Højesteret nægtede tvangsfuldbyrdelse i Danmark af en svensk udeblivelsesdom. Fogedretten og Østre Landsret havde tilladt fuldbyrdelse, men Højesteret lagde Bruxelles I-forordningen (forordning 44/2001) til grund og fandt, at betingelserne for afslag var opfyldt, jf. art. 45 sammenholdt med art. 34, nr. 2.
Sagen udsprang af et bankkrav, hvor stævningen i Sverige alene blev bekendtgjort offentligt i officielle medier. Den svenske tingsret foretog ikke nærmere undersøgelser af skyldnerens mulige bopæl i Danmark, selv om retten kendte til hans danske tilknytning. Under disse omstændigheder var forkyndelsen hverken rettidig eller egnet til at sætte skyldneren i stand til at varetage sit forsvar, hvilket udgør en afvisningsgrund.
Afgørelsen tydeliggør, at udenlandske udeblivelsesdomme kun kan fuldbyrdes i Danmark, hvis forkyndelsen opfylder EU-rettens garantier om effektiv partsunderretning. Kreditorer bør kunne dokumentere rimelige og målrettede bopælsundersøgelser på tværs af grænser, før offentlig forkyndelse anvendes. Læs kendelsen i sag 37/2023.
