EMD fastslår staters positive klimaforpligtelser
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i sagen Verein KlimaSeniorinnen Schweiz mod Schweiz slået fast, at utilstrækkelig national klimaindsats kan krænke EMRK artikel 8 og potentielt artikel 2. Staten skal have en effektiv, retligt forankret ramme, der kan levere de selvfastsatte reduktionsmål efter Parisaftalen, fx gennem CO2 budgetter eller tilsvarende styringsmekanismer.
Selv om stater nyder en betydelig skønsmargin ved valg af virkemidler, konstaterede EMD, at Schweiz ikke havde etableret et operativt CO2 budget og gentagne gange var bagud for egne mål. Dertil kom en krænkelse af EMRK artikel 6, fordi de schweiziske domstole afviste at realitetsbehandle foreningens og medlemmers sager.
Domstolen anvendte statens egne klimamål som målestok for proportionalitet og effektivitet. Forpligtelsen består ikke kun i at fastsætte ambitioner, men i at omsætte dem til retlige instrumenter, der kan justeres på baggrund af evidens. Kvantificering af udledningsbaner, overvågning og gennemsigtige aktionsplaner blev fremhævet som centrale elementer.
Admissibilitet, offerstatus og proces
Afgørelsen bygger på EMD's dynamiske fortolkning, hvor miljøskader og klimaeffekter henføres under retten til privatliv i artikel 8. Et centralt spørgsmål var offerstatus efter artikel 34. Foreningens klage blev anset for admissibel, mens fire individuelle klagere ikke var tilstrækkeligt individuelt berørt.
I Duarte Agostinho m.fl. mod Portugal m.fl. afviste EMD klagen mod øvrige stater uden for deres territoriale jurisdiktion og mod Portugal for manglende udtømning af nationale retsmidler. Klagerne havde desuden påberåbt artikel 2, 8, 14 og 3, men proceskravene var ikke opfyldt.
I Carême mod Frankrig manglede klageren individuel og aktuel berørthed, bl.a. fordi han ikke længere boede i kystkommunen. Henvisningen til artikel 8's beskyttelse af hjemmet kunne derfor ikke føre til, at han ansås for offer i konventionens forstand.
Konsekvenser for regulering og tvister
EMD fastsætter ikke konkrete reduktionsprocenter for staterne. Domstolen kontrollerer, om den nationale reguleringsramme er egnet til at realisere de valgte mål, og om der føres en løbende, evidensbaseret styring. Høje mål er derfor ikke i sig selv et værn mod ansvar, hvis implementeringen er utilstrækkelig.
Da EMRK alene binder stater, har dommene ikke direkte retsvirkning for private virksomheder. Positive forpligtelser indebærer imidlertid, at staterne skal lovgive, planlægge og håndhæve tilstrækkeligt for at beskytte borgerne mod klimarelaterede risici. Det kan udløse skærpet regulering, tilsyn og håndhævelse over for erhvervslivet.
Processuelt understreger afgørelserne de klassiske adgangsbetingelser: territorial jurisdiktion, udtømning og klar individuel berørthed. I dansk kontekst kræves udtømning til og med Højesteret eller afslag fra Procesbevillingsnævnet, hvorefter klage til EMD skal indgives inden tre måneder. EMRK er inkorporeret i dansk ret, hvilket styrker den nationale gennemslagskraft.
Afgørelsen lægger samtidig vægt på dokumentation. Nationale myndigheder bør kunne redegøre for valg af virkemidler, tidsplaner og kontrol med målopfyldelse. Hvor politiske hensyn vejer tungt, kræver EMRK, at hensynet til rettigheder indgår i proportionalitetsafvejningen, og at domstolene foretager en reel prøvelse af, om rammerne kan levere de opstillede mål.
For danske aktører peger dommen på behovet for CO2 stier, sektorvise virkemidler og transparens om opfølgning. Det forventes ikke, at EMD erstatter nationale valg, men at staten kan sandsynliggøre, at kursen er forpligtende og effektiv. Det vil også præge nationale klimasager, hvor myndigheders passivitet eller fravigelser kan prøves.
