Højesteret

Højesteret fastslår, at omkostningsafgørelser i straffesager kan kæres, når spørgsmålet står uafhængigt af dommens resultat. Henvisning til lang sagsbehandlingstid kan begrunde, at statskassen bærer omkostningerne. Landsrettens afvisning blev ophævet og sagen hjemvist.

Højesteret godkender beslaglæggelse og ransagning af en mobiltelefon efter retsplejeloven §§ 802 og 794. Kilderapport alene var ikke nok, men i sammenhæng med øvrige oplysninger og fund af pistol forelå rimelig mistanke om overtrædelse af straffelovens § 192 a.

Højesteret afviser fradrag for tinglysningsafgift i gaveafgift, når afgiften er betalt ved tinglysning af tredjemands adkomst. Afgørelsen præciserer boafgiftslovens § 29, stk. 2, og får betydning for tilrettelæggelse af generationsskifte og ejendomsoverdragelser.

Højesteret godkender ophævelse af lejemål efter ejerskifte, fordi fremleje ikke var dokumenteret før overtagelsen og fraværet ikke var midlertidigt efter lejeloven. Udlejers sene påkrav medførte ikke retsfortabende passivitet.

Højesteret afviser forhøjelse af salær til beskikket forsvarer i en straffeankesag. Almindelig forberedelse, klientkontakt og korrespondance anses for dækket af hovedforhandlingstaksten, mens kun et rimeligt antal fængselsbesøg udløser særskilt salær.

Højesteret fastslår, at anke til landsretten af en straffesag med strafbortfald kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse. Retsplejelovens § 902, stk. 2, giver ikke selvstændig ankeret i sager, hvor der alene er bøde, konfiskation eller frakendelse efter færdselsloven.

Højesteret fastslår, at udtalelser på vittighedssider ikke rammes af straffelovens § 266 b, når en helhedsvurdering viser, at formålet ikke er at udtrykke had eller skade. Humor og satire kan dermed være straffri, selv om udtalelser isoleret virker forhånende eller nedværdigende.

Højesteret fastslår, at usamlede drivhuskonstruktioner uden glas skal tariferes som aluminiumskonstruktioner under pos. 7610 med 6 % told – ikke som præfabrikerede bygninger under pos. 9406. Afgørelsen skærper praksis for ukomplette varer og adskilt import af centrale komponenter.

Højesteret slår fast, at usamlede drivhuskonstruktioner uden glas ikke kan klassificeres som præfabrikerede bygninger, men som aluminiumskonstruktioner med 6 % told. Afgørelsen præciserer anvendelsen af KN-reglerne for ufærdige varer og skærper kravene ved separate importer af essentielle dele.

Højesteret fastslår, at Gældsstyrelsen ikke skulle foretage ny dagbladsforkyndelse før et nyt udlæg, selv om et tidligere udlæg var ophævet på grund af procesfejl. Gyldige forkyndelser bestod, og inddrivelsen kunne fortsætte på grundlag af en korrekt tilsigelse til ny udlægsforretning.

Højesteret præciserer, at søgsmål mod forvaltningsafgørelser undtagelsesvist kan få opsættende virkning uden udtrykkelig hjemmel – også under myndighedens anke af en dom. Landsrettens afvisning ophæves, og sagen hjemvises til vurdering efter de fastlagte kriterier.

Højesteret udviser en polsk EU-borger for bestandig efter dom for besiddelse af 2,2 kg amfetamin med henblik på videresalg. Retten fandt en særlig alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed, og indgrebet var proportionalt trods stærk tilknytning, jf. EU-Charter art. 7 og EMRK art. 8.

Højesteret fastslår, at en almennyttig forening kan behandles som forbruger ved finansiel leasing. Svømmeklubben kunne derfor opsige trods uopsigelighedsklausul, mens leasinggivers krav på restydelser bortfaldt. Tilbagebetalingskrav blev afskåret på grund af passivitet.

Højesteret fastslår, at anke af familieretsdomme, der kun vedrører samvær, kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejeloven § 453, stk. 1, 2. pkt. Landsretten afviste derfor korrekt en anke uden bevilling. Reglen gælder også, hvis der samtidig er truffet afgørelse om anden kontakt.

Højesteret fastslår, at familierettens domme om samvær og/eller anden kontakt er omfattet af ankebegrænsningen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt. Anke kræver derfor Procesbevillingsnævnets tilladelse. Landsretten skulle i den konkrete sag have afvist anken.

Højesteret fastslår, at efterfølgende lægeerklæringer ikke dokumenterede lovligt forfald, da advokaten ankom for sent til hovedforhandling. Direktørens tilstedeværelse i retsbygningen talte ikke som fremmøde. Landsrettens afvisning af anken og nægtelse af genoptagelse blev stadfæstet.