Barnets lov sænker alderen for børns partshabilitet fra 12 til 10 år, men øvrige materielle forbedringer er begrænsede. Faglige aktører advarer om øget kompleksitet og risiko for svækket retssikkerhed på anbringelsesområdet, blandt andet ved lempede forudsætninger for tvangsbortadoption og et politisk sigte mod tidligere tvangsanbringelser. Hovedudfordringen beskrives fortsat som kommunernes manglende efterlevelse af gældende regler, hvilket udhuler rettigheder i praksis.
Kritikken underbygges af både internationale og nationale observationer. FN’s Børnekomité har rejst betænkeligheder ved retssikkerheden, og Ankestyrelsens Børnesagsbarometer peger gentagne gange på grundlæggende sagsbehandlingsfejl uden reelle konsekvenser for kommunerne. Samtidig er udvalgte politiske løfter blevet nedtonet i loven, bl.a. ved at gøre mentorfamilier til en frivillig kommunal ordning frem for en egentlig ret. Varige forbedringer forudsætter derfor styrket tilsyn, klare krav til sagsbehandling og konsekvent håndhævelse af forvaltningsrettens grundprincipper.
Hvad er reelt nyt – og hvad fandtes i forvejen
Det mest håndgribelige nye element er 10-åriges partsstatus. Derudover indføres adgang til at anmode om visse afgørelser samt mulighed for en second opinion for børn under 10 år. Flere af de profilerede nyheder er dog kendte rettigheder i ny indpakning. Retten til bisidder har længe været fast i lovgivningen og ledsages af kommunens vejledningspligt, ligesom to socialrådgivere allerede anvendes i svære sager flere steder.
Den omtalte søskendeparagraf er heller ikke ny. Efter servicelov § 50, stk. 8 skal søskendes situation vurderes i den børnefaglige undersøgelse. Børn har også kunnet anmode kommunen om at tage stilling til anbringelse. Pointen er, at rettigheder forudsætter korrekt sagsoplysning, partshøring, begrundelse og effektiv klageadgang for at få gennemslagskraft.
Uklar lovteknik og implementering
Juridiske vurderinger fremhæver betydelige uklarheder i lovteksten. De mange aldersgrænser gør reglerne svære at anvende, og samspillet med almindelige forvaltningsretlige krav er utilstrækkeligt belyst i forarbejderne. Det skærper kravene til myndighedernes faglighed, dokumentation og vejledning. Kommuner implementerer forskelligt, hvilket øger risikoen for uens praksis. Retssikkerheden afhænger uanset organisering af lovbundne processer: oplysningspligt, proportionalitet og klar hjemmel.
Tilsyn, magtanvendelse og faglig standard
Fremrykkede tvangsanbringelser kræver høj kvalitet i anbringelsesforløb. Undersøgelser peger på mangler i registrering og indberetning af magtanvendelser, uklar praksis for fysisk guidning versus fastholdelse og varierende kompetenceniveau hos personale. Der efterlyses tydeligere grænser for magtanvendelse, systematisk høring af barnet og uafhængige tilsynsbesøg uden personales tilstedeværelse.
For at styrke børns rettigheder peges på praktiske tiltag, der knytter retssikkerhed direkte til kompetencer og efterlevelse:
- Konsekvent overholdelse af lovgivning og sagsbehandlingsregler i alle kommuner.
- Styrket juridisk og børneretlig uddannelse af socialrådgivere.
- Systematisk information til anbragte børn om deres rettigheder.
- Advokatbistand til alle børn i tvangsanbringelsessager uanset alder.
- Tilbud om bisidder til alle børn med mulighed for at frabede sig det.
