Retlige rammer og datatyper ved AI i forsvarssektoren

Fortrolige data kan følge af lovgivning, sikkerhedsinstrukser eller kontrakt, herunder NDA’er og eksportkontrol. Kombinationer af tilsyneladende harmløse oplysninger kan afsløre operative forhold; anonymisering skal derfor være reel, og pseudonymisering sidestiller fortsat materialet med personoplysninger efter GDPR. Ved høj risiko for de registrerede kræves en DPIA før ibrugtagning.

NIS 2 og almindelige sikkerhedsstandarder forpligter til organisatoriske og tekniske foranstaltninger samt effektiv hændelseshåndtering. Værktøjets forsyningskæde (modeludbyder, cloud, underleverandører og datakilder) skal kortlægges og dokumenteres.

Praktiske sikkerhedskrav før og under brug

Definér formål og databehov, og klassificér oplysningerne, før de eksponeres for AI. Anvend dataminimering: del kun nødvendige uddrag og fjern identifikatorer, når konteksten tillader det. Vælg kun værktøjer, der er godkendt til datakategorien, og sørg for, at træningsindstillinger, lagring og dataflow er kontrolleret.

Etabler principper om mindst mulige privilegier, segmentér miljøer og adskil drifts-, OT- og analyseformål. Gennemfør robust adgangsstyring, logning og sporbarhed, og beskyt også logdata. Offentligt tilgængelige eller ikke-godkendte AI-tjenester må ikke kunne tilgå fortrolige oplysninger.

Efterbehandling, leverandørkæde og løbende godkendelse

Fastlæg regler for opbevaring og sikker sletning af prompts, input, output og logs, og verificér leverandørens faktiske slettefunktioner. Ved udfasning skal data, modeller, kopier og artefakter håndteres kontrolleret. Incidentprocedurer skal muliggøre hurtig standsning, afgrænsning og afbødning.

Ændringer i datatyper, formål, modeller, trænings- og testdata, leverandører eller adgangsrettigheder bør udløse ny risikovurdering og godkendelse. Ledelsen skal forankre governance, roller, uddannelse og rapporteringslinjer, så sikker AI-brug kan modnes og dokumenteres løbende.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Ny EU-udbudsforordning med færre procedurer og større forhandlingsrum

Antallet af procedurer foreslås reduceret til tre: et åbent udbud med mulighed for forhandling, en forenklet dynamisk procedure med forhandling samt en innovationsprocedure. Formålet er at give ordregivere større fleksibilitet til at optimere resultater gennem dialog med markedet.

Den markedsnære tilgang skal samtidig lette den praktiske anvendelse og skabe mere gennemsigtighed i valg af proces. Forhandlingsmuligheden forventes at hæve kvaliteten af tilbud og understøtte bedre kontraktopfyldelse.

Kvalitetsbaseret tildeling og politiske målsætninger i udbud

Mindst 30 % af evalueringen skal baseres på kvalitetskriterier, og 50 % for arbejdskraftintensive kontrakter. Laveste pris bliver dermed undtagelsen, og leverandører, der kan dokumentere merværdi, stilles relativt stærkere.

Offentlige indkøb fremhæves som instrument til at fremme sociale hensyn, ordentlige arbejdsvilkår samt miljø- og klimamål. Disse hensyn kan få øget vægt i både udelukkelsesgrunde, udvælgelse og tildeling.

Sikkerhed, modstandsdygtighed og europæisk præference

Forslaget indfører et kapitel om sikkerhed og økonomisk robusthed. Ordregivere får udtrykkeligt grundlag for at vurdere ejerskab, kontrol og finansiering ved risiko for utilbørlig tredjelandsindflydelse samt eksponering for tredjelandslovgivning, der kan kompromittere fortrolighed eller leverance.

Den europæiske præference giver adgang til at begrænse deltagelse til EU og aftaledækkede lande, stille oprindelseskrav, anvende evalueringspræferencer og afvise tilbud, hvis andelen af varer fra gruppen er under 50 % af kontraktens værdi. Tiltagene er frivillige, men Kommissionen kan via delegerede retsakter gøre dem påkrævede over for visse tredjelande.

Rammeaftaler, digitalt marked og ikrafttræden

Rammeaftalers maksimalvarighed strammes til tre år ved én leverandør og fem år ved flere, med mulighed for undtagelse ved særlige grunde. Dette skal modvirke langvarige låsninger og fremme konkurrence.

En elektronisk egnethedstjeneste og en fælles digital udbudsplatform skal automatisere kontrol af udelukkelsesgrunde, udvælgelse og oprindelse efter once-only princippet. Det forventes at reducere administrative byrder betydeligt.

Som forordning vil reglerne være direkte gældende og dermed harmonisere markedsadgangen på tværs af EU. Ikrafttræden foreslås 20 dage efter offentliggørelse og anvendelse to år senere, med forventet tidligst gældende fra efteråret 2029, afhængigt af forhandlingerne.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Tvistighedsnævnet har tilkendt en lærling samlet 97.000 kr. i godtgørelse efter en uberettiget ophævelse af hendes uddannelsesaftale og en utilstrækkelig håndtering af seksuel chikane. Nævnet fastholder udgangspunktet om, at uddannelsesaftaler efter prøvetiden er uopsigelige, medmindre der foreligger væsentlig misligholdelse eller bristede forudsætninger, jf. erhvervsuddannelsesloven § 61.

Virksomheden begrundede ophævelsen med et ønske om at afslutte samarbejdet og førte ingen beviser for væsentlig misligholdelse. Nævnet slog samtidig fast, at sygefravær udløst af følgerne efter en chikanesag ikke i sig selv kan anses som bristede forudsætninger. På den baggrund blev lærlingen tilkendt 53.000 kr. i godtgørelse for mistet uddannelsesgode.

Pligter ved forebyggelse og håndtering af seksuel chikane

Nævnet fandt endvidere, at arbejdsgiveren havde tilsidesat forpligtelserne efter ligebehandlingsloven § 4 til at sikre et chikanefrit arbejdsmiljø og til at reagere effektivt på seksuel chikane. Der manglede klare retningslinjer og en personalehåndbog, og ledelsen reagerede ikke rettidigt på hændelsen.

Det blev tillagt vægt, at direktøren overlod til lærlingen at tage stilling til, om krænkeren skulle afskediges, og at medarbejderen fortsatte i virksomheden i flere uger uden fornødne tiltag. Denne passivitet udløste en yderligere godtgørelse på 44.000 kr. efter ligebehandlingsloven.

Praktiske tiltag for arbejdsgivere og uddannelsessteder

Kendelsen skærper forventningerne til dokumentation og systematik i sager om chikane og ophævelse af uddannelsesaftaler. Arbejdsgivere skal kunne redegøre for grundlaget for en ophævelse og samtidig have robuste processer for forebyggelse og håndtering af chikane.

Følgende tiltag kan reducere risiko og sikre compliance:

• Vedtag og implementer en klar anti-chikane-politik med kendte klageveje og sanktionsmuligheder.
• Etabler en hurtig, dokumenteret undersøgelses- og reaktionsprocedure ved anmeldelser.
• Træn ledere og mentorer i bevisindsamling, fortrolighed og korrekt anvendelse af advarsler og sanktioner.
• Vurder altid mindre indgribende tiltag før ophævelse og dokumentér grundlaget for enhver beslutning.

Sagens betydning og kilde

Afgørelsen tydeliggør, at arbejdsgiverens bevisbyrde ved ophævelse er tung, og at mangelfuld håndtering af kønsrelateret chikane udløser selvstændigt ansvar. Lærlinges særlige retsstilling fordrer skærpet omhu i både oplæring og arbejdsmiljø.

Kendelsen kan læses hos Tvistighedsnævnet: Afgørelse | Tvistighedsnævnet.

Læs artiklen på Jura360 ↗

AI-forordningens artikel 50 pålægger anvendere at oplyse, når billede, lyd eller video udgør en deepfake. Ved åbenlyst kunstneriske, kreative, satiriske eller fiktive værker indsnævres pligten til at informere om, at sådant indhold forekommer, uden at forringe værkets oplevelse.

For AI-genereret tekst, der offentliggøres for at informere om forhold af offentlig interesse, gælder en tilsvarende oplysningspligt, medmindre materialet har gennemgået menneskelig eller redaktionel kontrol med navngiven ansvarlig. Oplysningen skal være klar, let genkendelig, gives senest ved første eksponering og være tilgængelig. Kommissionens udtalelse om adfærdskodeks angiver praktiske måder at efterleve kravene og kan bruges som compliancegrundlag.

Læs artiklen på Jura360 ↗

EU-virksomheder, der overfører personoplysninger til Indien, skal sikre et beskyttelsesniveau, der reelt svarer til GDPR. Når der ikke foreligger en EU-tilstrækkelighedsafgørelse, skal eksportører anvende et overførselsgrundlag efter GDPR art. 46 – oftest standardkontraktbestemmelser – og gennemføre en Transfer Impact Assessment efter EDPB’s seks-trinsmodel. Se anbefalingerne hos EDPB.

Den afgørende del af vurderingen er, om lovgivning og praksis i modtagerlandet underminerer garantierne i det valgte overførselsværktøj. Fokus er især på offentlige myndigheders adgang, proportionalitet, uafhængigt tilsyn og effektiv klageadgang. Kan beskyttelsesniveauet ikke bringes op på et essentielt ækvivalent niveau med supplerende foranstaltninger, skal overførslen standses.

Indiens DPDPA og betydning for EU-overførsler

Indien har indført Digital Personal Data Protection Act som en konceptbaseret og etapevis implementeret regulering, der samler den hidtil fragmenterede retsramme. Loven fastlægger pligter for dataforvaltere, rettigheder for registrerede og et institutionelt tilsyn, hvilket kan ændre de faktiske forudsætninger for eksportørers landevurderinger.

Indien har dog fortsat ingen EU-tilstrækkelighedsafgørelse. Eksportører skal derfor fortsætte med art. 46-mekanismer, TIA og eventuelle supplerende foranstaltninger. Om DPDPA i praksis opfylder kravet om essentiel ækvivalens, afhænger af implementering, myndighedspraksis og effektiv håndhævelse – forhold, som bør vurderes løbende med lokal indsigt.

Praktiske skridt for eksportører og kontraktstyring

Virksomheder bør kortlægge dataflows, vurdere indiske databehandleres sikkerhedsforanstaltninger og analysere myndighedsadgang i relevante sektorer. Overvej tekniske løsninger som robust kryptering med nøglekontrol hos eksportøren, datasegmentering og minimisering, samt præcise kontraktklausuler om underretning og modstand mod uberettiget adgang.

Som operationel køreplan kan følgende anvendes:

• Anvend SCC’er og gennemfør en TIA i overensstemmelse med EDPB’s model.
• Vurder proportionalitet, tilsyn og klageadgang ved offentlig myndighedsadgang.
• Implementér tekniske, kontraktuelle og organisatoriske supplerende foranstaltninger.

Løbende monitorering af DPDPA’s implementeringsregler og tilsynets praksis er nødvendig. Opdater derefter risikomatricer, interne politikker og kontrakter, så overførsler til Indien til enhver tid hviler på et dokumenteret og forsvarligt grundlag.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Afgrænsning mellem pressefrihed og databeskyttelse i EU-sammenhæng

Svensk forfatningsret giver aktører med udgivningsbevis fra MPRT mediestatus, som traditionelt har medført, at GDPR stort set ikke anvendes, og at retsmidler primært henvises til injurier. Modellen er blevet udnyttet af kommercielle databrokere til at sælge adgang til registre over domfældelser.

EU-Domstolens afgørelse præciserer grænsen mellem journalistiske formål og kommerciel dataformidling og fastlægger rammerne for, hvor langt nationale undtagelser kan række. Afgørelsen giver vejledning om anvendelsen af sletning og erstatning efter GDPR, mens den konkrete subsumption i Lexbase-sagen nu skal foretages af den henvisende domstol. Virksomheder med pressecertifikat bør derfor revurdere deres behandlingsgrundlag og compliance.

Læs artiklen på Jura360 ↗

EDPB’s udkast til Retningslinjer 02/2026 om anonymisering bygger videre på EU-Domstolens praksis og introducerer en ramme for relativ identifikationsrisiko. Det samme datasæt kan være personoplysninger for en aktør, men anonymt for en anden, hvis modtageren ikke realistisk kan genidentificere enkeltpersoner. For den uafhængige dataansvarlige modtager kan behandling dermed i visse opsætninger falde uden for GDPR.

Denne tilgang forudsætter en stringent og dokumenteret vurdering af, hvem der realistisk kan genidentificere, og med hvilke midler. Uden en sådan dokumentation vil det være vanskeligt at påberåbe sig anonymitet over for regulatorer og registrerede.

Processor-undtagelsen og kontraktuelle implikationer

Under udkastet arver en databehandler den dataansvarliges perspektiv på identifikationsmuligheder. Hvis den dataansvarlige kan genidentificere, er datasættet også personoplysninger for databehandleren – uanset om databehandleren selv har realistiske midler til genidentifikation.

Det udfordrer udbredte SaaS-klausuler om brug af aggregerede eller “anonymiserede” kundedata til produktforbedring og AI-træning. Hvor den dataansvarlige bevarer nøglen til genidentifikation, kan leverandøren ikke støtte sig på anonymitet som fritagelse; fulde GDPR-forpligtelser gælder fortsat, herunder overførselsgrundlag som SCC, formålsbegrænsning og kontraktuel regulering.

Vurderingsramme og høj bevisbyrde: No Record Isolation, No Linkage, No Inference

EDPB erstatter den klassiske triade med tre kriterier: No Record Isolation, No Linkage og No Inference. Særligt No Inference er central, fordi AI-baserede inferensangreb og medlemskabstests kan afdække, om en persons data har indgået i modeltræning eller i syntetiske datasæt.

Rammen kan anvendes kontekstuelt, hvor man vurderer realistisk brugte midler hos en bred kreds af aktører (fx interne illoyale medarbejdere, efterretningstjenester, journalister og cyberkriminelle), eller i en forenklet worst case. Den forenklede tilgang er ikke en særskilt standard: fejler datasættet worst case, kræves en fuld kontekstuel analyse. Barren er høj og kræver solid dokumentation.

Behandlingsgrundlag, løbende revurdering og hændelser

Anonymisering er i sig selv en behandling, der kræver hjemmel. Organisationer skal have et gyldigt behandlingsgrundlag efter GDPR art. 6 og, ved særlige kategorier, en undtagelse efter art. 9 – blot for at køre anonymiseringsprocessen. Misvisende betegnelser som “de-identificeret” bør undgås, hvis individer fortsat kan identificeres.

Anonymitet er ikke endelig. Teknologiske fremskridt og ny hjælpeinformation kan øge genidentifikationsrisikoen over tid. Et eksternt databrud kan omdanne et tidligere anonymt datasæt til personoplysninger og udløse 72-timers underretningspligt. Det stiller krav til governance, overvågning og incident response på tværs af økosystemet.

Som praktisk afsæt kan organisationer prioritere følgende tiltag:

• Revurdér “anonymiserede” datasæt op imod No Record Isolation, No Linkage og især No Inference.
• Gennemgå databehandleraftaler og SaaS-klausuler om produktforbedring og AI-træning.
• Dokumentér behandlingsgrundlag for selve anonymiseringen og eventuelle art. 9-undtagelser.
• Integrér periodiske genidentifikationsanalyser i datastyring og DPIA-praksis.
• Overvej at indsende høringssvar i høringsperioden.

Retningslinjerne kan læses hos EDPB her.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Bevisbyrde og fradrag efter Arbejdsskadesikringsloven

Udgangspunktet er, at erstatning og godtgørelse fastsættes ud fra arbejdsskadens egne følger, jf. Arbejdsskadesikringsloven. Hvor skadens indvirkning ikke fuldt ud forklarer den aktuelle medicinske eller sociale situation, kan der ske forholdsmæssigt fradrag.

Fradrag forudsætter et sagligt og dokumenteret grundlag. Arbejdsskademyndighederne skal påvise, at andre forhold i overvejende grad forklarer følgerne. Tvivl om årsagssammenhæng eller om forløbet efter skaden kan ikke bære et fradrag.

Forskel på varigt mén og erhvervsevnetab

Varigt mén angår de medicinske følger og ulemper i privatlivet. Har den skadelidte haft relevante symptomer forud, kan méngraden nedsættes i det omfang, forløbet alene afspejler før-eksisterende gener.

Erhvervsevnetab vurderes derimod på evnen til at oppebære indtægt. Et fradrag i mén kan ikke automatisk overføres til erhvervsevnetabet. Har man arbejdet fuldt uden skånehensyn før arbejdsskaden, taler det imod, at en forudbestående tilstand havde reel betydning for arbejdsevnen.

Bevis og dokumentation: journaler, objektive fund og arbejdsevne

Journaloplysninger før og efter skaden, indtjening, sygefravær og arbejdsopgaver er centrale beviser. Objektive fund som billeddiagnostik dokumenterer strukturer, men ikke nødvendigvis symptomer eller funktionspåvirkning.

Slidforandringer kan kun begrunde fradrag, hvis de med overvejende sandsynlighed ville have givet symptomer i nær fremtid uafhængigt af ulykken. Dokumentation for forværring og dens effekt på hverdagen styrker årsagsvurderingen.

Klage og prøvelse ved Ankestyrelsen

Hvis myndighederne vægter gamle journalnotater uden at belyse faktisk arbejdsevne før skaden, eller overfører et fradrag i mén til erhvervsevnetab uden særskilt vurdering, kan afgørelsen påklages.

En grundig gennemgang af lægeakter og erhvervsoplysninger er ofte afgørende ved klage til Ankestyrelsen og eventuel domstolsprøvelse. Særligt fokus bør rettes mod bevisbyrdens placering og den konkrete årsagsanalyse.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Grønland har udvidet konkurrencemyndighedernes værktøjskasse med hjemmel til både markedsefterforskning og sektorundersøgelser. Formålet er at adressere konkurrenceproblemer, også når der ikke foreligger en egentlig overtrædelse af forbudsreglerne, ved at kunne intervenere over for uhensigtsmæssige strukturer og adfærdsmønstre.

Markedsefterforskning forudsætter beslutning i Konkurrencenævnet og kan munde ud i adfærdspåbud eller bindende tilsagn, der skal være rimelige, nødvendige og proportionale. Efterforskningen skal som udgangspunkt afsluttes inden to år, med mulighed for forlængelse i seks måneder.

Sektorundersøgelser kan iværksættes af Forbruger- og Konkurrencestyrelsen uden forudgående nævnsbeslutning og uden forudgående indikationer på konkrete problemer. Styrelsen kan anvende kontrolundersøgelser efter den grønlandske konkurrencelovs §§ 31 og 32 og i den forbindelse udstede påbud efter § 28.

Fristafbrydelse i fusionskontrol og procesmæssige konsekvenser

Lovændringen afhjælper risikoen for automatisk godkendelse af fusioner, når parter undlader at indsende nødvendige oplysninger. Konkurrencenævnet kan nu ekstraordinært afbryde fristerne for behandlingen af en fuldkommen fusionsanmeldelse.

Adgangen til fristafbrydelse forudsætter, at følgende kumulative betingelser er opfyldt:

1. Myndighederne har anmodet om oplysninger til vurdering af fusionen.
2. Anmodningen skyldes forhold, der kan tilskrives en deltagende virksomhed.
3. Den fastsatte svarfrist er ikke overholdt.

Fristen forbliver afbrudt, indtil oplysningerne er modtaget. Ordningen skærper incitamentet til rettidig og fuldstændig oplysningsafgivelse og reducerer risikoen for, at komplekse sager glider igennem uden tilstrækkelig undersøgelse.

Skærpede sanktionsmuligheder og oplysningspligt

Muligheden for tvangsbøder udvides, så virksomheder og personer kan pålægges daglige eller ugentlige betalinger ved manglende efterlevelse af påbud, tilsagn eller oplysningskrav. Tvangsbøder pålægges af Naalakkersuisut og kan delegeres; der kræves ikke forsæt eller grov uagtsomhed, modsat bøder efter konkurrencelovens § 38.

Derudover kan urigtige eller vildledende oplysninger under myndighedernes undersøgelser sanktioneres særskilt. Ændringerne øger presset for solid intern compliance, dokumentstyring og sporbarhed i kommunikationen med myndighederne.

Retlig kontekst og samspil med EU og Norden

Instrumenterne lægger sig tæt op ad udviklingen i Danmark, hvor markedsefterforskning blev indført tidligere, og til de nordiske ordninger i Norge og Sverige. Fristafbrydelse spejler Europa-Kommissionens etablerede stop-the-clock-praksis i fusionssager.

Virksomheder bør tilpasse processer for hurtigt at kunne efterkomme informationskrav, håndtere kontrolundersøgelser og vurdere risikoen for adfærdspåbud. Selve lovændringen kan læses på Naalakkersuisuts lovportal: Inatsisartutlov nr. 30.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Højesteret har frifundet Gorrissen Federspiel og firmets partnere i erstatningssagen anlagt af konkursboet efter O.W. Bunker & Trading A/S. Retten fastslog, at de såkaldte P/E‑kald indgik i den løbende marginering og sikkerhedstilpasning og blev udlignet gennem efterfølgende marginkald. Der var derfor ikke efterladt nogen varig økonomisk fordel hos modparten, som kunne kræves tilbage ved omstødelse.

Da boet ikke kunne dokumentere et omstødeligt krav, forelå der intet erstatningsberettiget tab. På den baggrund frifandt Højesteret uden at tage endelig stilling til, om der var begået en ansvarspådragende fejl. Østre Landsrets resultat blev dermed stadfæstet, om end Højesteret fremhævede, at kurators omstødelsesundersøgelser var udført med fornøden omhu.

Bevisbyrde og metode i advokatansvar – fokus på det underliggende krav

Dommen bekræfter, at domstolene i advokatansvarssager først vurderer det materielle udgangspunkt: Kunne det underliggende krav have været vundet? Hvis svaret er nej, kan skadelidte ikke løfte bevisbyrden for tab og årsagssammenhæng, og ansvar bortfalder allerede af den grund.

En påstået procesfejl – her manglende forlængelse af en suspensionsaftale – kan ikke føre til ansvar, når det substantielle krav ikke var holdbart. Bevisbyrden for tab, årsagssammenhæng og adækvans forbliver hos sagsøger, og den flytter sig ikke ved, at der hævdes en fejl i håndteringen af sagen.

Praktiske implikationer for kuratorer og processtrategi i konkursboer

Afgørelsen understreger kurators faglige råderum. Når undersøgelser er gennemført forsvarligt og på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, kan kurator afslutte spor, der ikke forventes at føre til et reelt provenu. Det er i overensstemmelse med procesøkonomi og hensynet til kreditorernes bedste.

For sager om finansielle kontrakter og marginering præciserer dommen, at løbende justeringer af sikkerhedsstillelse – herunder P/E‑kald og marginkald – som er neutraliseret inden konkurs, normalt ikke efterlader et omstødeligt nettobeløb. Praktisk bør boer dokumentere cash flows, netting og modregningsforløb nøje for tidligt at kunne afklare omstødelsespotentialet og undgå udsigtsløse krav.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Rettigheder til ladepunkter og afgrænsning af ændringsret

Højesteret fastslog i 2025, at lejers ændringsret ikke rækker uden for det lejede. Lovændringen i boliglejeloven giver nu – uafhængigt af ændringsretten – en positiv adgang for lejere med parkeringsret til at etablere ladepunkt på ejendommen, men med forskellig rækkevidde afhængigt af parkeringsrettens karakter.

Loven skelner mellem tre lejersituationer:

1. Lejer med eksklusiv ret til en bestemt parkeringsplads på ejendommen kan opsætte et eksklusivt ladepunkt på den pågældende plads.
2. Lejer med generel adgang til parkering på ejendommen kan opsætte et ladepunkt, men det skal være fælles for alle beboere; udlejer skal som udgangspunkt kun tåle ét ladepunkt pr. 10 pladser og kan udpege placeringen.
3. Lejer uden parkeringsret har ingen ret til at opsætte ladepunkt.

Udgifter, hæftelse og risikofordeling

Alle omkostninger ved etablering, drift og fjernelse er udlejer uvedkommende. Lejer bærer den økonomiske og praktiske risiko og kan ikke opnå udvidede brugsrettigheder via etableringen; et fælles ladepunkt skal være både fysisk og betalingsmæssigt tilgængeligt for øvrige beboere. Lejer kan ikke disponere over ejendommens uudnyttede strøm – nødvendig kapacitet må etableres og finansieres af lejer.

Lejer er erstatningsansvarlig for skader forårsaget af ladepunktet, også over for tredjemand. Udlejer kan kræve sikkerhed for potentielle erstatningskrav og reetablering; krav om sikkerhed skal fremsættes senest én måned efter lejers varsling, ellers bortfalder kravet. Kun ladeoperatører må installere og senere reetablere; aftaler mellem lejer og operatør binder ikke udlejeren.

Betingelser, frister og reetablering

Lejer skal varsle udlejer mindst tre måneder før opsætning, så udlejer kan fastsætte sikkerhedens størrelse inden én måned. Lejer skal stille den krævede sikkerhed senest to måneder efter varslingen. Fristerne kan suspenderes, hvis udlejer må varsle arbejder over for andre lejere som følge af installationen.

Lejer skal reetablere ved fraflytning, og udlejer kan betinge opsætning af sikkerhed for disse omkostninger. Placeringen skal være på parkeringsarealer, som er tilknyttet ejendommen, og installationen skal være lovlig og myndighedsgodkendt; ulovlige installationer kan efter omstændighederne begrunde opsigelse eller ophævelse.

Nægtelse og grænser for udlejers pligter

Udlejer skal nægte opsætning på fredede ejendomme efter bygningsfredningsloven. Giver udlejer alligevel tilladelse, kan en efterfølgende ophævelse med krav om reetablering indebære misligholdelse og mangelsansvar. Loven er beskyttelsespræceptiv og kan ikke fraviges til skade for lejer.

Udlejer kan nægte installation ved byggetekniske eller brandmæssige hindringer, ved væsentlige arkitektoniske hensyn på bevaringsværdige ejendomme, ved strid med tinglyste servitutter (stiftet før 9. oktober 2025) eller ved konflikt med offentlige forskrifter. Manglende kapacitet kan begrunde afslag, men ikke hvis lejer selv etablerer tilstrækkelig kapacitet. For lejere med generel parkeringsret gælder kvoten om ét ladepunkt pr. 10 pladser med oprunding, og udlejer kan fastlægge den konkrete placering.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet har sendt et revideret udkast til AI-hjemmelslov i høring. Loven skal etablere en generel hjemmel for, at offentlige myndigheder og organer kan udvikle og bruge AI-systemer ved behandling af personoplysninger som led i opgavevaretagelsen.

Formålet er at skabe klarhed om behandlingsgrundlag, uden at erstatte øvrige krav i databeskyttelsesretten. Høringsfristen udløber den 12. oktober 2026, og Datatilsynet har varslet en nærmere gennemgang af ændringerne i udkastet.

Afgrænsning og fortsat GDPR-compliance

Udkastet omfatter bl.a. brug af AI til beslutningsstøtte, men giver ikke adgang til fuldautomatiske afgørelser omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 22. Dermed fastholdes kravet om menneskelig inddragelse, når afgørelser træffes over for fysiske personer.

Myndigheder skal fortsat iagttage GDPR’s øvrige forpligtelser, herunder behandlingssikkerhed, konsekvensanalyser, de registreredes rettigheder og eventuelle overførsler til tredjelande. Datatilsynets tidligere bemærkninger til det første udkast kan læses hos tilsynet og danner et vigtigt fortolkningsbidrag til det videre arbejde. Se høringssvaret hos Datatilsynet.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Østre Landsret har afvist Velkommen A/S’ anke af Sø- og Handelsrettens dom, fordi konkursboet ikke ønskede at indtræde. Dermed er det endeligt fastslået, at elselskabet ikke lovligt kunne kræve et frikøbsbeløb ved opsigelse af elaftaler i bindingsperioden.

Det omstridte gebyr på 800 kroner blev anset som ulovligt over for forbrugere, der skiftede leverandør før bindingens udløb, og selskabet blev pålagt at tilbagebetale uberettiget opkrævede beløb. Højesteret afviste i marts at behandle selskabets direkte anke, hvorefter sagen blev indbragt for landsretten og nu afvist.

Krav i konkursboet: Anmeldelse og dokumentation

Velkommen er efter dommen gået konkurs. Forbrugernes tilbagebetalingskrav er derfor simple fordringer, som skal anmeldes i konkursboet efter konkurslovens regler. Dækningen afhænger af boets midler og prioriteringsrækkefølgen.

Berørte kunder bør fremskaffe dokumentation for betalte frikøbsgebyrer og indsende krav rettidigt. Læs Sø- og Handelsrettens dom. Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Rækkevidden af fristerne for værdiansættelse i boafgiftsloven

Boafgiftslovens § 12, stk. 2 (boer) og § 27, stk. 2 (gaver) forudsætter, at Skattestyrelsen skal reagere inden for henholdsvis tre og seks måneder, hvis myndigheden vil anfægte, at værdiansættelsen ikke svarer til handelsværdien. Fristerne sigter mod at skabe endelighed om det tal, der lægges til grund for aktivets værdi ved beregningen af bo- eller gaveafgift.

Praksis viser imidlertid, at fristerne ikke omfatter alle afgiftsmæssige og skattemæssige spørgsmål i tilknytning til en overdragelse. Afgrænsningen knytter sig snævert til »værdiansættelsen« af aktivet, mens beregningsmekanismer og betingelser uden direkte betydning for handelsværdien kan justeres senere.

Passivposter og værdinedslag: praksis og konsekvenser for afgiften

Passivposter ved succession er en afledt, matematisk beregning af overtaget skatteforpligtelse og ikke en del af handelsværdien. Højesteret fastslog i SKM2025.198.HR, at fristen i boafgiftsloven ikke afskærer korrektion af en forkert beregnet passivpost, selv om fristen er udløbet. Det gælder både i gave- og bosituationer, og kan medføre forhøjelse eller nedsættelse af afgiften.

Værdinedslag er derimod en subjektiv kursfastsættelse af latent skat, der reducerer værdiansættelsen. Det kan ikke kombineres med passivpost, jf. SKM2018.319.HR. Landsskatteretten nåede i SKM2021.460.LSR frem til, at fristen beskyttede størrelsen af et værdinedslag, men ændrede linje i SKM2025.279.LSR og åbnede for efterfølgende ændring. Spørgsmålet afventer nu domstolsprøvelse.

De centrale afgørelser, som aftegner retsstillingen, omfatter i hovedtræk:

• SKM2018.319.HR: Passivpost og værdinedslag kan ikke kumuleres.
• SKM2021.460.LSR: Fristbeskyttelse for værdinedslag accepteret.
• SKM2025.198.HR: Passivposter kan korrigeres efter fristen.
• SKM2025.279.LSR: Fristen gælder ikke for værdinedslagets beregning.

Successionens betingelser og 10 pct.-afgiften: fristregler

Om der overhovedet kan succederes, beror på betingelser i bl.a. aktieavancebeskatningslovens § 34 og dødsboskattelovens § 36. Landsskatteretten har i SKM2025.144.LSR fastslået, at fristen i boafgiftsloven ikke hindrer, at Skattestyrelsen efterfølgende underkender succession, fx hvis selskabet er en pengetank. Myndigheden kan derfor ændre den skattemæssige kvalifikation efter fristens udløb.

Ved den reducerede sats på 10 pct. efter boafgiftslovens § 1 a og § 23 a gælder særskilte frister for ændring af fordelingen mellem den nedsatte sats og almindelig afgift. Disse frister følger af boafgiftslovens særlige bestemmelser for gaver og boer og er henholdsvis seks og tre måneder. Justeringer skal derfor ske inden for disse specifikke frister.

Anbefaling: bindende svar og risikostyring

Da fristerne kun beskytter handelsværdien, bør parter sikre sig på øvrige punkter gennem bindende svar. Det kan øge transaktionsomkostningerne, men reducerer væsentligt risikoen for efteropkrævninger og tvister om succession, passivposter eller værdinedslag.

Praktisk bør rådgivere planlægge tidslinjen, dokumentere forudsætninger for værdi og nedslag, overveje alternative modeller (passivpost kontra værdinedslag) og indhente bindende svar for centrale forudsætninger. En klar processtrategi skaber forudsigelighed og minimerer efterfølgende konflikter.

Læs artiklen på Jura360 ↗

En rundspørge blandt 140 forsvarsadvokater peger på, at de nye muligheder for at erstatte varetægtsfængsling med mildere tiltag stort set ikke anvendes. Hverken hjemmefængsling med elektronisk fodlænke eller brugen af anticiperet bevisførelse opleves øget i praksis.

Kun få melder om effekt af kortere længstetider, mens en mindre del ser hurtigere fremdrift i sager efter indlevering af anklageskrift som følge af ændringer i retsplejeloven. Samlet set er billedet, at politiske ambitioner endnu ikke er omsat til procesledelse og afgørelser i retssalene.

Retsplejelovens værktøjer: § 765 og § 843 a

Retsplejeloven giver mulighed for fængslingssurrogater efter § 765, herunder ophold i eget hjem med fodlænke og skærpede tilsynsforanstaltninger. Anticiperet bevisførelse kan samtidig afkorte varetægtsperioder ved tidlig afhøring og bevisoptagelse, når det er forsvarligt.

Værktøjerne skal sikre proportionalitet og nødvendighed ved indgreb i friheden og afspejler også forpligtelser efter EMRK artikel 5. Trods vedtagne ændringer fra februar ses dog kun begrænset anvendelse, hvilket forstærker den internationale kritik af langvarige varetægtsforløb.

Konsekvenser for aktører og anbefalet praksis

Forsvarere bør systematisk procedere for surrogater både ved grundlovsforhør og ved efterfølgende fristforlængelser. Anklagemyndigheden og retten forventes aktivt at tage stilling til mindre indgribende indsatser og planlægge sagsforløb, der minimerer varetægt.

Enkelte forbedringer ses i hurtigere behandling efter anklageskriftet som følge af § 843 a, men det kræver konsekvent implementering at realisere reformens formål. En klar procesplan og tidlig bevisstrategi kan dæmpe behovet for frihedsberøvelse.

Følgende tiltag kan understøtte en mere konsekvent anvendelse af alternativerne:

• Fast praksis for at afsøge og begrunde fængslingssurrogater ved hvert retsmøde.
• Tidlig prioritering af anticiperet bevisførelse for centrale forklaringer.
• Stram sagsstyring og tidsfastsættelse straks efter anklageskrift.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Reguleringens betydning for værdiansættelse af landbrugsejendomme

Udlægning af store arealer til natur, vådområder og skov samt skærpede kvælstofkrav kan ændre driftsgrundlaget for den enkelte bedrift. Det påvirker både afkastforventninger, jordens anvendelighed og dermed handels- og overdragelsespriser.

En tidlig kortlægning af potentielle udtagninger, muligheder for jordfordeling og adgang til tilskud eller kompensation bør indgå i beregningerne. Derved undgås, at næste generation overtager på forældede forudsætninger, eller at sælger afstår værdi, der kort efter realiseres gennem grøn omlægning.

Skatteændringer og boafgift ved ejerskifte

Varslede ændringer i skattesystemet – herunder justeringer af aktieindkomst, loft over rentefradrag og ny progression i boafgiften – kan forskyde likviditet, finansieringsomkostninger og fordeling mellem arvinger. Effekterne varierer betydeligt afhængigt af ejendoms- og selskabsstruktur.

Det kræver scenarieberegninger af kontantbehov, hæftelser og mulige successionsmodeller. Samspillet mellem boafgift, ejendomsavance og eventuel selskabsskat bør vurderes samlet, så overdragelsen kan gennemføres uden uforudsete skattebyrder.

Aftalestrukturer og risikodeling mellem generationer

Overdragelsesaftaler bør indeholde mekanismer, der håndterer fremtidige regulatoriske ændringer, fx prisregulering ved udtagning, deling af kompensationer og klare regler for jordbytter. I nogle tilfælde kan det være hensigtsmæssigt, at sælger midlertidigt beholder strategiske arealer.

Selskabsmæssig opdeling, justering af ejerandele og robust finansiering kan øge modstandsdygtigheden ved politiske omlægninger. Langsigtede investeringer i stalde og miljøteknologi bør stresstestes mod ændrede rammevilkår, særligt hvor indtjeningen afhænger af eksport eller specifikke produktionsformer.

Strategisk retning og koordineret rådgivning

En tidlig familiesamtale om retning, risikovillighed og mulige omlægninger skaber en fælles ramme for de tekniske valg. Afgør om driften skal fortsætte uændret, skifte fokus mod energi, natur eller planteproduktion, eller kombinere modeller gennem forpagtning og samarbejder.

Herefter bør advokat, revisor, bank og landbrugsfaglig rådgiver arbejde ud fra én samlet plan. Målet er ikke blot at optimere afgifter, men at sikre en levedygtig bedrift for næste generation i et hurtigt skiftende reguleringsmiljø.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Forle6ngede frister og me5lrettede e6ndringer i AI-forordningen

AI Omnibus indeholder pre6cise justeringer af AI-forordningen (AI Act) med henblik pe5 at forenkle reglerne og give ise6r sme5 og mellemstore virksomheder stf8rre retlig klarhed. c6ndringerne omfatter bl.a. forle6ngede overgangsfrister, udvidede muligheder for test og eksperimenter samt trinvise anvendelsesdatoer for krav til hf8jrisiko-AI.

Krav om me6rkning af indhold for eksisterende generative AI-systemer fe5r en senere ikrafttre6den, og forpligtelser for hf8jrisiko-systemer indfases i etaper. Virksomheder bf8r bruge det udskudte tidsperspektiv til at modne styringsmodeller, opdatere teknisk dokumentation og etablere proces for konformitetsvurderinger. Le6s EU-Kommissionens baggrund her.

Ske6rpet cybertrussel og retlige konsekvenser for kritisk infrastruktur

SAMSIK vurderer en f8get risiko for destruktive, statssponsorerede cyberangreb i europe6iske NATO-lande og opfordrer aktf8rer med samfundsvigtige funktioner til at he6ve beredskabet. Vurderingen understreger behovet for systematisk risikostyring, segmentering, overve5gning og dokumentation af sikkerhedsforanstaltninger i lyset af bl.a. NIS2 og GDPRa0art. 32.

Juridisk indebe6rer trusselsbilledet et stf8rre fokus pe5 leverandf8r- og adgangsstyring, kontraktuelle sikkerhedskrav og beviselig efterlevelse gennem kontroller og rapportering. Organisationer bf8r have etablerede processer til he6ndelseshe5ndtering og underretning af Datatilsynet efter GDPRa0art. 33 samt klare interne beslutningsgange for hurtigt at afve6rge og afrapportere sikkerhedsbrud. Le6s SAMSIKs meddelelse her.

Statslige investeringer i beredskab og adgang til bruddata

Finansudvalget har tiltre5dt en delvis udmf8ntning af reserven til styrket samfundssikkerhed, som skal f8ge modstandsdygtigheden pe5 tve6rs af sektorer. Tiltagene forventes at understf8tte hurtigere koordination, bedre cyberle6sning og mere effektivt tilsyn, hvilket samtidig he6ver baren for, hvad der kan anses for passende sikkerhedsforanstaltninger i praksis.

Den politiske pakke omfatter bl.a. ff8lgende initiativer:

• Etablering af et fe6lles 24/7-situationscenter under Den Nationale Operative Stab.
• Opbygning af et cyberoperationscenter og et landsde6kkende cybermonitoreringsnetve6rk.
• Myndighedsadgang til Datatilsynets database over anmeldte sikkerhedsbrud.
• Yderligere sikkerhedstiltag i Statens IT og i telesektoren.

Adgangen til bruddata kan styrke myndighedernes overblik og risikobaseret tilsyn, men ske6rper ogse5 kravene til korrekt registrering, klassificering og rettidig anmeldelse. Se aktstykket fra Folketinget her.

Læs artiklen på Jura360 ↗

§ 3-vurdering kræver konkret og dokumenteret grundlag

Efter naturbeskyttelsesloven afhænger beskyttelsen ikke af, om arealet er tegnet ind på kort, men af de objektive, naturfaglige forhold. Registreringen i Danmarks Arealinformation har kun vejledende karakter og kan ikke erstatte en konkret faglig vurdering.

Princippet afspejler naturens dynamik: Arealer kan vokse ind i eller ud af § 3-beskyttelsen. Det forudsætter, at kommunen foretager og dokumenterer en aktuel, systematisk vurdering af naturtypen og dens udbredelse, før restriktioner pålægges.

Rettens kritik af kommunens registrering og sagsoplysning

Retten lagde vægt på mangelfuld sagsoplysning. Besigtigelsen skete uden forudgående orientering af ejeren, hvilket svækkede muligheden for partsdeltagelse og sikring af bevis for arealets tilstand. Hertil kom, at kommunen ikke kunne fremlægge særskilte feltregistreringsskemaer for de påståede naturtyper.

Uoverensstemmelser i artsoplysninger og en upræcis afgrænsning mellem fersk eng og biologisk overdrev skærpede bevisusikkerheden. På den baggrund fandt retten det ikke godtgjort, at arealet – helt eller delvist – opfyldte § 3-kriterierne, og de efterfølgende afgørelser manglede derfor fornødent grundlag.

Praksis: Vejledende kort kræver understøttende beviser

Nyere afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet peger i samme retning: Kommunale § 3-registreringer kan ikke hvile på luftfotofortolkning eller enkeltstående artsfund alene. Der kræves dokumentation for vegetationens kvalitet, struktur og sammenhæng, samt en begrundet, faglig afvejning.

Klagenævnet har gentagne gange ophævet eller hjemvist registreringer, når sagsoplysningen var utilstrækkelig, begrundelsen svag eller afgrænsningen mangelfuldt underbygget. Tendensen understreger myndighedernes oplysnings- og begrundelsespligt.

Praktiske konsekvenser for ejere og myndigheder

Dommen skærper fokus på dokumentationskrav, når § 3-status er usikker. For at mindske tvister bør vurderingen bygge på robuste data og sporbar metode, som kan efterprøves i en klage- eller domstolsproces. Følgende elementer er ofte centrale:

• Botaniske feltundersøgelser i vækstsæsonen med arts- og strukturdata.
• Driftshistorik, herunder opdyrkning, gødskning og hydrologiske ændringer.
• Jordbunds- og hydrologiske forhold med faglig begrundelse.
• Præcis GIS-afgrænsning understøttet af fotodokumentation og feltkort.

Myndigheder bør sikre rettidig partshøring og en klar begrundelse for, at kriterierne er opfyldt. Ejere og projektudviklere kan med fordel gennemgå kommunens sagsoplysning kritisk og fremskaffe egne naturfaglige undersøgelser, hvis registreringen bestrides.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Højesterets proportionalitetsvurdering under EMRK art. 6

Med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis anerkendte Højesteret, at immunitet for internationale organisationer forfølger et legitimt formål, men at begrænsningen af adgangen til domstolene skal være proportional. Et hovedkriterium er, om medarbejderen har haft rimelige alternative midler til at beskytte sine rettigheder, og om den alternative proces ikke er åbenbart mangelfuld.

I den konkrete sag tillagde Højesteret vægt, at disciplinærkomitéen kun var rådgivende, at dens anbefalinger ikke var bindende for ledelsen, og at der manglede adgang til et uafhængigt appelorgan. Den interne tvisteløsningsordning udgjorde derfor ikke et rimeligt alternativ til domstolsprøvelse, og fortsat immunitet ville stride mod EMRK art. 6.

Interne tvisteløsningsordninger og organisationsimmunitet

Kendelsen tydeliggør, at immunitet kan opretholdes i ansættelsessager, hvis organisationen tilbyder en effektiv intern retsbeskyttelse. Det forudsætter uafhængighed, kompetence til at træffe bindende afgørelser, kontradiktorisk proces og gennemsigtige regler om prøvelse og eventuel appel eller ekstern voldgift.

Fravær af disse garantier kan medføre, at nationale domstole må realitetsbehandle tvisten for at sikre konventionsretlige rettigheder. Dermed skabes et incitament for internationale organisationer til at styrke deres interne klage- og domstolslignende mekanismer.

Procesuelle konsekvenser for ansættelsestvister i internationale organisationer

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse, og sagen sendes tilbage til byretten til realitetsbehandling. Retten tog ikke stilling til, om ophævelsen uden varsel var berettiget.

For organisationer med immunitet indebærer afgørelsen et behov for at sikre robuste, uafhængige og bindende interne procedurer med klar appeladgang. Ellers øges risikoen for, at immunitetsindsigelser ikke kan opretholdes ved danske domstole.

Kendelsen kan læses via Domstolene: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300016/files/13035-2026.pdf?rev1.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Bindende virkning af tilbudsgivers meddelelse om mindstekrav

Sagen udsprang af et udbud om siddende patienttransport, hvor der gjaldt et mindstekrav om sædehøjde på mindst 65 cm for en bestemt vogntype. Tilbudsgiver angav, at sædehøjden ville blive “yderligere tilpasset”, men uden nærmere teknisk redegørelse. Efter indledende teknisk afklaring vurderede ordregiver midlertidigt, at tilbuddet kunne anses for konditionsmæssigt. Kort efter meddelte tilbudsgiveren imidlertid uopfordret, at tilpasningen formentlig ikke kunne gennemføres inden for udbuddets rammer og accepterede, at ordregiver kunne se bort fra tilbuddet.

Få dage senere forsøgte tilbudsgiveren at trække meddelelsen tilbage og fremsendte yderligere dokumentation, herunder synsrapport. Klagenævnet fastslog, at ordregiver hverken var forpligtet eller berettiget til at se bort fra den oprindelige klare og utvetydige tilkendegivelse. Tilbagetrækningen kunne ikke reparere den situation, som tilbudsgiver selv havde skabt, da den nye dokumentation fremkom længe efter tilbudsfristen og derfor ikke kunne indgå i vurderingen af konditionsmæssighed uden tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i udbudslovens § 2.

Adgang til teknisk afklaring og fysisk opmåling efter udbudsloven

Klagenævnet bekræftede, at ordregiver lovligt kunne iværksætte teknisk afklaring efter udbudslovens § 159, stk. 5, selv om tilbudsgiver formelt havde bekræftet kravopfyldelse. Når der foreligger en berettiget tvivl – her udløst af, at sædehøjden skulle tilpasses uden nærmere beskrivelse, og at en opmåling af en tilsvarende model viste under 65 cm – kan ordregiver søge præciseringer for at afklare faktiske forhold uden at give mulighed for reelle ændringer af tilbuddet.

Endvidere fandt Klagenævnet, at ordregiver kunne foretage fysisk opmåling som led i verifikation efter § 159, stk. 2-3, uanset at evalueringsmodellen ikke specifikt beskrev en sådan test. Ordregiver har en pligt til effektiv kontrol af opfyldelsen af mindstekrav og kan anvende saglige undersøgelsesmetoder, når der foreligger tvivl, forudsat at ligebehandling og gennemsigtighed iagttages.

Praktiske implikationer og anbefalinger

Kendelsen tydeliggør, at kommunikation fra tilbudsgiveren under udbudsprocessen kan have bindende virkning, og at uopfordrede meddelelser om potentielle mangler kan få uigenkaldelige konsekvenser. Supplerende dokumentation, der først indsendes efter tilbudsfristen, kan som udgangspunkt ikke indgå i konditionsvurderingen, hvis den er væsentlig for kravopfyldelse.

For ordregivere bekræftes en bred adgang til både teknisk afklaring og egen kontrolmåling. Det er dog centralt at dokumentere den faktiske tvivl, metodevalg og resultater for at kunne godtgøre saglighed og overholdelse af § 2. For tilbudsgivere skærpes kravet om, at tekniske løsninger og dokumentation skal være besluttet og tilgængelig ved tilbudsafgivelsen.

På den baggrund kan følgende praksispunkter fremhæves:

• Tilbudsgivere bør sikre, at væsentlige tilpasninger og bilag er fastlagt og dokumenteret inden tilbudsfristen.
• Uopfordrede meddelelser om mulig manglende kravopfyldelse bør undgås, medmindre fakta er fuldt afklaret.
• Ordregivere kan foretage fysisk opmåling og indhente forklaringer ved berettiget tvivl, men bør dokumentere grundlaget nøje.
• Væsentlige oplysninger indgivet efter fristen kan ikke tillægges vægt uden risiko for brud på ligebehandling.

Kendelsen kan læses hos Klagenævnet for Udbud her.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Flere aktuelle tiltag viser, at retssikkerheden i mødet med myndighederne er udfordret, ikke mindst på skatteområdet. Efter en redegørelse om alvorlige kontrolsager har skatteministeren bebudet styrket retsbeskyttelse og overholdelse af grundlæggende principper i Skatteforvaltningen.

Det forudsætter klare hjemmelsgrundlag, ensartet sagsbehandling, udførlige begrundelser og reelle klage- og prøvelsesmuligheder. Skattesagerne er samtidig et spejl af bredere forvaltningsretlige udfordringer, som også præger andre politiske initiativer.

Kontrolforanstaltninger mod terror og krav om domstolskontrol

Et udkast i høring åbner for elektronisk fodlænke til personer, der administrativt vurderes som højrisiko, uden forudgående dommerkendelse. Indgrebet placerer sig uden for den sædvanlige strafferetspleje og udvisker skellet mellem forebyggelse og straf.

Modellen udfordrer uskyldsformodningen og kravet om proportionalitet og effektiv domstolsprøvelse. Kritikken har udløst ønsker om justeringer, men forløbet illustrerer, hvor langt forebyggelseshensyn risikerer at skubbe grundlæggende retssikkerhedsgarantier i baggrunden.

Revurdering af førtidspension og risiko for forskelsbehandling

Et andet forslag lægger op til en systematisk gennemgang af et større antal sager om førtidspension for borgere fra tredjelande bosat i udpegede ghettoområder. Den målrettede afgrænsning rejser spørgsmål om saglighed, nødvendighed og proportionalitet.

Der er en nærliggende risiko for konflikt med EMRK art. 14 om forbud mod diskrimination, hvis differentieringen i praksis hviler på oprindelse og ikke kan begrundes objektivt. Tiltag af denne karakter vil formentlig udløse tæt kontrol ved domstolene.

Behov for retssikkerhedstjek i lovgivningsprocessen

Løsninger på reelle samfundsproblemer bør forenes med robuste retssikkerhedsgarantier. Et systematisk retssikkerhedstjek i lovforberedelsen kan forebygge indgreb uden tilstrækkelig hjemmel, uens praksis og uforholdsmæssige konsekvenser.

Indarbejdes tjekket i den almindelige lovkvalitet og forvaltningspraksis, øges borgernes tillid, og myndighedsafgørelser står stærkere ved domstolsprøvelse. Det styrker både effektivitet og legitimitet.

Som minimum bør et retssikkerhedstjek belyse:

1. Hjemmel og klar lovtekst, herunder præcise kriterier og retlige grænser.
2. Proportionalitet og nødvendighed i forhold til formålet samt mindre indgribende alternativer.
3. Uafhængig domstolskontrol og effektive klage- og erstatningsmekanismer.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Rapporteringspligt og interne processer under CRA

Rapporteringspligten forudsætter etablerede procedurer for sårbarhedsstyring og hændelseshåndtering i hele produktlivscyklussen. Producenter bør have en formaliseret governance, herunder roller og ansvar, eskaleringsveje, overvågning, registrering samt mulighed for hurtig kommunikation til myndigheder og påvirkede kunder.

Kravene rækker ind i udvikling, drift og vedligehold. Praktisk betyder det bl.a. en moden patch- og releaseproces, dokumenterede risikovurderinger, og et beredskab til at indsamle, validere og rapportere hændelsesdata rettidigt. Discipliner som PSIRT-funktion, CVE-håndtering og koordineret sårbarhedsrapportering understøtter efterlevelsen.

Afgrænsning af produkter og kategorisering

CRA omfatter produkter, hvis funktion afhænger af software eller forbindelse til netværk eller andre enheder. Det favner eksempelvis operativsystemer, browsere, adgangsstyringssoftware, firewalls og antivirus, netværksudstyr, IoT- og smart home-enheder, wearables, netværkskameraer, printere, industrielle styresystemer, cloud-baserede komponenter, mobilapps, udviklingsværktøjer samt container- og virtualiseringsløsninger.

Forordningen opererer med skærpede krav for visse “vigtige” og “kritiske” produktkategorier, fx identitets- og adgangsstyringssystemer, password managers, firewalls, IDS/IPS, hypervisorer, server- og industrielle operativsystemer, mikroprocessorer, sikkerhedsmoduler, smart meters, smartcards og kryptografiske produkter. Hovedparten af produkterne forventes dog at blive klassificeret som “almindelige”.

Samspil med NIS2, DORA og GDPR samt næste skridt mod CE-mærkning

CRA bør ses i sammenhæng med eksisterende cybersikkerheds- og databeskyttelsesregler. For mange organisationer vil implementeringen af rapporteringspligten kunne integreres med NIS2’s organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, DORA’s hændelsesstyring i finanssektoren og GDPR’s krav til passende sikkerhed.

For at minimere risiko og sikre fremdrift mod CE-mærkning og overensstemmelsesvurdering bør virksomheder allerede nu styrke styring, dokumentation og øvelser. Følgende skridt kan skabe hurtig effekt:

• Kortlægning af produktportefølje og kategorisering efter CRA.
• Etablering eller modning af PSIRT, CVE- og patch-processer.
• Beredskab og kommunikationsplaner for rettidig myndighedsrapportering.
• Opbygning af teknisk dokumentation, herunder risikovurderinger og testspor.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Udvalget om advokaten anno 2026 anbefaler, at Danmark tiltræder Europarådets advokatkonvention. Anbefalingen skal styrke advokatstandens uafhængighed og dermed borgeres og virksomheders adgang til uafhængig juridisk rådgivning, i tråd med retsstatlige principper og praksis i en række andre europæiske lande.

Delrapporten er rettet mod Justitsministeriets forberedelser og peger på målrettede ændringer i dansk ret. Forslagene omfatter både institutionelle justeringer og materielle garantier om fortrolighed og adgang til advokat i frihedsberøvelsessituationer.

Overførsel af beskikkelseskompetence og styrket uafhængighed

Kernepunktet er at overføre kompetencen til at træffe afgørelse om advokatbeskikkelse fra Justitsministeriet til Advokatsamfundet. Formålet er at reducere den udøvende magts indflydelse og forankre professionens uafhængighed i et selvforvaltende organ.

Modellen skal afspejle konventionens ånd og den almindelige europæiske ordning, hvor advokatstanden i vidt omfang regulerer adgang til erhvervet inden for klare lovhjemlede rammer.

Fortrolig kommunikation, besøg og ransagninger

Udvalget anbefaler, at administrativt frihedsberøvede sikres ret til ukontrolleret besøg af deres beskikkede advokat. Samtidig foreslås det, at straffuldbyrdelsesloven § 56 om fortrolig kommunikation udvides til også at omfatte advokatens personale for at beskytte klientfortroligheden effektivt.

Derudover foreslås en klar hjemmel til, at en beskikket advokat eller en repræsentant fra Advokatsamfundet kan overvære ransagninger i advokatvirksomheder for at værne om advokatprivilegiet. Endelig anbefales et forbehold for konventionsbestemmelsen om ikke-advokaters møderet ved internationale domstole, da rækkeviden anses for uklar. Læs delrapporten her.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Retten fastslog, at en automatiseret acceptkommando ikke kan sidestilles med klassisk clickwrap, hvor brugeren aktivt tilkendegiver accept. Når udbyderen samtidig opretholder uklarhed om licensforhold på sin distributionskanal, svækkes grundlaget for at anse accepten som en bindende viljeserklæring.

I sagen fremgik Apache 2.0 fortsat af GitHub efter skiftet til en kommerciel model. Denne manglende transparens talte imod, at en offentlig myndighed, der havde opsat automatiserede opdateringer, gyldigt havde vedtaget en enterprise-EULA alene ved systemgenereret accept.

Ophavsretligt ansvar og rimeligt vederlag efter ophavsretslovens § 83

Selv om EULA’en ikke var gyldigt vedtaget, fandt retten, at myndigheden fra det tidspunkt, hvor licensforholdene stod tilstrækkeligt klart gennem korrespondance, uagtsomt fortsatte brugen uden licens. Dermed forelå en ophavsretskrænkelse, der udløste krav på rimeligt vederlag.

Efter ophavsretsloven § 83 skal vederlaget svare til, hvad rettighedshaveren ville have modtaget ved lovlig udnyttelse. Da licensstrukturen alene muliggjorde årsabonnement, blev vederlaget fastsat til ét års forbrug, opgjort til USD 242.500, samt sagsomkostninger.

Praktiske konsekvenser for softwareudbydere og brugere

Dommen tydeliggør risikofordelingen ved licensaccept i skalerede it-miljøer og stiller skærpede krav til tydelig licensinformation på distributionskanaler. Den understreger samtidigt, at uagtsom brug kan udløse betydelige krav, selv ved kort krænkelsesperiode.

Med henblik på efterlevelse og risikostyring bør organisationer sikre klare interne procedurer for licensstyring og hurtig reaktion på udbyderhenvendelser. Følgende hovedpointer kan omsættes direkte i praksis:

• Automatiseret accept er ikke tilstrækkelig dokumentation for aftaleindgåelse uden brugernes aktive tilslutning.
• Tydelig og korrekt licensoplysning på distributionskanalen er central for uagtsomhedsvurderingen.
• Fra notifikation til ophør bør reaktionstiden være kort, da vederlag kan beregnes pr. abonnementsperiode.

Proces og økonomi i sagen

Udbyderens primære krav, der var baseret på den kommercielle EULA’s betalingsmodel, blev ikke taget til følge, fordi aftalen ikke var gyldigt vedtaget. Vederlaget blev i stedet beregnet efter ophavsretslige principper for den afgrænsede krænkelsesperiode.

Myndigheden blev pålagt at betale USD 242.500 i rimeligt vederlag samt sagsomkostninger. Dommen kan ankes inden for den lovbestemte frist og giver et vigtigt pejlemærke for både softwareleverandører og professionelle brugere om dokumentation af accept og transparens i licenskæden.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Andelsboliger kan kun overdrages til en maksimalpris med tillæg for lovlige forbedringer. I et presset marked forsøger nogle sælgere at omgå reglerne ved at kræve kontante ekstrabetalinger eller salg af løsøre til urealistiske priser som betingelse for aftalen.

Bestyrelsen og eventuel administrator skal kontrollere, at prisen er lovlig. Krav om sidebetalinger eller tvungne køb af indbo er i strid med andelsboliglovens § 5. Overtrædelse kan desuden straffes efter § 15, stk. 3, med bøde eller fængsel i op til fire måneder.

Købers muligheder og bevis

Nogle købere accepterer midlertidigt ulovlige krav for at sikre sig boligen og rejser derefter krav om tilbagebetaling, når foreningen har godkendt handlen. Kravet beror på, at betalingen var en ulovlig forudsætning for overdragelsen, og at aftaledelen om løsøre ikke kan håndhæves.

For aftaler indgået efter 1. juli 2018 er fristen for at anlægge sag om overpris tre år. Overskrides fristen, fortabes kravet. Bevis er centralt og kan bestå af dokumentation for ekstrabetaling og for, at betalingen var en betingelse for overdragelsen:

• Lydoptagelser eller skriftlig korrespondance om kravene.
• Fotos eller kvitteringer, der viser kontantbetaling eller overførsel.
• Vidneforklaringer fra personer, der deltog ved fremvisning eller aftaleindgåelse.

Foreningens reaktion og praksis

Bliver foreningen bekendt med forsøg på overpris, kan det anses som væsentlig misligholdelse af vedtægterne og medføre eksklusion. Foreningen eller køber kan også politianmelde sælger. Der ses relativt få domme, da mange sælgere tilbagebetaler efter krav.

I en dom fra Østre Landsret blev en sælger bødelagt for at have koblet overdragelsen til en auktion over indbo, hvor prisen klart oversteg værdien. Retten lagde til grund, at overdragelsen var betinget af overtagelse af løsøre. Bestyrelser bør være opmærksomme på usædvanlige indboposter og nægte godkendelse ved tegn på omgåelse.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Særeje ved boligkøb og surrogation

Udgangspunktet er surrogationsprincippet: Det, der træder i stedet for særejemidler, bliver særeje. For fast ejendom betyder det, at en ægtefælles andel af boligen bliver særeje, hvis blot en del af købesummen til den andel betales med arv eller gave på særejevilkår – også selv om særejemidlerne kun udgør en lille del af finansieringen.

Køber parterne i sameje, kan de to ideelle andele derfor have forskellig formueart. Den ægtefælle, der har anvendt særejemidler ved købet af sin halvdel, bevarer denne som særeje, mens den anden ægtefælles andel kan være delingsformue. Ved værdistigning kan udfaldet blive markant skævt, fordi hele stigningen på særejeandelen tilfalder særejet.

Afdrag og reguleringskrav i ægtefælleskifte

Betales løbende afdrag på et særejehus med midler fra delingsformuen, kan der opstå et reguleringskrav ved skiftet. Kravet kompenserer delingsformuen for de betalinger, der har forøget værdien af særejet, typisk svarende til de faktisk erlagte afdrag.

Reguleringskravet ændrer ikke formuearten: Huset forbliver særeje, selv om fællesmidler har nedbragt gælden. Den økonomiske justering sker i stedet som et krav mellem formuemasserne.

Tidspunktets betydning for formueart og bevis

Tidspunktet for anvendelse af særejemidler er afgørende. Er ejendommen først købt som delingsformue, bliver den ikke til særeje ved senere investering af særejemidler; der kan alene opstå et reguleringskrav. Omvendt skal særejemidlerne være anvendt ved selve købet for at præge formuearten.

For at reducere tvister bør parterne dokumentere finansieringen ved køb, herunder oprindelsen til udbetalingen, og overveje en klar ægtepagt om formueordningen. Tydelig dokumentation og forudgående aftaler mindsker risikoen for uventede resultater ved skilsmisse.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Udvidede krav til risikovurdering og sanktionscompliance

Forpligtede virksomheder skal fremover ikke kun vurdere iboende risiko for hvidvask og terrorfinansiering, men også identificere og vurdere risikoen for potentielle brud på, manglende implementering eller omgåelse af regler om finansiering af proliferation samt hvidvasklovens § 34 a, stk. 3. Proliferationsfinansiering defineres i loven som tilvejebringelse af midler eller finansielle tjenester til ulovlig håndtering af nukleare, kemiske eller biologiske våben.

Kravet adskiller sig fra den bredere pligt i den kommende hvidvaskforordning, der fra 10. juli 2027 omfatter målrettede finansielle sanktioner generelt. Virksomheder kan dog vælge at fremrykke deres tilgang og allerede nu adressere den bredere sanktionsrisiko for at undgå dobbelte omlægninger inden 2027. PET’s forestående nationale risikovurdering om proliferationsfinansiering bliver en relevant ekstern kilde at inddrage.

Nye krav til politikker, forretningsgange og kontroller

Ud over de eksisterende krav til risikostyring, KYC, undersøgelses-, noterings- og underretningspligt, opbevaring, medarbejderscreening og intern kontrol skal politikker og forretningsgange nu også adressere overholdelse af finansielle sanktioner og § 34 a, stk. 3. Bestemmelsen pålægger hurtig indefrysning af midler for navngivne personer og enheder, offentliggjort af Erhvervsstyrelsen, i perioden inden EU-retsakter gennemfører FN-sanktioner.

Nyheden er ikke pligten til at følge sanktionsreglerne i sig selv, men kravet om at have dokumenterede og effektive processer og kontroller, der sikrer efterlevelsen. Omfang og udformning af kontrollerne skal bygge på virksomhedens opdaterede risikovurdering af proliferations- og sanktionsrisici.

Obligatorisk uafhængig test af kontroller

Hvor test hidtil primært har ligget hos intern revision eller intern audit, udvides pligten til også at omfatte øvrige forpligtede virksomheder (dog ikke deres indenlandske filialer, distributører og agenter). Disse skal etablere en uafhængig revisionsfunktion eller, hvis en sådan ikke findes, anvende en ekstern ekspert til at teste, om politikker, forretningsgange og kontroller er betryggende.

Kravene til kvalifikationer er funktionsbaserede frem for formelle; testfunktionen skal have tilstrækkelig faglig indsigt i lyset af virksomhedens type, størrelse og kompleksitet. I mindre enheder kan en medarbejder uden driftsansvar for området, og med uafhængig rapporteringsadgang til ledelsen, gennemføre testene. Lovgiver har søgt at afstemme reglerne med den kommende EU-forordning og forventede AMLA-retningslinjer.

Praktiske næste skridt for forpligtede virksomheder

Virksomheder bør inden ikrafttrædelsen: (i) opdatere risikovurderingen til at omfatte proliferationsfinansiering og § 34 a, stk. 3, og overveje at inkludere hele spektret af målrettede sanktioner allerede nu; (ii) ajourføre politikker, processer og kontroller, så sanktionsscreening, eskalation, dokumentation og indefrysning er klart beskrevet og risikobaseret; samt (iii) etablere og dokumentere en uafhængig testfunktion eller indgå aftale med en ekstern ekspert, inkl. plan for metode, hyppighed og rapportering.

En tidlig, proportionel implementering reducerer driftssvigt og tilsynsrisiko og mindsker behovet for yderligere omlægninger, når EU-regimet træder i kraft i 2027.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Ved forældrekøb gennem et selskab skal lejen fastsættes på markedsvilkår. Skattestyrelsen fører skærpet kontrol med lejemål mellem nærtstående, og for lav husleje kan udløse maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5. Dette beskattes som udbytte hos aktionæren.

Markedslejen bør dokumenteres gennem sammenlignelige lejemål eller uafhængig vurdering. Lejerabat og sparet privatforbrug kan indgå i opgørelsen. Bestemmelsen anvendes efter praksis også ved udlejning til børn, selv om ordlyden retter sig mod hovedaktionærer. Solid dokumentation mindsker risikoen for efteropkrævning.

Overdragelse og værdiansættelse

Ved senere salg til barnet skal handelsværdien lægges til grund. Et tidsubegrænset lejemål kan trække den offentlige vurdering ned, men det kan ikke i sig selv legitimere en lavere pris mellem interesseforbundne parter. Udgangspunktet er den reelle markedsværdi ved overdragelsen.

Inddrag de samlede skattemæssige og juridiske konsekvenser, herunder udbyttebeskatning, ejendomsavance og eventuelle gaveelementer. I nogle tilfælde kan privat køb være mere hensigtsmæssigt end selskab. Løbende ændringer i boligskattesystem, ejendomsvurderinger og virksomhedsordningen understreger behovet for konkret rådgivning.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Højesteret frifandt en af kuratorerne i O.W. Bunker & Trading A/S’ konkursbo for erstatningsansvar. Boet gjorde gældende, at en forpasset forlængelse af en suspensionsaftale med Jefferies Bache Limited havde afskåret et omstødelseskrav og dermed påført boet et tab. Retten lagde til grund, at der ikke var lidt et økonomisk tab, og at betingelserne for ansvar derfor ikke var opfyldt.

Kravet byggede på, at boet – hvis suspensionsaftalen var blevet forlænget – kunne have omstødt supplerende sikkerhedsstillelser i form af P/E-kald fra september 2014. Højesteret fandt imidlertid, at de pågældende beløb var udlignet som led i den løbende marginafregning, og at der derfor ikke forelå en sikkerhedsret, som kunne omstødes. Uden tab ingen erstatning.

Omstødelse af P/E-kald og betydningen af marginafregning og modregning

O.W. Bunker handlede oliederivater via en clearing broker, der dagligt afregnede initial margin og variation margin. Ud over de ordinære marginkrav opkrævede clearing brokeren i 11 tilfælde supplerende sikkerhed for potential exposure i september 2014. Disse P/E-kald blev efterfølgende modregnet og godskrevet i den daglige afregning.

Højesteret lagde vægt på, at den supplerende sikkerhed var tilbageført til O.W. Bunker gennem efterfølgende afregninger inden oktober 2014. Da de ordinære marginkrav ubestridt ikke kunne omstødes, var der heller ikke et restkrav at omstøde. Dermed manglede forudsætningen for både omstødelse og et efterfølgende tabsbaseret erstatningskrav mod kurator.

Praktiske konsekvenser for konkursboer og rådgivere: suspensionsaftaler og tabsopgørelse

Afgørelsen understreger, at ansvar for kurator forudsætter bevis for et konkret, nettoopgjort tab samt årsagsforbindelse. En mistet mulighed for at føre et krav er ikke tilstrækkelig, hvis kravet ikke havde realitet. Omhyggelig tabsopgørelse og dokumentation er afgørende.

Sagen viser samtidig vigtigheden af at styre suspensions- og standstill-aftaler disciplineret. Men selv ved fejlhåndtering indtræder ansvar kun, hvis fejlen har forårsaget et tab. Læs Højesterets dom via domstol.dk. Se også landsrettens afgørelse i Domsdatabasen.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Entreprenørens sikkerhedsstillelse efter AB 18 § 9 udgør som udgangspunkt 15 % af entreprisesummen og nedskrives automatisk til 10 % ved aflevering, til 2 % ét år efter og ophører fem år efter aflevering. Tilsvarende mekanismer gælder i AB 92 § 6, ABT 93 § 6 og ABT 18 § 9. Nedskrivningen kan kun hindres, hvis bygherren rettidigt foretager et formelt garantikald eller reklamerer over mangler inden for de angivne frister.

Ved entreprenørens konkurs indtræder særlige risici. Typisk indtræder konkursboet ikke i aftalen, hvilket medfører ophævelse efter AB 18 § 61 og hurtig gennemførelse af stadeforretning, jf. § 63. Højesteret har i UfR 2019.446 H sidestillet en stadeforretning med aflevering under de konkrete omstændigheder, hvilket kan udløse den automatiske nedskrivning til 10 %. Timingen af et garantikald bliver derfor afgørende for at bevare garantien på 15 %.

Praksis om rettidig garantikald: snævert vindue

Nyere afgørelser fra Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed nuancerer retsstillingen. Flere sager accepterer, at et garantikald indgivet kort efter stadeopgørelse eller omkostningsopgørelse er rettidigt, mens længere ventetid ikke godkendes. Eksempler viser, at ca. seks arbejdsdage efter opgørelsen er accepteret (bl.a. TBB 2023.627 VBA, TBB 2024.835 VBA, TBB 2025.197 VBA), mens flere måneder – og særligt syv måneder – ikke er det (TBB 2026.328 VBA). En ren dialog med boets eller garantistillers advokat uden et formelt kall er utilstrækkelig.

Praksis lægger vægt på konkrete omstændigheder og på, hvilket dokument der udløser fristovervejelserne: stadeopgørelsen, stadeforretningen eller voldgiftsnævnets omkostningsopgørelse. Visse afgørelser indikerer forståelse for at fastholde garantien på 15 %, indtil bygherren kan dokumentere det fulde krav gennem stadet, mangelopgørelse og syn og skøn. Usikkerheden tilsiger, at bygherren handler hurtigt – gerne før eller umiddelbart efter stadeforretningen.

Praktiske skridt for bygherrer ved entreprenørens konkurs

For at reducere likviditetsrisikoen ved automatisk nedskrivning bør bygherren agere med høj grad af rettidig omhu. Et tidligt, formelt og dokumenterbart garantikald er ofte afgørende, og bør overvejes allerede inden stadeforretningen, hvis grundlaget er tilstrækkeligt.

Følgende tiltag bør overvejes for at sikre retspositionen og bevare handlefriheden:

• Fremsæt et skriftligt og entydigt garantikald inden eller meget kort tid efter stadeopgørelse, og angiv grundlag og beløbsmæssig ramme.
• Indgå om muligt en suspensionsaftale med konkursbo og garantistiller om at fastholde 15 % i en kort periode til belysning af krav og udarbejdelse af opgørelser.
• Sikr omhyggelig dokumentation af stade, mangler og omkostninger (herunder syn og skøn) samt overholdelse af reklamationsfrister.

Valget mellem et hurtigt garantitræk og en midlertidig suspension beror på en konkret interesseafvejning mellem bevismæssig afklaring og likviditetsmæssig beskyttelse. Den praktiske hovedregel er klar: Reager tidligt, formelt og sporbar for at undgå, at garantien nedskrives automatisk.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Et nyt udkast til lov indfører en absolut aldersgrænse på 15 år for børns adgang til bestemte digitale tjenester. Ordningen omfatter kun tjenester, der både er sociale netværk eller videodelingsplatforme efter DMA’s definitioner, er udpeget som VLOP efter DSA art. 33, og som kræver login via en brugerprofil.

Tjenester, der udelukkende eller overvejende retter sig mod professionel networking eller kompetenceudvikling, er undtaget. Afgrænsningen betyder, at kun de login-baserede dele af en tjeneste er omfattet, mens åbne, ikke-loginområder falder udenfor.

Retslig konstruktion og harmonisering: forbud rettet mod børn

Forbuddet i udkastets § 2 retter sig mod børn under 15 år og har tilbagevirkende kraft, så eksisterende konti også omfattes. Modellen er valgt, fordi DSA er totalharmoniseret og forhindrer nationale skærpelser direkte mod platformene.

Lovudkastet indeholder ikke håndhævelses- eller sanktionsbestemmelser; hverken børn eller forældre risikerer bøder ved tilsidesættelse. Forbuddet markerer dermed en national norm uden direkte strafferetlige konsekvenser.

Aldersverifikation efter DSA art. 28 og tidsplan

Selv om udkastet ikke pålægger udbydere forpligtelser direkte, forventes de omfattede platforme at indføre effektive aldersverifikationsløsninger for at efterleve DSA art. 28 og Kommissionens retningslinjer (C/2025/5519). Dermed udløser forbuddet praktiske compliance-krav hos VLOP’erne.

Høringen løber til 5. oktober 2026, og fremsættelse i Folketinget forventes tidligt i 2027. Ikrafttræden er planlagt til 1. juli 2027. Udkastet kan læses på Høringsportalen: hoeringsportalen.dk.

Læs artiklen på Jura360 ↗

En ny lov indfører krav om id-kort for alle, der arbejder på bygge- og anlægsprojekter med en anlægssum over 100 mio. kr. Formålet er at styrke myndighedernes kontrol og modvirke social dumping, ulovligt arbejde og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft.

Ud over bærekortet skal virksomhederne føre registrering af, hvor længe den enkelte opholder sig på byggepladsen, og bygherren skal indberette projektet til Arbejdstilsynet. Kravene skærper dokumentations- og styringsbehovet på tværs af alle aktører på pladsen.

Administration af id-ordningen og kommende regler

Beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastlægge den praktiske administration. Enten etablerer branchen en fælles udstedelsesløsning, eller også varetager Arbejdstilsynet en statslig ordning.

De detaljerede regler om kortets oplysninger, udstedelse, brug og kontrol fastsættes i efterfølgende regler. Virksomheder bør derfor afvente og indarbejde kommende bekendtgørelser i deres interne procedurer.

Konsekvenser for kontrakter, kontrol og arbejdsmiljø

Kravene får betydning for bygherrer, entreprenører og underentreprenører, som skal sikre entydig identifikation og adgangskontrol. Ordningen understøtter lovlig beskæftigelse og et mere sikkert arbejdsmiljø.

Kommercielt bør parterne afklare roller og ansvar for udstedelse, drift af registrering og efterlevelse, herunder sanktioner ved misligholdelse. Klare aftaler mindsker driftsrisici og tvister.

Praktiske skridt og forberedelse til ikrafttræden

Start med at vurdere, om igangværende eller planlagte projekter overstiger beløbsgrænsen, og kortlæg relevante aktører og adgangsveje. Etabler midlertidige processer for identifikation, adgangsregistrering og daglig kontrol, der kan justeres, når de endelige regler foreligger.

Opdater udbudsmateriale, kontrakter og projektledelsesdokumenter med bestemmelser om id-kort, registrering og indberetning til Arbejdstilsynet. Sikr samtidig, at behandling af oplysninger sker i overensstemmelse med gældende databeskyttelseskrav.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Afslag på méngodtgørelse begrundes ofte med forudbestående gener. Det udelukker ikke i sig selv erstatning. Det afgørende er årsagssammenhængen: Har ulykken udløst nye symptomer, forværret en eksisterende tilstand eller gjort en tidligere stabil situation væsentligt ringere, set i lyset af tidsmæssig og medicinsk sammenhæng.

Vurderingen beror på en før‑efter‑sammenligning. Centrale indikatorer er symptomernes art, hyppighed og intensitet, funktionsniveau og arbejdsevne før skaden, samt om der optræder nye kliniske fund eller vedvarende gener efter hændelsen. Et kortvarigt eller sporadisk forløb forud vejer anderledes end langvarige og tilbagevendende problemer.

Tærskel og opgørelse af méngodtgørelse efter Erstatningsansvarsloven

Méngodtgørelse ydes for varige helbredsmæssige følger i den personlige livsførelse, fx smerter, funktionsnedsættelse og kognitive gener. Efter erstatningsansvarsloven kræves mindst 5 procent méngrad. Små forskelle i den lægefaglige vurdering kan derfor få stor økonomisk betydning.

Er der forudbestående gener, opgøres kun den del af ménet, der med overvejende sandsynlighed kan henføres til ulykken. Også en varig forværring kan udløse godtgørelse, men kun for differencen mellem før og efter. Dokumentation fra relevante speciallæger og konsistente journaloplysninger er typisk nødvendig for at underbygge opgørelsen.

Journaler, lægefaglig dokumentation og klagemuligheder

Forsikringsselskaber indhenter ofte tidligere journaler for at teste, om symptomerne allerede forelå. En enkelt konsultation flere år før skaden taler ikke nødvendigvis imod årsagssammenhæng, mens et længerevarende forløb med samme symptombillede kan tillægges vægt. Journaler skal læses i kontekst og med fokus på udvikling over tid.

Ved afslag bør afgørelsens begrundelse og det anvendte beslutningsgrundlag gennemgås kritisk. Kontroller, at alle relevante journaler og speciallægeerklæringer indgår, og overvej supplerende udredning. I arbejdsskadesager kan spørgsmålet forelægges for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og afgørelser fra private forsikringsselskaber kan indbringes for Ankenævnet for Forsikring.

Følgende skridt kan skabe et solidt grundlag for en fornyet vurdering:

1. Indhent fuld aktindsigt i sagen og identificér centrale uenigheder om symptomer og tidsforløb.
2. Sørg for speciallægelig dokumentation, der beskriver differencen mellem før og efter ulykken.
3. Adressér konkrete indsigelser om forudbestående gener med evidensbaserede forklaringer.
4. Rejs klage til relevant myndighed eller nævn, hvis afslaget hviler på utilstrækkeligt grundlag.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Godtgørelse efter GDPR art. 82: skade og beviskrav

Efter GDPR art. 82 og databeskyttelsesloven § 40 hæfter den dataansvarlige for skader forårsaget af behandling i strid med forordningen, medmindre ansvar fritages efter art. 82, stk. 3. Højesteret fandt, at kommunens videregivelse skyldtes en klar fejl, og at ansvarsfritagelse derfor ikke kunne komme på tale.

Højesteret – i forlængelse af EU-Domstolens praksis – fremhæver, at immateriel skade omfatter blandt andet psykisk ubehag, tab af kontrol og omdømmemæssig skade. Frygt for fremtidigt misbrug kan anerkendes som immateriel skade, hvis frygten er konkret og velbegrundet, og dens negative følger kan påvises. I den konkrete sag var både kvindens og ægtefællens ret til privatliv efter EMRK art. 8 krænket, men kun kvinden havde dokumenteret en skade, der udløste godtgørelse.

Udmåling: Højesterets kriterier og resultat

Ved udmålingen lagde Højesteret vægt på sagens særlige omstændigheder, herunder oplysningernes karakter og spredning samt deres indvirkning på den berørte. Retten udmålte godtgørelsen til 30.000 kr., hvilket er væsentligt over de 2.500 kr., som Østre Landsret havde fastsat.

Højesteret inddrog følgende momenter ved vurderingen:

1. Der var tale om meget følsomme helbredsoplysninger om en alvorlig psykisk lidelse.
2. Oplysningerne blev sendt til en person i et modsætningsforhold til den berørte.
3. Videregivelsen var egnet til at påvirke selv- og æresfølelse.
4. Oplysningerne blev efterfølgende delt med Familieretshuset.

Retten henviste til GDPR art. 82 og databeskyttelsesloven § 40 samt principperne i erstatningsansvarslovens § 26 og EMRK, herunder art. 13 og art. 41. Beløbet er ikke en fast takst, men resultatet af en konkret helhedsvurdering, hvor oplysningernes følsomhed, relationen til modtageren, spredningen og dokumenterede følger tillægges vægt.

Konsekvenser for virksomheder og myndigheder: forebyggelse og ansvar

Dommen er retningsgivende for både offentlige myndigheder og private dataansvarlige. Den viser, at selv en enkelt fejlafsendelse af en sensitiv oplysning kan udløse en mærkbar godtgørelse, hvis de konkrete omstændigheder gør indgrebet i privatlivet alvorligt, og skaden kan dokumenteres.

Praktisk understreger afgørelsen behovet for robuste processer, særligt ved udlevering i aktindsigts- og sagsindsigtsforløb. Relevante tiltag omfatter blandt andet:

• Verifikation af rette modtager og adgangsberettigelse før afsendelse.
• Systematisk gennemgang og maskering af unødvendige eller følsomme oplysninger.
• Skærpede kontroller, når materialet indeholder helbredsoplysninger eller andre særligt følsomme data.
• Træning af medarbejdere i håndtering af indsigter og datasikkerhedsprocedurer.

Dommen afklarer også, at godtgørelsen er noget andet end administrative GDPR-bøder. Det er domstolene – ikke Datatilsynet – der fastsætter erstatning og godtgørelse i konkrete sager. Tilsynet forventer dog betydning for fremtidig praksis, men beløbsniveauet vil fortsat bero på den enkelte sags omstændigheder.

Læs Højesterets dom her: Højesterets dom af 24. august 2026.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Højesteret har stadfæstet Vestre Landsrets afgørelse om, at en skatteyder ikke skulle beskattes af en række selskabsoverførsler, der var anset som maskeret løn. Efter en separat omstødelsessag blev dispositionerne kendt ugyldige, og beløbene blev tilbageført til konkursboet, hvilket afskar retserhvervelse og dermed beskatning.

Dommen bygger på retserhvervelsesprincippet i statsskattelov § 4: Skattepligt forudsætter, at skatteyderen har erhvervet endelig ret til et formuegode. Når en dispositions gyldighed falder bort, og midlerne faktisk tilbagebetales, foreligger ingen varig økonomisk fordel, og grundlaget for indkomstbeskatning bortfalder.

Afgrænsning over for udbytte og aktionærlån

Højesteret tiltrådte samtidig, at overførslerne ikke kunne kvalificeres som udbytte efter ligningslov § 16 A eller som aktionærlån efter § 16 E. Kvalifikationerne forudsætter en retsgyldig disposition og råden over midlerne. I lyset af ugyldigheden og tilbagebetalingen var disse betingelser ikke opfyldt.

Afgørelsen tydeliggør, at den skatteretlige kvalifikation skal afspejle den civil- og insolvensretlige realitet. Hvor en transaktion mangler reel forretningsmæssig begrundelse og underkendes ved omstødelse, kan den ikke bære udbytte- eller lånekarakter, når midlerne faktisk er restituéret.

Samspil mellem konkurs og skatteproces samt praktiske konsekvenser

Afgørelsen præciserer, at skatteretten må afspejle konkurs- og insolvensretlige resultater, når de civilretlige forudsætninger for indkomst er bristet. Myndighedernes synspunkt om, at indkomst opstår ved udbetalingen, kan ikke opretholdes, hvis den bagvedliggende retlige realitet efterfølgende annulleres og midlerne restitueres.

Sagen illustrerer betydningen af proceskoordination. Beviserne og præmisserne fra omstødelsessagen var centrale for den skatteretlige vurdering. Når parallelle spor udvikler sig forskelligt, bør aktørerne sikre, at nye oplysninger og afgørelser indarbejdes rettidigt for at undgå uensartede eller materielt urigtige resultater.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Retligt grundlag og grænser for kontrolforanstaltninger

Ledelsesretten giver adgang til at indføre kontrolforanstaltninger, men den begrænses af saglighed, proportionalitet og hensyn til medarbejdernes værdighed. Kontrollen må ikke være krænkende og skal gennemføres fortroligt og uden løntab.

På det overenskomstdækkede område regulerer DA FH kontrolaftale generelle, forebyggende ordninger. Den fastsætter blandt andet seks ugers varsel, inddragelse af samarbejdsudvalg og forbyder, at individuelle samtykker omgår varslet. Aftalens principper præger også praksis uden for overenskomster.

Forebyggende ordninger kontra mistankebaserede test

Ved generelle testordninger er processen central: virksomheden skal kunne dokumentere beslutningsgrundlaget, inddrage samarbejdsudvalget og informere skriftligt med korrekt varsel. En svigtende proces kan ugyldiggøre ellers lovlig kontrol og efterfølgende sanktioner.

Mistankebaserede test kan iværksættes uden varsel, men kræver en konkret, velunderbygget mistanke baseret på faktiske omstændigheder. Samtykke kan indhentes, men er et svagt behandlingsgrundlag under GDPR i ansættelsesforhold. Også her gælder krav om saglighed, proportionalitet og diskretion. Nægtelse kan få bevismæssige konsekvenser og i visse tilfælde udgøre grov misligholdelse, afhængigt af stilling og politik.

Retspraksis om testmetode og sanktioner

Arbejdsretten har understreget, at metoden skal være fagligt betryggende. I en sag om en lærling førte en uprofessionelt gennemført urinprøve trods positivt resultat ikke til gyldig ophævelse, fordi testen ikke var fri for fejlkilder. Pointen er klar: mistanke og resultat er ikke nok, hvis beviskvaliteten halter.

I rekrutteringssituationen har praksis anerkendt sagligt begrundede testkrav, når de fremgår tydeligt af jobopslaget, bygger på informeret samtykke og anvender relevante metoder. Ved sanktionering efter et positivt resultat vægter bl.a. sikkerhedskritik, gentagelser og nægtelse af test skærpende, mens anciennitet, behandlingstiltag og samarbejde taler mod. Udfaldet afhænger i høj grad af virksomhedens rusmiddelpolitik: en klar nultolerance kan bære bortvisning, mens uklare retningslinjer typisk kun kan bære opsigelse.

Databeskyttelse og helbredsoplysninger i praksis

Test af alkohol og narkotika betragtes som kontrolforanstaltninger, ikke helbredsundersøgelser. Retspraksis har fastslået, at et alkoholtestresultat ikke i sig selv er en helbredsoplysning efter helbredsoplysningsloven. Alligevel er oplysningerne persondata omfattet af GDPR, og behandlingen kræver lovligt grundlag, typisk Databeskyttelsesloven § 12, klar information og stram opbevaringsbegrænsning.

Samtidig har Højesteret lagt til grund, at oplysninger om misbrug eller mistanke om misbrug af alkohol udgør helbredsoplysninger. Arbejdsgivere bør derfor være særligt tilbageholdende med videregivelse, sikre adgangsstyring og minimere datamængden. Samlet set kræver lovlig testning et dokumenteret formål, korrekt proces, professionel metode samt en tydelig politik, der forudvarsler konsekvenserne.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Forældelsesregler for deltidsansattes overtidstillæg

Udgangspunktet er, at lønkrav i form af overtidstillæg forældes efter fem år. Medarbejdersidens anbringende om suspension på grund af manglende kendskab blev ikke taget til følge. Opmanden karakteriserede forholdet som en retsvildfarelse, der som hovedregel ikke kan begrunde suspension af forældelsesfristen.

Renter knyttet til et sådant lønkrav følger en treårig forældelsesfrist. Afgørelsen reducerer derfor den potentielle tilbagevirkende periode for krav rejst i kølvandet på de principielle deltidskendelser og giver et klarere snit for opgørelse og afvikling af historiske krav.

Fagretlig behandling: foreløbig vs. endelig afbrydelse

Kendelsen præciserer, at en begæring om lokalforhandling ikke medfører endelig afbrydelse af forældelsen efter forældelseslovens § 16, stk. 3. Den endelige afbrydelse indtræder først ved skriftlig begæring om faglig voldgift, som iværksætter selve sagen.

Derimod kan en lokalforhandling have foreløbig afbrydelsesvirkning efter § 21, stk. 5, når overenskomsten obligatorisk kræver fagretlig behandling før voldgift. Det forhindrer, at krav forældes, mens parterne gennemfører den foreskrevne proces. Arbejdsgivere bør derfor dokumentere milepæle i sagsforløbet for at kunne afgrænse frister korrekt.

Procesaftaler mellem overenskomstparter og tidsstandsningsvirkning

Overenskomstparterne kan indgå procesaftaler om at stille verserende sager i bero i afventning af principielle afgørelser. I den konkrete sag blev en sådan aftale fortolket således, at også forældelsen var suspenderet, selv om dette ikke var udtrykkeligt anført.

Suspensionsperioden løb fra aftalens ikrafttræden og frem til afsigelsen af de principielle kendelser. Konsekvensen blev, at lønkrav forfaldet før skæringsdatoen fem år tilbage var forældet, mens rentekrav forfaldet før tre år tilbage tilsvarende var forældet. Afgørelsen understreger betydningen af præcis procesdokumentation.

Praktiske konsekvenser for arbejdsgivere

Kendelsen indsnævrer bagudrettede risici ved krav om overtidstillæg til deltidsansatte og leverer en operationel ramme for håndtering af forældelse under fagretlige forløb og aftalte bero-perioder. Virksomheder med deltidsarbejde bør hurtigt afklare eventuelle eksponeringer.

Som led i den praktiske implementering kan følgende tiltag overvejes for at reducere forældelses- og renterisikoen:

• Kortlæg overenskomstgrundlag, arbejdstidspraksis og brug af overtidstillæg for deltidsansatte.
• Etabler faste procedurer for at journalisere lokalforhandlinger, procesaftaler og tidspunkt for begæring om faglig voldgift.
• Gennemgå potentielle efterbetalingsperioder i lyset af femårig forældelse og treårig forældelse for renter, inklusiv eventuelle suspensions- og afbrydelsesgrunde.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Europa-Kommissionens European Tech Sovereignty-pakke – med forslaget til Cloud and AI Development Act (CADA) – flytter fokus fra ren databeskyttelse til digital suverænitet. Offentlige ordregivere skal ikke blot sikre lovlighed, sikkerhed og økonomi, men også vurdere leverandørers uafhængighed af tredjelande og kontrol over den digitale infrastruktur.

CADA forventes at fungere som et nyt reguleringslag oven på udbudsdirektivet, GDPR, NIS2 og AI-forordningen. Konsekvensen er, at offentlige indkøb af cloud- og AI-ydelser i stigende grad vil afhænge af, om løsningerne kan leveres fra europæisk kontrolleret infrastruktur og uden sårbarhed over for fremmed jurisdiktion.

Et nyt lag oven på udbudsregler: suverænitet som evalueringsparameter

Hvor pris, kvalitet, informationssikkerhed, databeskyttelse og interoperabilitet i dag er bærende parametre, skal ordregivere fremover også kunne dokumentere en suverænitetsvurdering. Det vil påvirke prækvalifikation, kravspecifikation og tildelingsmodeller – og i praksis afgrænse kredsen af egnede leverandører.

En saglig suverænitetsvurdering forudsætter, at ordregiver tidligt kortlægger centrale risici, herunder følgende forhold:

• Om leverandøren er underlagt tredjelandsjurisdiktion.
• Om tredjelandsmyndigheder kan få adgang til data eller infrastruktur.
• Hvor data behandles og lagres.
• Hvem der kontrollerer software- og hardwarekæden.
• Afhængighed af ikke-europæiske teknologier i leverancekæden.

Disse kriterier får særlig betydning i drifts- og outsourcingmodeller, hvor en EU-baseret leverandør anvender global cloud-infrastruktur. Fokus flyttes fra kontraktparten til den underliggende tekniske og juridiske kontrol.

Risikobaserede assurance levels og klassificering af systemer

CADA introducerer et risikobaseret system med flere assurance levels, hvor kravene skærpes i takt med den samfundskritiske betydning. Medlemsstaterne skal foretage løbende vurderinger af offentlige aktiviteter ud fra offentlig orden, samfundssikkerhed og strategisk autonomi.

For ordregivere betyder det, at it-systemer og tjenester skal klassificeres, før udbud igangsættes. Højere niveauer kan udløse krav om europæisk dataplacering, begrænsning af tredjelandsindflydelse og reel leverandøruafhængighed – i visse tilfælde forudsættende særlige “sovereign cloud”-strukturer.

Tildelingskriterier og europæisk værdiskabelse i innovative indkøb

Ud over minimumskrav åbner CADA for, at innovative indkøb kan vægte leverandørens bidrag til det europæiske cloud- og AI-økosystem. Dermed anvendes offentlige indkøb aktivt til at styrke europæisk teknologi- og forsyningskapacitet.

Ved evaluering kan ordregivere efter forslaget bl.a. lægge vægt på:

• Anvendelse af europæisk teknologi og komponenter.
• Styrkelse af europæiske digitale forsyningskæder.
• Investeringer i europæiske innovationsmiljøer.
• Hardware designet eller produceret i EU.

Myndigheder, der planlægger større cloud-, AI- eller outsourcingprojekter, bør allerede nu indarbejde suverænitet i strategier, genudbud og kravspecifikationer – særligt i sektorer som sundhed, forsvar og politi. Tidlig markedsdialog og teknologikortlægning bliver afgørende for at undgå udbudsfejl og efterfølgende kontraktmæssige omkostninger.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Højesteret fastslog, at A ikke skulle beskattes af overførsler fra X ApS, fordi dispositionerne ved endelig dom var erklæret ugyldige og beløbene var tilbagebetalt til konkursboet. Landsskatteretten havde tidligere stadfæstet Skattestyrelsens forhøjelse som løn og maskeret løn med beskatning på overførselstidspunktet.

Efter retserhvervelsesprincippet beskattes indkomst først, når der er erhvervet endelig ret. Når den retlige baggrund bortfalder ved ugyldighed, og midlerne faktisk tilbageføres, foreligger ingen endelig retserhvervelse. Højesterets vurdering omfattede både overførsler direkte til A og betalinger til nærtstående.

Konkursretlig tilbagebetaling som præmis for skattefrihed

Baggrunden var, at X ApS gik konkurs, hvorefter kurator anlagde sag mod A og nærtstående med påstand om ugyldighed og tilbagebetaling grundet manglende forretningsmæssig begrundelse. Retten i Holstebro fandt dispositionerne ugyldige og pålagde tilbagebetaling, som parterne accepterede under anken.

Højesteret lagde vægt på den endelige dom og den faktisk gennemførte tilbagebetaling til boet. Da A dermed ikke havde opnået en retligt bestående berigelse i indkomstårene, kunne forhøjelsen af den personlige indkomst ikke opretholdes. Landsrettens resultat blev bekræftet.

Betalinger til nærtstående og betydningen for skatteansættelsen

Domstolene afskar også beskatning af beløb, der var udbetalt til A’s nærtstående, selv om Skattestyrelsen havde kvalificeret dem som maskeret løn hos A. Efter ugyldighed og restitution kan A ikke beskattes, som om beløbene var endeligt erhvervet.

Afgørelsen understreger vigtigheden af dokumentation for ugyldighed og effektiv tilbagebetaling. Spørgsmålet er, om der består en endelig ret til midlerne. Se Højesterets dom BS-53040/2025-HJR på domstol.dk. Læs også landsrettens afgørelse i Domsdatabasen på domsdatabasen.dk.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Beløbsordningens krav til stilling og løn

En tredjelandsborger kan få opholds- og arbejdstilladelse til fuldtidsansættelse hos en certificeret virksomhed, når stillingen er omfattet af en relevant kollektiv overenskomst, og den årlige aflønning mindst udgør 322.000 kr. (2026-niveau). Kravene sigter mod at sikre markedsmæssige vilkår.

Lønkravet er et bundniveau og skal opfyldes samtidig med overenskomstens øvrige vilkår. Arbejdsgivere bør dokumentere overenskomstdækning og aflønning allerede ved ansøgningen for at undgå forsinkelser og afslag.

Makrovilkår og ministerens tærskel for ledighed

Ordningen kan kun anvendes, hvis den gennemsnitlige sæsonkorrigerede bruttoledighed i de tre måneder forud for ansøgningen ikke overstiger et niveau fastsat af udlændinge- og integrationsministeren. Tærsklen fungerer som en konjunkturbremse.

Virksomheder skal derfor vurdere timing af ansøgninger og følge offentliggjorte ledighedstal tæt. Opfyldes tærsklen ikke, kan ordningen ikke benyttes, uanset at alle individuelle krav er opfyldt.

Certificering, kontrol og arbejdsgiveransvar

Certificering forudsætter bl.a. mindst 10 fuldtidsansatte i Danmark, deltagelse i vejledningsmøde hos SIRI samt tro og love om, at virksomheden de seneste to år ikke er pålagt bod af Arbejdsretten eller ved faglig voldgift for underbetaling af udenlandsk arbejdskraft.

Kravene understøtter systematisk compliance og lønkontrol. Mangelfuld efterlevelse kan få konsekvenser for certificeringen og dermed adgangen til ordningen. Arbejdsgivere bør etablere robuste processer for dokumentation, interne kontroller og rettidig opdatering af ansættelsesvilkår.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Sø- og Handelsretten fastslog, at FOCUS LIGHTINGs vej- og parkarmaturer nyder værksbeskyttelse efter ophavsretsloven. Retten fandt sandsynliggjort, at Exalight m.fl. krænkede rettighederne, og at betingelserne for et midlertidigt forbud var opfyldt. Vurderingen blev foretaget i lyset af EU-Domstolens Mio og konektra-praksis.

Retten lagde vægt på originalitetskravet, afgrænsning mod funktionelle træk samt proportionaliteten af et forbud. Afgørelsen understreger, at krænkende produkter hurtigt kan mødes med markedsforbud, når rettighed og indgreb er godtgjort. Den anonymiserede dom er tilgængelig i Sø- og Handelsrettens domsoversigt på domstol.dk.

Henvisningen til EU-praksis fra 4. december 2025 (C-580/23 og C-795/23) præciserer kravene til sandsynliggjort krænkelse, uopsættelighed og forholdsmæssighed ved forbudsafgørelser.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Sø- og Handelsretten har i sag BS-18088/2025-SHR frifundet den sagsøgte, fordi sagsøgeren havde udvist retsfortabende passivitet vedrørende rettigheder til etiketter på romflasker. Læren indebærer, at langvarig, uforklaret inaktivitet efter kendskab til en mulig krænkelse kan afskære krav om forbud, vederlag og erstatning, uanset at forældelsesfristen ikke er udløbet.

Retten lagde vægt på kendskabstidspunkt, inaktivitetens længde, modpartens indretning og fravær af rettidige skridt som advarsler eller fogedforbud. Afgørelsen bekræfter, at rettighedshavere skal reagere hurtigt og konsekvent i IP- og markedsføringssager for at bevare sanktionsmuligheder. Virksomheder bør etablere klare håndhævelsesprocedurer og dokumentere tidlige skridt. Hurtig indsigelse styrker både bevis og chancen for forbud.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Fra 27. september 2026 udvides kataloget over praksis, der anses for vildledende. Generelle udsagn som grøn, miljøvenlig og klimavenlig kræver solid dokumentation. Bæredygtighedsmærker uden offentlig eller uafhængig certificering accepteres ikke. CO2-neutralitet kan ikke baseres alene på klimakompensation uden for værdikæden.

Det er desuden vildledende at fremhæve miljøforhold, som kun gælder en begrænset del af et produkt eller en virksomhed, hvis det giver et helhedsindtryk. Udsagn om fremtidige klima- og miljømål skal understøttes af en konkret, realistisk plan med milepæle og midler. Forbrugerombudsmanden anbefaler at bruge præcise, afgrænsede udsagn, der kan efterprøves.

Dokumentationskrav og sanktioner efter markedsføringsloven

De reviderede anbefalinger tydeliggør dokumentationskravet: Bevis skal foreligge på markedsføringstidspunktet og dække metode, datagrundlag og afgrænsning. Kravet gælder på tværs af kanaler, herunder hjemmesider, emballage, kampagner og bæredygtighedskommunikation. Særligt fremhæves reducerede drivhusgasudledninger, generiske udsagn uden forklaring, bæredygtighedsmærker og fremtidige præstationer.

Anbefalingerne rummer eksempler på lovlig og ulovlig praksis og kan bruges ved egenkontrol. Overtrædelser kan føre til påbud, politianmeldelse og bøder, og der kan opstå civilretligt ansvar. Vurderingen sker efter vildledningsforbuddet i markedsføringsloven §§ 5-6 og kravet om klar, korrekt og fyldestgørende information. Et sporbarhedskrav følger af behovet for et robust audit trail.

Hvis et udsagn forudsætter væsentlige betingelser eller undtagelser, skal disse angives klart og tæt på udsagnet. Footers og uigennemsigtige disclaimere er utilstrækkelige.

Praktiske skridt før ikrafttræden og betydning for eksisterende produkter

Reglerne omfatter også varer og emballage produceret før ikrafttrædelsen. Virksomheder bør derfor straks gennemgå udsagn og underliggende dokumentation, opdatere etiketter og materialer samt fjerne eller præcisere tvivlsomme budskaber. Hvor det er muligt, bør påstande verificeres af tredjepart.

Etabler styring for grønne udsagn: forudgående legal review, central evidensbank, klar ansvarsplacering, leverandørdata, opfølgningskalender og løbende træning af marketing. Indfør periodiske stikprøver og LCA-baserede metoder, når det er relevant. Planlæg overgangsperioden med interne cut-off datoer og lagerkontrol, så efterlevelsen sikres på tværs af markeder.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Aktivering og gyldighedskrav for fremtidsfuldmagt

En fremtidsfuldmagt får først virkning, når den aktiveres. Det forudsætter, at fuldmagten er korrekt oprettet og registreret, at fuldmagtsgiver ikke længere kan varetage egne forhold, og at dette er lægeligt dokumenteret. Familieretshuset foretager en materiel vurdering af, om betingelserne er opfyldt, herunder om indholdet er tilstrækkeligt klart og lovligt. Læs mere om processen hos Familieretshuset.

Myndighederne kan i visse sager også vurdere fuldmagtsgivers evne på oprettelsestidspunktet, selvom der foreligger notarialbekræftelse og registrering. Notarens medvirken er således ikke en garanti for, at fuldmagten senere kan sættes i kraft.

Hyppige afslag og vejledende praksis

Ifølge oplyste tal bliver cirka 16-20 % af fremtidsfuldmagter, der ønskes aktiveret, helt eller delvist afvist. Det skaber retlig usikkerhed for familier, fordi fejl sjældent kan udbedres, når behovet for fuldmagten allerede er indtruffet.

Praksis peger på tilbagevendende faldgruber, som ofte udløser afslag:

1. Tvivl om fuldmagtsgivers mentale evne ved oprettelsen.
2. Habilitetskonflikter, herunder selvkontrahering eller aftaler med nærtstående uden værn.
3. Uklare eller for brede gavebestemmelser uden rammer for omfang og formål.
4. Ugyldige vilkår, fx beføjelser til at give eller modtage arveafkald eller adgang til testamente.

En vejledende afgørelse fra Civilstyrelsen fastslår desuden, at hvis to fuldmagtshavere skal handle i forening, og den ene dør, kan fuldmagten ikke aktiveres uden en udtrykkelig substitutions- eller videreførselsregel. Se afgørelsen på retsinformation.dk.

Drafting: centrale valg og risikohåndtering

Indholdet bør skræddersys til den enkelte: familiemæssige relationer, økonomiske aktiver og forpligtelser samt forventelige behov. Fuldmagten skal afgrænse beføjelser tydeligt, så banker, myndigheder og andre modparter kan handle på et sikkert grundlag.

Overvej nøje repræsentationsformen: Skal fuldmagtshaver kunne handle alene, i forening eller med suppleant, og hvad sker der ved dødsfald eller inhabilitet hos en fuldmagtshaver? Fastlæg også klare gaveregler, habilitetsværn og eventuelle instrukser om personlige forhold, så skønnet ikke bliver for bredt.

Når du udformer beføjelserne, kan følgende hjælpesætning skabe struktur:

• Angiv præcist, hvem der kan handle, og på hvilke områder.
• Definér rammer for gaver og støtte til nærtstående.
• Indsæt regler om inhabilitet og forbud mod selvkontrahering, evt. med uafhængig medunderskriver.
• Etabler supplering, hvis en fuldmagtshaver udtræder, dør eller bliver inhabil.

Praktiske råd og løbende vedligeholdelse

Opret fremtidsfuldmagt i tide og revider den ved væsentlige livsændringer. Samstem den med testamente og eventuelle ægtepagter, så dokumenterne ikke modarbejder hinanden. Gem lægelig dokumentation og nøgledokumenter, så aktiveringen kan gennemføres smidigt.

Hold sproget enkelt, men præcist, og undgå åbne formuleringer, der kræver skøn uden rettesnore. Følg myndighedernes vejledninger og praksis, som løbende udvikles, og indhent juridisk rådgivning, hvis der er komplekse familie- eller formueforhold.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Højere rykkergebyr og justeret bagatelgrænse på Skattekontoen

Stigningen gælder ved for sen betaling af blandt andet moms, selskabsskat og periodiske afgifter på motorkøretøjer. Samtidig hæves bagatelgrænsen for udsendelse af rykkerbreve fra 100 kr. til 200 kr. for virksomheder med gæld under inddrivelse, hvilket kan reducere rykkere for meget små restancer.

Manglende rettidig betaling udløser renter fra sidste rettidige betalingsdag, og renter beregnes også af gebyrerne. For at begrænse omkostninger bør virksomheder løbende afstemme Skattekontoen, sikre interne betalingsfrister og overveje betalingsordning ved midlertidigt likviditetspres. Læs om rykkerproces og betaling på skat.dk/skattekontobetaling.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Proportionalitet og risikobaserede krav i AMLR

Forordningen viderefører den risikobaserede tilgang: foranstaltninger skal afspejle virksomhedens størrelse, kompleksitet og risikoprofil. Det betyder mulighed for at graduere krav, men også et tydeligere bevisbyrdekrav for, at valgte niveauer er sagligt begrundet og dokumenteret.

Særligt for små og mellemstore advokatvirksomheder er proportionalitet central. Reglerne skal kunne efterleves uden uforholdsmæssige administrative byrder og samtidig respektere tavshedspligten og advokat‑klient fortroligheden. Interne roller og uafhængighed i compliancefunktionen bør afstemmes med kontorets størrelse.

Krav til risikovurdering og interne procedurer

Den overordnede virksomhedsrisikovurdering skal opdateres og være metodisk, datadrevet og sporbar, så den kan danne grundlag for politikker, kundekendskab, overvågning og uddannelse. Governance, ledelsesgodkendelse og regelmæssig revurdering bliver vigtigere.

Interne kontroller bør beskrive ansvar, eskalationsveje, stikprøver, træning, registrering og rapportering til ledelsen. Hvor funktionel uafhængighed ikke er mulig, forventes kompenserende kontroller, fx ekstern kvalitetssikring eller periodisk gennemgang.

Kundekendskab og reelt ejerskab: skærpede kontroller

Kundekendskab skal tilpasses den konkrete risiko og omfatte klar identifikation og verifikation af klienter, reelle ejere og personer, der handler på vegne af klienten. Der forventes mere detaljerede krav til brug af pålidelige kilder, forståelse af ejer‑ og kontrolstrukturer samt konkretiserede tærskler for skærpede foranstaltninger.

Løbende overvågning skal forbinde risikovurdering, transaktions‑ og aktivitetsforståelse samt opdatering af kundedata. Journalisering og sporbar dokumentation er afgørende, så valg, vurderinger og afvigelser kan forklares over for tilsyn. Tidlig planlægning reducerer implementeringsrisiko og omkostninger.

Brancheaktører forventes at opdatere vejledninger løbende, i takt med AMLA’s endelige standarder. En tidlig gap‑analyse og realistisk implementeringsplan styrker efterlevelse og tilsynsrobusthed fremadrettet.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Bøde for vildledende prisannoncering og førpriser

Forbrugerombudsmanden vurderede, at de gentagne og langvarige prisnedsættelser gjorde, at de annoncerede priser måtte anses som varernes normalpris. Når en pris fastholdes over tid, ophører den med at være et reelt tilbud, og sammenligning med en højere førpris bliver vildledende.

Myndigheden lagde vægt på, at adfærden fortsatte efter en klar orientering om reglerne. Den manglende efterlevelse skærpede sagen og medførte en bøde for overtrædelse af både markedsføringsloven og prismærkningsbekendtgørelsen.

Retsgrundlag: vildledning og normalpris ved tilbud

Markedsføringslovens § 5 forbyder urigtige eller på anden måde vildledende oplysninger, mens § 6 forbyder udeladelse eller uklar formidling af væsentlige oplysninger. Er vildledningen egnet til at påvirke forbrugerens transaktionsbeslutning, kan der idømmes bøde efter § 37, jf. § 8.

Efter prismærkningsbekendtgørelsens § 9 a skal enhver førpris ved en prisnedsættelse være den laveste pris, som virksomheden har anvendt de seneste 30 dage før nedsættelsen. Reglen skal modvirke prismanipulation, herunder midlertidige prisstigninger for at skabe et kunstigt rabatgrundlag.

Compliance-implikationer og anbefalinger til prisannoncering

Sagen understreger behovet for robuste prisprocesser, dokumentation og intern kontrol. Virksomheder bør kunne godtgøre normalpris og referenceperiode samt sikre, at kampagner afgrænses tidsmæssigt og faktuelt.

For at reducere risikoen for vildledning og sanktioner kan virksomheder med fordel implementere følgende tiltag:

1. Etabler central prislog med mindst 30 dages historik og sporbarhed.
2. Fastlæg interne retningslinjer for kampagners varighed og genannoncering.
3. Indfør juridisk forhåndsgodkendelse af prisannoncer og førpriser.
4. Uddan marketing- og ehandelteams i normalprisreglen og dokumentationskrav.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Omstødelse af gaver mellem ægtefæller efter konkursloven § 64, stk. 4

Konkursloven § 64, stk. 4, muliggør omstødelse af gaver til nærtstående, herunder ægtefæller, når dispositionen er åbenbart uforholdsmæssig. Bestemmelsen har ingen fast tidsmæssig grænse, hvilket gør den særlig indgribende ved større overdragelser. Se bestemmelsen på Retsinformation: Konkursloven § 64, stk. 4.

Vurderingen beror på en samlet afvejning af gavens størrelse, skyldnerens formueforhold og parternes sædvanlige gaveniveau. Overdragelse af fast ejendom, værdipapirer eller biler er typiske eksempler, hvor omstødelsesrisikoen er aktuel.

Bevisbyrde for modtagerægtefællen og insolvensvurdering

Modtagerægtefællen kan undgå omstødelse ved at dokumentere, at giveren hverken var eller blev insolvent ved overdragelsen, og at aktiverne utvivlsomt rakte til at dække alle forpligtelser. Bevisbyrden ligger hos modtageren.

Insolvensbedømmelsen omfatter både likviditet (betalingsdygtighed) og kapitalstruktur (om aktiverne overstiger passiverne). Solid dokumentation, fx kontoudtog, værdiansættelser og gældsopgørelser, er derfor afgørende.

Løbende betalinger som gaver og grænser for familiebidrag

Reglen rammer ikke kun formelle gaver. Betaler skyldneren løbende beløb til eller for ægtefællen ud over, hvad der er rimeligt efter familiens behov og økonomi, kan ydelserne kvalificeres som omstødelige gaver, fx terminsydelser på ægtefællens ejendom.

Almindelig forsørgelse og lejlighedsgaver, der står i rimeligt forhold til økonomien, falder uden for omstødelsesreglerne. Praksis understreger behovet for proportionalitet og sporbar dokumentation ved større familiedispositioner.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Højesteret fastslår, at pengeinstitutter som udgangspunkt anses for at drive handelsnæring med aktier, uanset omfang og tilrettelæggelse. Alle aktier, som et pengeinstitut erhverver, er derfor formodningsvis næringsaktier. For at fravige denne formodning kræves et meget sikkert bevis for, at erhvervelsen udelukkende skete i anlægsøjemed, uden videresalgshensigt. En længere besiddelsesperiode er ikke tilstrækkelig i sig selv. I sagen om Spar Nord Bank A/S’ (nu Nykredit Bank A/S) ekstraordinære køb af aktier i et realkreditinstitut, hvor sælgerne fik en tidsbegrænset call-option mod årlige præmier, fandt Højesteret, at banken ikke havde løftet bevisbyrden.

Konsekvensen var, at aktierne skulle anses som næringsaktier med de skattemæssige følger, dette indebærer. Højesteret understregede desuden, at et oprindeligt videresalgssigte kun kan anses opgivet ved et særdeles sikkert bevis; ejertiden alene dokumenterer ikke overgang til anlægsformuen. Landsrettens resultat blev stadfæstet.

Skat af optionspræmier ved udløb og udnyttelse

Højesteret afgrænsede videre den skattemæssige behandling af optionspræmier. For optioner, der ikke blev udnyttet, skal præmiebetalingerne beskattes efter statsskatteloven § 4 som løbende skattepligtig indkomst, fordi der ikke foreligger et underliggende afstået aktiv at sammenholde præmien med.

For optioner, der udnyttes, skal optionspræmien – helt eller forholdsmæssigt – henføres til afståelsessummen for de underliggende aktier. Derved integreres præmien i gevinst- eller tabsopgørelsen for aktierne og behandles efter de regler, der gælder for disse.

Praktiske implikationer og kilder

Pengeinstitutter bør styrke dokumentationen for investeringsformål, hvis anlægsklassifikation ønskes: klare investeringspolitikker, bestyrelsesprotokollater og materiale, der udelukker videresalgshensigt. Lang ejertid er utilstrækkelig uden supplerende, robust evidens.

Strukturer med call-optioner kræver samtidig korrekt håndtering af præmiernes skattemæssige behandling. Læs Højesterets dom her: domstol.dk. Læs landsrettens dom her: Domsdatabasen.

Læs artiklen på Jura360 ↗

Næringsformodning for pengeinstitutters aktiehandel

Retten præciserer, at pengeinstitutter anses for at drive handelsnæring med aktier uanset omfang og gennemførelsesmåde. Alle erhvervede aktier er derfor som udgangspunkt næringsaktier, hvilket udløser en skærpet bevisbyrde hos instituttet, hvis det vil klassificere aktierne anderledes.

For at afkræfte næringsformodningen kræves et meget sikkert bevis for, at købet udelukkende havde anlægsformål og ikke også var motiveret af videresalg med gevinst for øje. Almindelige strategiske eller forretningsmæssige begrundelser er ikke tilstrækkelige.

Kvalifikation som anlægsaktier og opgivelse af videresalgshensigt

Retten fastslår endvidere, at hvis der oprindeligt forelå videresalgshensigt, skal instituttet føre et meget sikkert bevis for, at denne hensigt efterfølgende er opgivet, før aktier kan anses for overgået til anlægsformuen.

Langvarig besiddelse i sig selv dokumenterer ikke opgivelse af videresalgshensigt. I den konkrete sag havde sparekassen ikke ført det fornødne sikre bevis, hvorfor aktierne skattemæssigt skulle behandles som næringsaktier.

Beskatning af optionspræmier efter statsskatteloven § 4

Optionsstrukturen gav sælgerne en call-option mod årlige præmier. For optioner, der ikke blev udnyttet, og hvor intet underliggende aktiv blev afstået samtidig, skulle de modtagne præmier beskattes som løbende indkomst efter statsskatteloven § 4.

Afgørelsen understreger behovet for tidlig og solid dokumentation af anlægshensigt samt klar håndtering af optionsaftaler i skatteopgørelsen. Læs Højesterets dom her: 36904-2025.pdf. Læs landsrettens dom her: Domsdatabasen.

Læs artiklen på Jura360 ↗