Vurderingsramme for market tipping i digitale platforme
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har undersøgt, hvorfor visse markeder tipper, særligt hvor digitale platformstjenester som online markedspladser, søgemaskiner, sociale medier, webbrowsere og operativsystemer er centrale.
Med udgangspunkt i litteratur, retspraksis og casestudier opstilles en metode til at vurdere, om et marked har passeret det konkurrencemæssige vippepunkt, eller om der foreligger en nærliggende risiko. Fremgangsmåden testes på fem cases for at belyse konkurrencesituationen på tværs af forskellige platformtyper.
Drivkræfter, dominans og konkurrenceretlige konsekvenser
Analysen peger på, at efterspørgselsdrevne forhold er afgørende. Netværkseffekter er nødvendige, men ikke tilstrækkelige; sammen med skifteomkostninger, datafordele, skalaøkonomi og begrænsninger i multihoming kan de skabe en selvforstærkende dynamik.
Når markeder tipper, kan én eller få virksomheder opnå en varig dominerende stilling og møde begrænset konkurrencepres. Den foreslåede ramme kan støtte myndigheder og virksomheder i tidligt at identificere tipningsrisiko og vurdere behovet for indgreb efter konkurrenceloven og relevant EU-praksis.