Retsgrundlag og hovedregel
Kommunen har en selvstændig pligt til at fastholde relationen mellem et anbragt barn eller en ung og både forældre og øvrige netværk. Pligten følger af serviceloven § 71. Formålet er kontinuitet i barnets liv og mulighed for at bevare eller opbygge nære relationer, også når de ikke tidligere har været etableret.
Pligten gælder, uanset om ønsket om samvær kommer fra barnet, forældremyndighedsindehavere eller netværket, og kommunen skal også tage initiativ uden ansøgning. Afgørelser skal bero på barnets bedste og beskytte barnets sundhed, udvikling og mod overgreb. Indgreb i samvær kræver nødvendighed og proportionalitet.
Kommunens sagsbehandling
Først skal kommunen afklare, om den pågældende person kan anses som en del af barnets netværk. Netværk omfatter typisk søskende, bedsteforældre, stedforældre og anden nær familie, men kan også være tidligere plejefamilier, lærere eller andre betydningsfulde voksne. Forudgående relation er ikke et krav, hvis samvær kan understøtte en meningsfuld tilknytning.
Ved uenighed om omfang eller rammer for samvær skal kommunen træffe en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning. Beslutter kommunen, at der ikke skal være samvær, eller at samvær skal være sjældnere end en gang månedligt, skal sagen forelægges børn og unge-udvalget. Fastlægges samvær, bør kommunen konkret regulere frekvens, sted, eventuel støtte eller overvågning og løbende revurdere ordningen.
Afgrænsning af netværk og praksis
Afgrænsningen af netværk beror på en helhedsvurdering af barnets tilknytning eller potentialet for en relation. Der kan lægges vægt på personens relation til barnet, tilknytning til de biologiske forældre og rolle i det biologiske hjem. Ankestyrelsen har i principmeddelelse 5-21 fastslået, at f.eks. en forælders nye ægtefælle kan være netværk, hvis vedkommende udgør en stabil ressource.
I praksis bør kommunen dokumentere sagsoplysningen, inddrage barnet efter alder og modenhed og beskrive mindre indgribende alternativer, før samvær begrænses. Afgørelser kan som udgangspunkt påklages efter de almindelige retssikkerhedsregler, og en klar begrundelse er central for prøvelsen.
