Højesteret stadfæstede udvisning af en tyrkisk statsborger med seks års indrejseforbud. Udvisningen var forenelig med EMRK art. 8, associeringsafgørelsens art. 14 og TEUF art. 20. Retten fandt ingen afgørende afhængighed til den danske søn og konstaterede betydelig recidivrisiko.

Højesteret stadfæstede udvisning og indrejseforbud. Barnet blev ikke afhørt, da forholdene var tilstrækkeligt belyst via plejemor og sociale myndigheder. Ændringer i barnets anbringelse og helbred opfyldte ikke betingelsen i udlændingelovens § 50, stk. 1, i lyset af EMRK art. 8.