Regeringen har justeret rammerne for genudbuddet af 3 GW havvind for at øge konkurrencen og sandsynligheden for realisering. Justeringerne omfatter en omfordeling af støtteloftet mellem parkerne, udskydelse af bud- og etableringsfrister for Nordsøen Syd samt nedjustering af minimumskapaciteten på Hesselø. Målet er at afspejle markedsforhold og reducere projektusikkerhed på centrale parametre.
Centrale justeringer
Staten fastholder et samlet loft for støtteudgifter, men fordelingen mellem de tre projekter tilpasses for at balancere risiko og bankabilitet. For Nordsøen Syd udskydes budfristen og fristen for etablering af minimumskapacitet ét år for at give markedet mere tid og adressere leverandørkæde- og finansieringsforhold. For Hesselø sænkes minimumskapaciteten med mulighed for begrænset overplantning, hvilket kan forbedre projektøkonomien uden at forhøje det samlede loft.
Der forventes fortsat tildeling gennem en tosidet CfD-model, hvor vinderkriteriet er den laveste mindstepris pr. mulig produceret kWh. En flerårig støtteperiode mindsker indtægtsusikkerheden og kan styrke projekternes finansierbarhed ved at stabilisere cashflows og kreditforudsætninger.
Støttemodel og statsstøtte
Den tosidede CfD indebærer, at staten betaler et variabelt tillæg, når markedsprisen ligger under mindsteprisen, og modtager tilbagebetaling, når markedsprisen overstiger den. En højere støttekapacitet kan reducere udviklernes prisrisiko og dermed sænke de budte mindstepriser.
Modellen rejser et statsstøtteretligt spørgsmål om forenelighed med EU-retten. En teknologispecifik, langsigtet støtteordning kan påvirke konkurrencen i forhold til støttefrie teknologier som landvind og sol. Den politiske aftale forudsætter derfor statsstøttegodkendelse hos Europa-Kommissionen i lyset af TEUF art. 107-108.
Nettilslutning og risikodeling
Nettilslutning er et centralt usikkerhedspunkt. Aftalen lægger op til forberedelse af nettilslutning på minimum 1 GW, men de endelige udbudsbetingelser vil være afgørende for, hvordan tilslutningsaftalen, etableringsplanen og ansvar ved forsinkelser udformes. Allokeringen af risiko mellem myndigheder og opstillere for netudbygning og forstærkning bliver derfor et nøglepunkt.
Udviklere bør afvente de endelige vilkår for at vurdere risikoprofil, tidsplan og finansieringsmuligheder. Et samlet overblik over de politiske aftaler kan ses hos Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
