EU skruer markant op for sanktionspresset mod Rusland, mens kursen vendes for Syrien: hundredevis af nye listeopførelser – herunder 189 skibe i den russiske skyggeflåde – kombineres med muligheden for at ramme aktiver og banker uden for EU. Dette ændrer fundamentalt risikobilledet for handel, finansiering og shipping. Virksomheder skal nu overveje, om modparter, skibe, varer eller finansielle mellemled indirekte er knyttet til den russiske krigsøkonomi – og samtidig afklare, hvordan de forsvarligt kan genetablere forretning i Syrien uden at ramme nye målrettede lister.
Hvad betyder dette for din virksomhed?
Den udvidede værktøjskasse betyder flere stopklodser i hverdagen: screening skal omfatte ejerskab, kontrol og slutbrugere, krydscheck af skibe mod bilag IV, produktklassificering mod bilag VII og bank-til-bank flows. Kontrakter bør indeholde klare sanktionsklausuler, rettigheder til ophør og garantier om oprindelse og end use. Kan jeres KYC fange tredjelande‑banker, der bliver listeført i morgen?
Detaljer i den 17. sanktionspakke
Kernen ligger i Forordning nr. 833/2014, jf. Forordning nr. 2025/932, hvor tre bilag udvides: bilag IV tilføjer 189 skibe, bilag VII udvider produkt- og teknologilisten, og bilag IV suppleres med flere militære slutbrugere. Indefrysningerne skærpes samtidig i Forordning nr. 269/2014, jf. Forordning nr. 2025/933 , hvor et større antal personer og enheder listeføres for deres rolle i krigen og den russiske krigsøkonomi. Det øger sandsynligheden for, at en ellers legitim handel rører ved en listeført mellemmand eller ejerlag – med øjeblikkelige forbud til følge.
I menneskerettighedsregimet udvides listen efter Forordning nr. 2024/1485, jf. Forordning nr. 2025/1081, med to personer – herunder en dommer fra Vladimir oblast. Kemivåbenregimet skærpes i Forordning nr. 2018/1542, jf. Forordning nr. 2025/959. Mest opsigtsvækkende: Anvendelsesområdet i Forordning nr. 2024/2642, jf. Forordning nr. 2025/964, gør det muligt at listeføre aktiver og ikke‑EU banker involveret i destabiliserende transaktioner; teknisk gennemført via gennemførelsesforordningerne 2025/965 og 2025/968. Den nye praksis betyder, at omgåelser via tredjelande rammes direkte.
Syrien: gradvis åbning med forbehold
Efter Assad‑regimets fald suspenderede EU store dele af Syrien‑regimet den 24. februar 2025 og ophævede det den 20. maj 2025: se Forordning nr. 36/2012 og Forordning nr. 2025/1098. Samtidig oprettes en målrettet liste (bilag II) over personer med tilknytning til det tidligere styre, herunder erhvervsfolk, familiemedlemmer, tidligere ministre, officerer, sikkerhedstjenester og aktører, der relaterer sig til spredning af kemiske våben. Donorløfterne peger på genopbygning; se Standing with Syria - Brussels ninth conference - Consilium.
Hvad gør du nu? Opdater sanktions‑ og eksportkontrolpolitikker, etabler governance for hurtige listeopdateringer, kortlæg ejerskab i flere led, og test banker og betalingsruter mod nye risici uden for EU. For Syrien: indfør enhanced due diligence med sektorkortlægning, PEP‑screening og kontraktlige stop‑klodser. Afklar licensbehov og dokumentér end use. Den juridiske bundlinje: manglende screening kan medføre øjeblikkelige forbud, kontraktbrud og erstatningskrav.