Højesterets linje for anerkendelse og fuldbyrdelse
Højesteret nægtede at fuldbyrde en voldgiftskendelse fra Shanghai Arbitration Commission med henvisning til voldgiftslovens § 39, stk. 1, nr. 1, litra b. Domstolen lagde vægt på, at modparten ikke havde modtaget behørig meddelelse om voldgiftssagen, og fastslog, at det afgørende er, om meddelelse faktisk er kommet frem – ikke i hvilken form. Den part, der modsætter sig fuldbyrdelse, bærer bevisbyrden for manglende underretning, men hvis der består rimelig tvivl, taler dette som udgangspunkt for at nægte anerkendelse. Fortolkningen blev forankret i forarbejderne, UNCITRAL Model Law og New York konventionens art. V.
I den konkrete sag havde sagsøgeren undladt at underrette via en kendt e-mailadresse og angav i stedet to postadresser i Kina. Selvom voldgiftsinstituttet anså forkyndelsen for gyldig, fandt Højesteret, at modparten ikke reelt var blevet informeret, og fuldbyrdelse blev derfor afvist.
Praktiske konsekvenser for parter i voldgift
Afgørelsen skærper kravet til dokumentation for underretning. Parter bør anvende alle rimelige og kendte kommunikationskanaler – herunder e-mail – og sikre sporbarhed. Dansk praksis vil fokusere på realiteten i meddelelsen og retssikkerhed, frem for formalistiske forkyndelseskrav.
Kendelsen indikerer samtidig, at den opstillede standard også har betydning for tilsidesættelse efter voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 1, litra b. Linjen harmonerer med international praksis om, at voldgift skal sikre et grundlæggende fair forløb med tilstrækkelig notice og mulighed for at blive hørt.
