Regeringens strafreform kombinerer højere straffe med udvidede alternativer til afsoning. Målet er at styrke retsfølelsen og samtidig mindske recidiv gennem bedre resocialisering og mere fleksible foranstaltninger. Udspillet forudsætter samtidig en markant udbygning af Kriminalforsorgens kapacitet.
Hårdere straffe og kapacitet
Reformen lægger op til væsentlige strafskærpelser, blandt andet for voldskriminalitet. Erfaringen viser ikke entydigt, at længere straffe reducerer kriminalitet, og der er risiko for, at længere afsoning øger gæld og vanskeliggør et lovlydigt liv efter løsladelse. Derfor bliver investeringer i resocialisering centrale.
De længere straffe kræver flere fængselspladser, flere fængselsbetjente og målrettede indsatser under afsoningen. Med en flerårig bevilling lægges der op til, at Kriminalforsorgen kan arbejde mere systematisk med uddannelse, behandling og udslusning, så den længere fuldbyrdelsestid bruges til at nedbringe tilbagefald.
Alternativer og retssikkerhed
Et nøgleelement er mulighed for varetægtsfængsling med fodlænke for personer, der ikke udgør fare. Ordningen kan afbøde de skadelige følger af langvarig varetægt og understøtter princippet om mindst indgribende middel. At en ikke ubetydelig andel af langvarige varetægtssager ender med frifindelse, understreger behovet for skånsomme løsninger.
Forholdene for varetægtsfængslede er typisk hårdere end for dømte, hvilket kan være kriminogent. Elektronisk overvågning kan fastholde tilknytning til job og uddannelse, mindske risikoen for negative netværk og samtidig frigive kapacitet i fængslerne.
Reformen indeholder desuden en målrettet adgang til eftergivelse af offentlig gæld for unge førstegangskriminelle, der forbliver kriminalitetsfri i en længere periode. Incitamentet kan lette vejen til stabil beskæftigelse og uddannelse og dermed reducere risikoen for tilbagefald. Samlet set peger reformen mod en mere balanceret anvendelse af frihedsberøvelse og alternativer.
