Högsta förvaltningsdomstolen (HFD) har afgjort, at commitment fees for at holde en kreditfacilitet til rådighed udgør “udgifter til kredit” under den svenske rentedefinition, som bygger på ATAD og et økonomisk rentebegreb. Dermed påvirkes fradragsmulighederne efter rentefradragsbegrænsningsreglerne.
Kvalifikation af commitment fee som kreditomkostning
HFD ser kreditfaciliteten som én samlet finansiering, hvor vederlaget består af rente på trukne beløb og et gebyr på den ubenyttede ramme. Gebyret er derfor en del af prisen for finansieringen og er omfattet af rentebegrebet, også hvis der aldrig trækkes på faciliteten.
Eksterne rådgiveromkostninger forbundet med etablering af finansieringen er derimod ikke “udgifter til kredit” og falder uden for rentebegrebet i de svenske regler. Disse omkostninger vurderes efter de almindelige fradragsregler.
Konsekvensen er, at commitment fees indgår i den generelle rentefradragsbegrænsning baseret på skatte-EBITDA og øvrige lofter. Virksomheder bør derfor indregne gebyret i beregningen af nettorente og planlægningen af opkøbsfinansiering.
