Selvforsørgelseskrav og påstand om handicapdiskrimination i indfødsret
Østre Landsret fastslog, at et afslag på dansk indfødsret til en fleksjobvisiteret ansøger ikke udgjorde forskelsbehandling på grund af handicap. Ansøgeren, der var statsløs og modtog ledighedsydelse i perioder uden beskæftigelse, opfyldte ikke indfødsretscirkulærets krav om selvforsørgelse, og Indfødsretsudvalget havde afslået dispensation.
Under sagen gjorde ansøgeren gældende, at afslaget var indirekte diskrimination i strid med EMRK og handicapkonventionen. Landsretten fandt, at kravet om selvforsørgelse er et neutralt kriterium, der forfølger et legitimt formål, og at forskelsvirkningerne ikke knytter sig til handicap, men til manglende opfyldelse af forsørgelseskravet.
Lær om udbudsloven og effektive udbudsprocesser på praktisk kursus
Læs mere her →Landsrettens begrundelse og procesmæssig ramme
Retten lagde vægt på, at modtagelse af ledighedsydelse som følge af fleksjobvisitation ikke i sig selv udløser forbud mod at anvende selvforsørgelseskravet. Der forelå derfor ingen konventionskrænkelse, og Udlændinge- og Integrationsministeriet blev frifundet. Dommen illustrerer domstolenes tilbageholdende prøvelse af lovbundne naturalisationskriterier og dispensationsskøn.
Sagen blev som principiel henvist til Østre Landsret som første instans (19. afdeling, BS-14050/2024-OLR). Udskrift af dommen kan bestilles via Domstolenes aktindsigtsside på domstol.dk.
