Aftaleretligt udgangspunkt og BR18s rolle i brandkrav
Brandkravene følger af Bygningsreglementet (BR18), men reglementet fastlægger ikke, hvem der bærer risikoen, når en planlagt brandstrategi viser sig uimplementerbar. Ansvarsplaceringen afgøres efter parternes kontrakt og de almindelige principper for projekterings- og rådgiveransvar. Hverken en byggetilladelse eller efterfølgende myndighedskrav er i sig selv afgørende for, hvem der internt hæfter for meromkostninger.
Det centrale spørgsmål er, om ændringen skyldes en fejl inden for en parts ydelsesområde, eller om der foreligger nye forhold eller forudsætninger, som aftalen ikke regulerer. Et krav om ekstra tid eller betaling forudsætter derfor en konkret vurdering af forpligtelser, forbehold, forudsætninger og grænseflader i aftalegrundlaget.
Ansvarsplacering i hovedentreprise og totalentreprise
I hovedentreprise udarbejdes projektet typisk af bygherrens rådgivere, der skal levere i overensstemmelse med aftalen og god faglig standard samt sikre koordinering mod øvrige projektdele. At en løsning senere må ændres, dokumenterer ikke i sig selv en rådgiverfejl; det afgørende er, om rådgivningen på tidspunktet opfyldte den professionelle standard, herunder om væsentlig usikkerhed blev tydeligt kommunikeret til bygherren.
I totalentreprise påhviler projekterings- og myndighedsansvaret som udgangspunkt entreprenøren, og overholdelse af generelle forskrifter er indeholdt i prisen. Bygherren må dog sikre, at krav og oplysninger i udbudsmaterialet ikke strider mod lovgivningen. En tvist om brandløsninger kræver derfor gennemgang af både entreprenørens design og de funktionskrav, forudsætninger og grænseflader, bygherren har fastlagt.
Voldgiftspraksis om ændringer i brandløsninger
Praksis giver ikke et entydigt svar på, hvem der betaler, når brandstrategien ændres. I TBB 2018 140 VBA blev rådgiveren ikke anset for at have begået fejl ved anbefaling af vandtåge, bl.a. fordi metoden var ny og usikkerheden var kommunikeret. Afgørelsen viser, at efterfølgende ændringer ikke i sig selv dokumenterer projekteringsfejl.
I TBB 2017 63 fandt nævnet, at totalentreprenøren kendte eller burde kende brandstrategien og vilkårene i byggetilladelsen ved kontraktindgåelsen; nødvendige arbejder var derfor omfattet af kontraktprisen. Omvendt illustrerer TBB 2019 161, at præcis afgrænsning af et efterfølgende tillægsaftalegrundlag kan medføre ret til betaling for yderligere sprinkling, når parterne ikke kendte det konkrete krav ved aftaleindgåelsen.
Dyk ned i de komplekse regler for almene boliger på 2-dages kursus
Læs mere her →Kontraktklarhed og praktiske tiltag ved renovering og tilbygning
Når forudsætninger brister, skal parterne identificere, hvem der bar projekteringsansvaret, og om arbejdet allerede var indeholdt i kontrakten. Det er særligt vigtigt i renoveringer og udvidelser, hvor eksisterende forhold, brandforudsætninger og grænseflader mellem rådgivere skal beskrives klart. Usikkerhed bør dokumenteres, håndteres og afklares, før løsningen implementeres.
Indtil en varslet revision af reglerne for eksisterende bygninger træder i kraft, er løbende kontraktopfølgning den bedste tvistforebyggelse. Overvej at indarbejde følgende i aftalen:
- Klar grænsefladestyring og ansvarsmatricer for brandmæssige løsninger.
- Udtrykkelig risikoallokering for nye myndighedskrav og ny viden.
- Procedurer for ændringer, prisregulering og tidsfristforlængelse ved brandkrav.
- Krav til dokumentation, reviews og myndighedsdialog før udførelse.
