Højesteret ophævede SKATs skønsmæssige forhøjelser af Accenture A/S’ indkomst for 2005‑2011. Skatteministeriet bar bevisbyrden for, at transfer pricing-dokumentationen var så væsentligt mangelfuld, at den kunne sidestilles med manglende dokumentation, eller at transaktionerne afveg fra armslængdevilkår. Den bevisbyrde blev ikke løftet. Dermed var der hverken hjemmel til skønsmæssig ansættelse efter den dagældende skattekontrollov § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3, eller grundlag for korrektion efter ligningslovens § 2, stk. 1.
Vedrørende ind- og udlejning af medarbejdere under den interne IAA-aftale lagde Højesteret vægt på, at dokumentationen fulgte OECD’s retningslinjer og omfattede et begrundet metodevalg (Cost Plus), en funktions- og risikoanalyse samt en sammenlignelighedsanalyse baseret på oplyst datagrundlag. Uenighed med metodevalg eller sammenlignelighedsgrundlag gør ikke i sig selv dokumentationen utilstrækkelig.
For royaltybetalinger i 2007 accepterede Højesteret brugen af Residual Profit Split-metoden på tilsvarende grundlag. Ministeriets synspunkt om, at Accenture A/S selv bidrog til værdien af de udnyttede immaterielle aktiver, ændrede ikke herved; der forelå ikke konkrete holdepunkter for, at den anvendte royaltysats afveg fra armslængde.
Dommen præciserer tærsklen for at tilsidesætte transfer pricing-dokumentation: myndighederne må påvise væsentlige mangler eller en reel armslængdeafvigelse. Konsistent anvendelse af OECD-metoder, underbygget af transparente analyser, kan således være tilstrækkeligt. Landsrettens modsatte resultat blev ændret.
Se Højesterets dom: BS-49398/2023-HJR og BS-47473/2023-HJR. Se landsrettens domsregistrering: domsdatabasen.dk.
