Højesteret har stadfæstet Østre Landsrets salærfastsættelse til en beskikket advokat og afvist vederlag for arbejde udført før beskikkelsen. Kendelsen præciserer, at beskikkelse efter retsplejelovens § 259 som udgangspunkt ikke virker tilbage.
Retsplejelov § 259 og beskikkelsens manglende tilbagevirkning
Efter § 259 kan retten pålægge partsrepræsentation ved advokat og beskikke en konkret advokat. Betaling fra statskassen omfatter som hovedregel alene arbejde udført efter beskikkelsen, fordi ordningen er knyttet til den procesledende beslutning.
Højesterets praksis fastslår, at tilbagevirkning som udgangspunkt er udelukket. I den foreliggende sag var advokaten engageret fra sagens anlæg, men beskikket i 2023; salær blev derfor afgrænset til perioden efter beskikkelsen.
Undtagelsesadgang og skøn ved salærfastsættelse
Retten kan i særlige tilfælde lade beskikkelsen virke tilbage ved salærafgørelsen, hvis det efter arbejdets karakter og omfang er rimeligt. Der er tale om en snæver undtagelse, der beror på et konkret skøn.
Landsretten fandt ikke grundlag for at fravige hovedreglen, og Højesteret tilsidesatte ikke dette skøn. Kravet om fuldt salær for hele sagsforløbet blev derfor afvist, ligesom det samlede beløb på 2 mio. kr. blev opretholdt.
Lær at løse andres konflikter på effektivt kursus i mediation
Læs mere her →Konsekvenser for salærkrav i civile sager
Advokater, der repræsenterer en part før beskikkelsen, kan som udgangspunkt ikke opnå offentligt salær for tidligere arbejde. Tidlig afklaring af finansiering og eventuelt beskikkelsesbehov bør derfor indgå i processtrategien.
Ønskes undtagelse, skal der foreligge veldokumenterede omstændigheder, som viser, at tidligere arbejde er så integreret i den beskikkede indsats, at tilbagevirkning er rimelig. Læs kendelsen hos Højesteret: Højesterets kendelse i BS-32655/2026-HJR.
