En åben høring i Folketingets Retsudvalg om den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse i straffelovens § 216 viste en bred enighed om, at reformen styrker beskyttelsen af den seksuelle selvbestemmelse. Samtidig fremkom væsentlige spørgsmål om bestemmelsens klarhed, bevisførelse og balancen mellem ofres og tiltaltes retssikkerhed. Deltagere fra advokatstand, akademia, anklagemyndighed og politik lovede opfølgning – herunder en formel evaluering. Kernen er, hvordan samtykke skal forstås og dokumenteres i praksis, og om afklaringspligten forskyder det bevismæssige tyngdepunkt.
Retlige udfordringer ved samtykke
Bestemmelsen er kortfattet, men praktisk kompleks. Skiftet fra fokus på vold, trusler og tvang til et samtykkekriterium betyder, at flere sager hviler på parternes divergerende oplevelser af samme forløb. Det rejser spørgsmål om, hvordan domstolene sikkerhedsfast kan vurdere samspillet mellem verbale og nonverbale tilkendegivelser. At definitionen af samtykke primært udfoldes i forarbejderne, udfordrer legalitets- og forudberegnelighedshensyn i strafferetten.
I sager, hvor hændelsesforløbet i vidt omfang er enslydende, men forståelsen af samtykke er forskellig, bliver fokus på forsæt afgørende. Anklagemyndigheden skal føre bevis for, at tiltalte havde forsæt til samleje uden samtykke, mens enhver rimelig tvivl skal føre til frifindelse. Samtidig anvendes en afklaringspligt, hvor tiltalte forventes at redegøre for, hvad der blev gjort for at sikre samtykke. Det er ikke en omvendt bevisbyrde, men placerer en konkret forklaringsbyrde hos tiltalte, som for mange fremstår uklar i rækkevidde.
Retssikkerhed og praksis
Forsvarere peger på en forringelse af retssikkerheden for anklagede, fordi bevisførelse i højere grad baseres på forurettedes forklaring og på vurderinger af nonverbal kommunikation. Kritikken knytter sig især til bestemmelsens ordlyd og den praktiske betydning af afklaringspligten, som kan opleves som en forskydning af det bevismæssige balancepunkt. Krav om større transparens efterlyses, herunder data om hvor mange fældende domme der angår rene samtykkesager, hvilke beviser domfældelser bygger på, og om domme er afsagt med dissens.
Omvendt fremhæver bistandsadvokater markante forbedringer i politiets arbejde og modtagelsen af forurettede, herunder specialiserede afhøringsenheder. Alligevel lukkes mange sager på bevisets stilling, og ofre oplever fortsat vanskeligheder ved at få sager fremmet. I retten kan den initiativtagende part spørges til, hvilke skridt der blev taget for at sikre samtykke – et spørgsmål, der kan være centralt for bevisbedømmelsen og samtidig kræver klare rammer.
Interesseret i forvaltningsret? Deltag i Forvaltningskonferencen 2026
Læs mere her →Mulige justeringer og næste skridt
Flere forslag går på at præcisere gerningsindhold og beviskrav. En model med gradinddeling af voldtægt – som kendes fra andre kriminalitetstyper – kan tydeliggøre forholdet mellem forsætformer og faktiske omstændigheder. Der peges også på muligheden for en uagtsom underbestemmelse og på en tydeligere lovfæstelse af afklaringspligtens indhold, så rollefordelingen mellem bevisbyrde og forklaringsbyrde står klarere.
Derudover efterlyses styrkede processuelle rettigheder, herunder obligatorisk forsvarer allerede ved første politiafhøring. Et solidt empirisk grundlag – med bedre adgang til aggregerede data og aktindsigt i bevisgrundlaget – anses som nødvendigt for at evaluere retsanvendelsen og sikre forudberegnelighed i praksis. Uddannelses- og oplysningsindsatser målrettet unge fremhæves som afgørende for at styrke forståelsen af samtykke og reducere konfliktsituationer.
Følgende tiltag fremhæves som oplagte spor for en lov- og praksisnær opfølgning:
- Kodificering og præcisering af afklaringspligtens rækkevidde i lov eller forarbejder.
- Overvejelse af gradinddeling af voldtægt og eventuel uagtsom underbestemmelse.
- Styrkede processuelle garantier, fx obligatorisk forsvarer ved første afhøring.
- Systematisk indsamling og offentliggørelse af domsdata, herunder bevisgrundlag og dissens.
- Målrettet oplysning til unge om verbalt og nonverbalt samtykke.
Justitsministeren har tilkendegivet, at bestemmelsen evalueres med fokus på anvendelse og retspraksis. Evalueringen bør adressere lovteknisk klarhed, beviskrav og retssikkerhed samt den pædagogiske dimension. Målet er en mere forudsigelig, gennemsigtig og retssikker praksis – til gavn for både forurettede og tiltalte.
