EU-Domstolen fastslår, at forældelsesfristen for erstatningskrav ved overtrædelser af konkurrencereglerne, der begyndte før erstatningsdirektivets anvendelse, først kan løbe, når overtrædelsen er ophørt, og den skadelidte har kendskab til de nødvendige oplysninger til at anlægge sag. Afgørelsen udspringer af sag C-605/21 om et krav mod en dominerende onlinetjeneste i forbindelse med produktsammenligning.
Afgørelsens kerne
Domstolen bekræfter, at TEUF art. 102 sammenholdt med effektivitetsprincippet styrer spørgsmålet om forældelse i sager, hvor overtrædelsen ligger forud for erstatningsdirektivets regime. Dermed kan nationale regler ikke gøre udøvelsen af retten til fuld erstatning umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig.
Domstolen præciserer, at en ikke-endelig afgørelse fra Europa-Kommissionen om konstateret overtrædelse er gyldig og kan påberåbes af skadelidte, indtil den eventuelt ophæves. Skadelidte må derfor støtte deres krav på en sådan afgørelse i afventning af en endelig dom, uden at det i sig selv udløser retstab.
Viden og tidspunkt for fristens start
Kendskabet til de oplysninger, der er nødvendige for at anlægge erstatningssøgsmål, kan som udgangspunkt anses for tilvejebragt ved offentliggørelsen af resuméet af Kommissionens afgørelse i EU-Tidende. Det gælder, selv om afgørelsen er påanket og endnu ikke endelig. Særlige, konkrete omstændigheder kan dog begrunde, at kendskab forelå tidligere.
Domstolen understreger desuden, at forældelsesfristen kan suspenderes eller afbrydes under Kommissionens undersøgelse for at undgå, at krav bliver forældede, før skadelidte har et tilstrækkeligt grundlag for at føre bevis. Dette værn understøtter retten til effektiv erstatning i komplekse konkurrenceretlige sager.
Betydning for dansk ret
Domstolens tilgang svarer indholdsmæssigt langt hen ad vejen til erstatningsdirektivets regler om friststart, selv om direktivet ikke finder direkte anvendelse på ældre forhold. Det centrale er kombinationen af ophørstidspunktet og kendskabskriteriet.
I dansk sammenhæng kan afgørelsen få betydning for vurderingen af, hvornår kendskab foreligger, og hvordan suspensionsregler anvendes, særligt i sager hvor Kommissionens (ikke-endelige) afgørelser udgør den afgørende bevismæssige ramme. Udviklingen bør følges, da effektivitetsprincippet efter Domstolens praksis kan trække i retning af en mere kravvenlig vurdering af forældelse end efter traditionel dansk praksis.
Den fulde dom kan læses på Domstolens hjemmeside: Læs EU-Domstolens afgørelse.
