Højesteret har fastslået, at en indsat, der juridisk har skiftet køn, lovligt kunne placeres i en mandeafdeling og skulle undergives nøgenvisitation og urinprøvekontrol i overværelse af mandligt personale, når der foreligger vægtige sikkerhedshensyn. Retten fandt ingen krænkelse af EMRK artikel 8 om privatliv eller artikel 3 om forbud mod nedværdigende behandling, og myndighederne blev frifundet.
Placering og EMRK art. 8
Udgangspunktet for afdelingsplacering er en konkret og individuel helhedsvurdering efter straffuldbyrdelsesloven og Kriminalforsorgens praksis for kønsminoriteter. Vurderingen omfatter hensyn til den indsatte, medindsatte, personalet og den pågældende afdelings sikkerhed. I den konkrete sag tillagde myndighederne betydning, at den indsatte biologisk er mand, er dømt for alvorlige seksual- og voldsforbrydelser mod kvinder, to gange er idømt forvaring og ifølge en nyere risikovurdering anses for farlig med væsentlig recidivrisiko.
Højesteret lagde vægt på, at sikkerhedshensyn er afgørende ved placering, herunder kriminalitetens karakter og risiko for skade. På den baggrund var nægtelse af placering på kvindeafdeling ikke et uproportionalt indgreb i privatlivet efter EMRK art. 8. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte forvaltningens skøn.
Nøgenvisitation og urinprøver
Særligt om visitation og prøvekontrol henviste Højesteret til straffuldbyrdelsesloven § 60, stk. 5-6, og § 60 a. Undersøgelser skal gennemføres så skånsomt som muligt, og afklædningsundersøgelser må som udgangspunkt foretages og overvåges af personer af samme køn som den indsatte, dog med undtagelse for sundhedspersonale. Da bestemmelserne blev indført før muligheden for juridisk kønsskifte, forstås ”køn” som udgangspunkt som biologisk køn.
Retten fandt, at de gennemførte nøgenvisitationer og urinprøver, overvåget af mandligt fængselspersonale, fulgte lovens rammer og ikke overskred tærsklen for nedværdigende behandling efter EMRK art. 3 eller indebar en krænkelse af art. 8. Omfang og karakter af indgrebene gav heller ikke grundlag for godtgørelse.
Læs Højesterets dom på domstol.dk: BS-60551/2023-HJR. Landsrettens og byrettens afgørelser kan findes i Domsdatabasen og Domsdatabasen.