Nye godkendelseskriterier
Fra 11. oktober 2025 gælder nye regler for kommunal planlægning og godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg og fjernkølingsanlæg. Ansøgninger indgivet fra denne dato skal opfylde både effektivitetskriterier og brændselskrav; tidligere indgivne ansøgninger behandles efter de hidtidige regler.
For nye anlæg og omfattende renoveringer skal det tilknyttede fjernvarme- eller fjernkølingssystem være effektivt ved idriftsættelse. Kravene skærpes trinvis frem mod 2050. Indtil udgangen af 2027 kan kravet opfyldes, hvis systemet opfylder mindst ét af følgende:
- Mindst 50 % vedvarende energi.
- Mindst 50 % overskudsvarme.
- Mindst 75 % kraftvarme.
- En samlet andel af vedvarende energi, overskudsvarme eller kraftvarme på mindst 50 %.
Et affaldsbaseret anlæg kan vurderes ud fra enten kraftvarmeandelen eller den biogene andel af affaldet. Efter projektbekendtgørelsens § 7, stk. 3, kan projekter, der gør et eksisterende system mere effektivt, godkendes uden forudgående opfyldelse af effektivitetskriterierne.
Brændsler og undtagelser
Nye kollektive varmeforsynings- og fjernkølingsanlæg, der anvender olie eller kul, kan ikke godkendes. Fra 1. januar 2030 kan nye naturgasbaserede anlæg heller ikke godkendes. Ved omfattende renoveringer må anvendelsen af kul eller olie i det pågældende system ikke øges i forhold til gennemsnittet af de tre forudgående driftsår.
Spids- og reservelastanlæg er undtaget fra de nye brændselskrav. De hidtil gældende brændselsregler i projektbekendtgørelsen finder fortsat anvendelse sideløbende.
Cost-benefit og proces
Projekter, der vil udnytte overskudsvarme fra anlæg omfattet af en ny CBA-bekendtgørelse, kræver en godkendt cost-benefit-analyse. Viser analysen, at udnyttelse er teknisk og økonomisk gennemførlig, kan projektet kun godkendes, hvis overskudsvarmen integreres. Dispensation kan kun gives, hvis det er strengt nødvendigt af retlige, ejendomsretlige eller finansielle grunde.
CBA-bekendtgørelsen forventes at træde i kraft samtidig og vil pålægge industrianlæg, servicefaciliteter og datacentre at udarbejde analyser ved opførelse eller omfattende renovering. Anlæg ejet af fjernvarme- eller fjernkølingsvirksomheder er ikke omfattet.