Fastholdelsesbonus

Højesteret afviser henvisning til landsretten som første instans i tvist om funktionærs krav på forholdsmæssig fastholdelsesbonus. Sagen beror på konkret aftalefortolkning og forbliver i byretten. Retsplejeloven § 226 og funktionærloven § 17 a er centrale.

Landsretten slår fast, at præstationsbaserede bonusser er løn efter funktionærlovens § 17 a og ikke kan fortabes ved fratrædelse før udbetaling. Arbejdsgivere bør adskille rene fastholdelsesbonusser fra lønbaserede elementer og tydeligt beskrive optjening, opgørelse og pro rata.

Højesteret fastslår, at fastholdelsesbonus i konkurs kun er massekrav, hvis den reelt er vederlag for arbejde udført for boet. Afgørelsen skærper linjen for funktionærloven § 17 a og understreger, at pro rata-bonus som udgangspunkt tilkommer funktionærer ved fratrædelse.

Højesteret afviser, at en fastholdelsesbonus er løn i konkurslovens forstand, når den alene belønner, at medarbejderen bliver i stillingen. Afgørelsen påvirker prioriteringen som massekrav og peger på, at sådanne bonusser typisk falder uden for funktionærloven § 17 a.