbranchen ved beslaglæggelse

Afgørelsen tydeliggør, at en urigtig realisering af beslaglagte aktiver kan afskære den udvidede adgang til tredjemandskonfiskation. Var bilen ikke blevet solgt, taler meget for, at den kunne være konfiskeret efter den særlige ordning for vanvidskørsel.

For praksis betyder dommen, at myndigheder bør undlade afhændelse, indtil konfiskationsspørgsmålet er afgjort, medmindre der foreligger udtrykkelig lovhjemmel. Leasingselskaber og udlejere bør sikre klare aftalevilkår og dokumentation for ejerskab og brug, så de kan varetage deres interesser, hvis beslaglæggelse og konfiskation aktualiseres.

Læs artiklen på Jura360 ↗