Retlig ramme og afgørelse
Højesteret har stadfæstet udvisning af en tyrkisk statsborger, der var dømt for alvorlige personfarlige forhold, og fastsat indrejseforbud i seks år. Det centrale spørgsmål var, om udvisningen med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Efter EMRK artikel 8 anerkendte retten, at udvisningen griber ind i den dømtes privat- og familieliv, men fandt indgrebet nødvendigt for at forebygge uro og kriminalitet efter en konkret proportionalitetsvurdering. Henset til kriminalitetens karakter, den dømtes tidligere domme og en betydelig risiko for ny alvorlig kriminalitet blev udvisningen anset for berettiget.
Efter associeringsafgørelsens artikel 14 kan tyrkiske statsborgere kun udvises, hvis deres personlige adfærd udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse. Højesteret fandt denne betingelse opfyldt. Retten vurderede endvidere TEUF artikel 20, hvorefter udvisning af en tredjelandsforælder som udgangspunkt er udelukket, hvis udvisningen reelt tvinger et unionsborgerbarn ud af EU. Da der ikke bestod et sådant afhængighedsforhold mellem den dømte og hans danskkende søn, ville barnet ikke være nødsaget til at forlade EU, og TEUF artikel 20 var derfor ikke til hinder.
På baggrund af en samlet proportionalitetsvurdering, herunder den dømtes tilknytning til Danmark og Tyrkiet, fandt Højesteret, at udvisningen ikke var uproportional. Landsrettens resultat blev dermed stadfæstet.
For den fulde ordlyd henvises til dommene:
