Højesterets afgørelse om mellemkommunal refusion
Højesteret fastslog, at Skanderborg Kommune lovligt opsagde en borgers botilbud i Randers, fordi borgeren ikke havde lovligt ophold. Serviceloven gælder kun for personer med lovligt ophold, jf. serviceloven § 2, mens Udlændingestyrelsen har forsørgelsespligten ved ulovligt ophold efter udlændingeloven § 42 a.
Kommunens betalingspligt til Randers ophørte ved borgerens fraflytning pr. udgangen af september 2018. Ankestyrelsen havde efterfølgende anset Vejle som opholdskommune, men der bestod ikke et refusionskrav mod Skanderborg, som Vejle kunne indtræde i.
Praktiske implikationer
Dommen afklarer, at refusionspligten i placeringssager ophører, når et botilbud ophører lovligt, og at opholdskommunens hjælp først indtræder, når borgeren igen er omfattet af serviceloven. Højesteret fandt heller ikke grundlag for passivitet hos Skanderborg eller Randers.
Kommuner bør sikre rettidig koordinering med Udlændingestyrelsen og dokumentere indsatsen over for borgere med usikkert opholdsgrundlag. Afgørelsen kan læses på Domstolene og i Domsdatabasen: Højesterets dom. Landsrettens dom.
