Danmarks forfatningsmæssige værn mod indgreb i borgernes frihedsrettigheder hviler i høj grad på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention snarere end på Grundlovens egne bestemmelser. Grundloven sikrer primært domstolskontrol, men rummer begrænset materiel beskyttelse, hvilket giver et politisk flertal betydelig reguleringsfrihed. Da EMRK er indført ved almindelig lov, kan et simpelt folketingsflertal i princippet opsige konventionen og dermed svække rettighedsniveauet markant.
EMRK som retsgaranti
Grundlovens bestemmelser om personlig frihed og boligens ukrænkelighed er snævre i rækkevidde. Til gengæld forpligter EMRK staten på et robust rettighedskatalog, herunder uskyldsformodningen og krav om retfærdig rettergang efter artikel 6. I praksis er det derfor konventionen, som løfter Danmarks retssikkerhedsniveau.
Sårbarheden er, at denne beskyttelse hviler på lovsniveau. Et politisk flertal kan ændre kurs og begrænse adgang til effektive retsmidler. Udviklingen i andre vestlige demokratier – eksempelvis stramninger i due process for udlændinge – illustrerer, hvor hurtigt retssikkerhed kan udhules. En dansk grundlov alene ville ikke nødvendigvis forhindre tilsvarende indgreb.
Sårbar magtstruktur
Det danske system rummer yderligere strukturelle risici: Justitsministeren er øverste anklager, og adskillelsen mellem politi og anklagemyndighed er begrænset. Dommere udnævnes formelt af regeringen. Selv om praksis bygger på armslængde og faglige procedurer, giver konstruktionen mulighed for politisering, hvis magtbalancen skifter.
Det rejser et legitimt behov for at efterprøve, om vores forfatningsværn er tilstrækkeligt robuste over for fremtidige politiske vinde. Mulige spor kan overvejes med henblik på at styrke retssikkerheden og magtens balance:
- Grundlovsfæstning af centrale rettigheder på niveau med EMRK.
- Lovfæstet organisatorisk uafhængighed i anklagemyndighedens ledelse.
- Klarere adskillelse mellem politi og anklagemyndighed i retsplejeloven.
- Skærpede, gennemsigtige kriterier for dommerudnævnelser med stærkere armslængde.
Debatten bør være nøgtern og fremadskuende: Det handler ikke om mistillid til dagens institutioner, men om at sikre forfatningsretlige barrierer, som kan modstå fremtidige pres på retssikkerheden.
