Ret til forsvar

Højesteret nægtede fuldbyrdelse af en svensk udeblivelsesdom, fordi stævningen kun var offentligt forkyndt uden rimelige bopælsundersøgelser i Danmark. Efter Bruxelles I art. 34, nr. 2, var forkyndelsen ikke tilstrækkelig til at sikre forsvar, og fuldbyrdelse måtte nægtes.

Whistleblowerenhedens tavshedspligt omfatter både identitet og indberetningens indhold, og brud kan udløse personlige bøder. Videregivelse uden samtykke kan kun ske i særlige tilfælde, bl.a. til myndigheder for at sikre ret til forsvar. Klare processer og adgangskontrol er afgørende.

Højesteret fastslår, at vilkår for forsvareres håndtering af sagsdokumenter kun kan knyttes til konkrete dokumenter, hvor kopiadgang kan begrænses af hensyn til statens sikkerhed. PET’s vejledning kan anvendes, men ikke sikkerhedscirkulæret som helhed. Kendelsen er hjemvist.

Højesteret hjemviser et generelt forsvarerpålæg i en narkosag, fordi politiet ikke tilstrækkeligt har begrundet, hvorfor et videregivelsesforbud er nødvendigt. Retten kræver en konkret vurdering og oplysninger, der muliggør effektiv domstolskontrol, før pålæg kan opretholdes.