Højesteret fastslog, at et barn kan erhverve dansk indfødsret ved forældrenes ægteskab, selv om faren ikke var dansk ved fødslen. Indenrigs- og Sundhedsministeriet var derfor ikke berettiget til at ændre A’s CPR-registrering fra dansk til fransk statsborger.
Retsgrundlag og fortolkning
Sagen udsprang af en registrering i CPR efter forældrenes genindgåede ægteskab og en senere ministeriel ændring. Spørgsmålet var forståelsen af indfødsretsloven § 2 i den dagældende affattelse: Krævede bestemmelsen, at faren var dansk ved barnets fødsel, eller blot ved ægteskabets indgåelse.
Højesteret fandt, at ordlyden kunne bære begge forståelser og lagde derfor betydelig vægt på forarbejder, historisk retstilstand og bestemmelsens formål. Gennemgang af de tidligere indfødsretslove og praksis viste, at formålet var at sikre, at børn født før ægteskabet opnåede samme statsborgerskab som søskende født efter ægteskabet. Krav om, at faren havde dansk indfødsret på fødselstidspunktet, fulgte hverken af lovens tilblivelseshistorie eller dokumenteret administrativ praksis.
Betydning for praksis
Dommen afskærer myndighederne fra at frakende dansk indfødsret i situationer, hvor barnet er registreret som dansk ved forældrenes ægteskab, alene fordi faren ikke var dansk ved fødslen. Myndigheders adgang til at ændre registreringer forudsætter klar hjemmel og korrekt fortolkning af bestemmelsens formål.
Afgørelsen ændrer landsrettens resultat og giver vejledning til behandlingen af sager om statsborgerregistrering og efterprøvelse af ældre registreringer. Den illustrerer også grænsen for, hvad der kan anses som gældende administrativ praksis uden skriftligt belæg. Læs Højesterets dom på domstol.dk. Læs landsrettens afgørelse i Domsdatabasen.
Afgørelsen tydeliggør følgende centrale punkter:
- Fortolkningstvivl afklares ud fra ordlyd, formål, forarbejder og retshistorie.
- Påberåbt administrativ praksis skal være dokumenteret for at tillægges vægt.
- Indgreb i civilretslige registreringer kræver klar hjemmel og korrekt retlig vurdering.
