Bredt reklameforbud udløser bøder til direktør og selskab
Retten i Glostrup har idømt en direktør en bøde på 50.000 kr. og virksomheden 200.000 kr. for ulovlig reklame for e-cigaretter og genopfyldningsbeholdere. Markedsføringen skete over en længere periode via hjemmeside, Facebook-sider og fysisk skiltning, herunder billeder af personer, der damper, samt pris- og kvalitetsanprisninger.
Retten lagde vægt på, at virksomheden trods Forbrugerombudsmandens tidlige henvendelse ikke ændrede praksis. Direktøren kunne ikke redegøre for effektive instrukser eller kontrol over butiksbestyrernes opslag. Overtrædelserne blev vurderet som mindst groft uagtsomme, hvilket begrunder bødeansvar for både selskab og direktør.
Retslig ramme og praktiske konsekvenser
Efter lov om elektroniske cigaretter § 16 er enhver erhvervsmæssig aktivitet, der har til formål eller virkning at fremme salget, reklame – både online, i trykte medier og i det offentlige rum. “Offentligheden” omfatter alle, der ikke selv producerer, importerer eller sælger produkterne. Forbuddet er dermed vidtgående.
Dommen understreger ledelsens ansvar for at sikre efterlevelse, herunder klare interne instrukser og kontrol af SoMe-aktiviteter. Manglende reaktion efter myndighedskontakt kan skærpe ansvaret og føre til bøde for både virksomhed og direktør. Se Forbrugerombudsmandens kvikguide for yderligere vejledning på retsområdet.