Fire ud af ti virksomheder kender stadig ikke reglerne, men fristen står fast: Senest 1. juni 2025 skal producenter indberette deres faktisk tilgængeliggjorte emballagemængder for 2024. Overser du kravet, risikerer du både betydelige gebyrer, bøder – og i grove tilfælde fængsel i op til to år. Dette ændrer fundamentalt, hvordan du prioriterer data, dokumentation og leverandørsamarbejder om emballage. Virksomheder skal nu overveje, hvem der i netop deres forsyningskæde først gør emballagen tilgængelig i Danmark, hvordan mængder vægtes på tværs af materiale, og om plastemballage udløser dobbelte afgifter, fordi den også rammes af producentansvar for engangsplast. Er jeres set-up klar til kontrol?
Hvad betyder dette nu og her?
Den kommende indberetning bliver baseline for tildelingen af indsamlings- og behandlingsansvar fra 1. oktober 2025. Indberetningen sker i praksis via din kollektive ordning, som skal nå at indsende til DPA inden fristen. Den interne deadline i ordningen er typisk tidligere end 1. juni – afklar derfor straks, hvornår din ordning kræver input. Du skal registrere dig korrekt, være tilsluttet en kollektiv ordning for engangsemballage, have styr på datakilder og kunne dokumentere materialesammensætning, slutbrugerstrømme og affaldshåndtering. Virksomheder, der har gjort genbrugsemballage tilgængelig i 2024, skal ikke indberette disse mængder i år; første indberetning af faktisk genbrug sker ved 2025-data (frist 1. juni 2026).
Baggrunden er EU’s harmonisering: Med EU’s emballagedirektiv blev medlemsstaterne forpligtet til EPR-ordninger, som fra 12. august 2026 afløses af EU’s emballageforordning. I Danmark startede man med registreringskravet i registerbekendtgørelsen, og den samlede ordning er nu forankret i den reviderede emballagebekendtgørelse, senest i BEK nr. 323 af 20/03/2025. Ambitionen er todelt: at reducere emballageforbrug og at flytte omkostningerne for indsamling, sortering og behandling over på dem, der sætter emballagen på markedet.
Definitationen af “producent” er udvidet. Du er producent, hvis du som fabrikant, importør eller distributør for første gang gør emballage eller fyldt emballage tilgængelig i Danmark – også ved fjernsalg. Placeringen af ansvar afgøres af, hvem der først leverer emballagen til distribution, forbrug eller anvendelse her i landet, hvad enten der sker betaling eller ej. Det betyder, at juridiske og forsyningsmæssige gråzoner – fx private labels, co-packere, parallelimport og onlinesalg fra udlandet til danske slutbrugere – kræver en klar kvalifikation. Miljøstyrelsen har vejledende eksempler på ansvar i værdikæden, se nærmere her.
Overvej den praktiske konsekvens: En udenlandsk webbutik, der sender emballerede varer direkte til danske slutbrugere, optræder som producent i Danmark. En dansk distributør, som bryder transportemballage og sælger varerne i deres salgsemballage, får producentansvaret for netop denne salgsemballage. Og importøren, som første gang bringer transportemballage ind i EU, kan blive ansvarlig for transportemballagen. Mikrovirksomheder kan i visse konstellationer være undtaget fra bestemte pligter – men importerer du emballage fra udlandet, kan ansvaret alligevel lande hos dig. Kender du din rolle for hver emballagetype?
Hvad er emballage? Begrebet er bredt og omfatter alle genstande af enhver art og materiale, der tjener til pakning, beskyttelse, håndtering, levering og præsentation af varer – samt visse engangsartikler, drikkevarebeholdere og engangsbægre af plast. Grænsedragningen er praktisk vigtig: Fejlkategorisering påvirker såvel indberetning som bidrag. Tænk derfor i funktion: tjener en genstand et emballageformål, eller er den selv en del af produktet? Tvivlsspørgsmål er ikke sjældne, især ved kombinationsmaterialer og produkter med integrerede beholdere.
Sådan placeres ansvar og opgaver
Producentens forpligtelser omfatter registrering, medlemskab af kollektiv ordning for engangsemballage, årlig indberetning, egenkontrol, garanti og betaling af gebyrer. Den praktiske affaldshåndtering organiseres i vidt omfang via kollektive ordninger, men regningen ender hos producenterne. Kommunalbestyrelsen fortsætter som første indsamlingsled for husholdningsaffald, og dens omkostninger fordeles efter fordelingsnøgler fastsat af Miljøstyrelsen. Erhvervsaffald indsamles typisk via virksomhedens egne aftaler; også disse omkostninger fordeles efter nøgler og opkræves hos producenterne gennem ordningerne. Resultatet er et nyt omkostningsbillede, der hviler på dine indberettede mængder.
DPA beregner producenternes markedsandele ud fra de indberettede mængder og tildeler ansvar for håndtering. Affaldsfraktionerne omfatter bl.a. pap, papir, jernholdigt metal, aluminium, glas, plast, mad- og drikkevarekarton, træ, restaffald og farligt affald. Afgørelserne for den første tildelingsperiode (1. oktober 2025 – 31. december 2026) skulle efter planen være meddelt 1. april 2025, men var endnu ikke publiceret ved artiklens tilblivelse. Den nye praksis betyder, at forkert eller mangelfuld indberetning kan forrykke din markedsandel – og derved dine fremtidige omkostninger. Har du styr på datakvaliteten?
Genbrugsemballage udløser særlige pligter. Producenter skal etablere eller tilslutte sig tilbagetagningsordninger, så emballagen samles ind, når den ikke længere kan genbruges. For engangsemballage kan producenter frivilligt etablere egne tilbagetagningsordninger og dermed få fratrukket de mængder, de selv håndterer, i opgørelserne over omkostningsdeling. Strategisk kan dette give mening for højværdimaterialer eller lukkede kredsløb, hvor logistik og kvalitet kan kontrolleres. Men det kræver klare kontraktuelle grænseflader, robust sporbarhed og løbende dokumentation – ellers risikerer du at betale dobbelt for samme mængde.
Indberetning, kategorisering og økonomi
Indberet årligt inden 1. juni via din kollektive ordning. For 2025 indberetter ordningen på dine vegne de faktiske 2024-mængder. Fremover kan ordningen kræve hyppigere indmeldinger, fx kvartalsvis. Emballager skal kategoriseres efter type (salgsemballage, multipak, transport, service), materiale (fx aluminium, glas, jernholdigt metal, mad- og drikkevarekartoner, pap, papir, plast – inkl. plastkategorier – træ, keramik, kork, porcelæn, tekstil og “andet”), slutbrugerstrøm (husholdning eller erhverv), forventet affaldsvej (almindeligt, farligt eller restaffald) efter bekendtgørelse om affald, og om emballagen er genbrug eller engang. Mikrovirksomheder under 8 ton årligt har lempeligere indberetning, men ikke fuld fritagelse.
Et konkret eksempel hjælper: Plastbakken med vindruer er typisk salgsemballage i hård plast (ofte PET eller PP), forventes at ende i husholdningsstrømmen og kan sorteres som almindeligt plastaffald til genanvendelse; den er i udgangspunktet engangsemballage. Hvis din emballage består af flere materialer, der ikke let kan skilles ad, indberetter du efter det primære materiale. Fejl på dette trin skaber kædereaktioner: forkert markedsandel, forkert miljøgraduering og potentielt forkerte økonomiske bidrag. Arbejd derfor med standardiserede datablade fra leverandører og interne plausibilitetschecks.
Miljøgraduering af bidragene er den økonomiske game changer. Kollektive ordninger skal differentiere producentbidraget efter emballagens miljøpåvirkning via et bonus/malus-system. De konkrete designkriterier findes i bekendtgørelsens bilag 14, hvor materialetyper scorer grønt, gult eller rødt afhængigt af bl.a. genanvendelighed og indhold. Den nye praksis betyder, at emballagevalg bliver en direkte cost driver. Kan et kriterium ikke dokumenteres, havner emballagen automatisk i rødt niveau. Juridisk og kommercielt peger pilen mod indkøb: kontraktlige datakrav, auditretter, ændringsklausuler og incitamenter til at levere dokumenterbare, grønnere løsninger.
Sanktionsregimet er skærpet: Emballagebekendtgørelsen oplister et bredt katalog af strafbare forhold – fra manglende registrering og udebleven indberetning til urigtige oplysninger, manglende egenkontrol og manglende tilslutning til kollektiv ordning for engangsemballage. Udgangspunktet er bødestraf, men straffen kan forhøjes til fængsel i op til to år ved forsæt eller grov uagtsomhed, hvis overtrædelsen har medført eller risikeret miljørisiko, eller hvis formålet har været at opnå økonomisk fordel. Spørgsmålet er derfor ikke, om man “når” at indberette, men om man kan dokumentere rigtigheden af tallene – også hvis der kommer tilsyn.
Vær desuden opmærksom på dobbeltgebyr for plast. Emballager, der indeholder plast, kan være omfattet af både producentansvar for emballage og af producentansvar for engangsplast, hvilket udløser to parallelle bidrag. Typiske eksempler er fødevarebeholdere, indpakningsposer og -folier, drikkevarebeholdere, drikkebægre og letvægtsbæreposer. Budgetter og prisstrategi bør justeres i tide, og produktudviklingen bør kvantificere omkostningsforskelle mellem materialevalg, designændringer og dokumentationsniveauer. Kan en lille konstruktiv ændring flytte en emballage fra rødt til gult eller grønt – og dermed spare et årligt, tilbagevendende malus?
Hvad skal du være opmærksom på i praksis? 1) Etabler en central datapipeline: Hent materialespecifikationer fra leverandører, og gem valide versioner; 2) Skab governance: en ansvarlig kontaktperson, klare afløbsfrister til den kollektive ordning og procedurer for egenkontrol; 3) Kontraktér dig til dokumentation: indføj datakrav og sanktionsbestemmelser i indkøbs- og produktionsaftaler; 4) Simulér økonomi: estimer miljøgraduerede bidrag under alternative designscenarier; 5) Undgå fejlklassifikation: brug tjeklister for emballagetype, materialer, slutbrug og affaldsvej; 6) Afklar producentrollen for hver emballage i kæden – især ved fjernsalg og private label.
Husk processen omkring kollektive ordninger: Producenter af engangsemballage skal være tilmeldt fra 1. januar 2025. Kan din nuværende ordning håndtere dine materialestrømme, og matcher deres datastruktur dine systemer? Afklar også deres forventninger til løbende rapportering, kvalitetstærskler og dokumentationsformat. Har du endnu ikke tilknyttet en ordning, kan du orientere dig via DPA’s vejledning for valg af kollektiv ordning for emballage her. Tænk på ordningen som en udvidelse af din compliancefunktion: dens krav bliver dine interne krav.
Endelig: Tidslinjen styres af EU, og Danmark har allerede rullet flere led ud. Den politiske ramme – beskrevet i den tidligere politiske aftale om udvidet producentansvar for emballage og engangsplastprodukter – er omsat i retlige krav. Når EU’s emballageforordning overtager, forventes yderligere harmonisering og skærpelse af designkrav, sporbarhed og målsætninger. Derfor bør du ikke kun sigte mod at overholde fristen, men også mod at bygge en skalerbar model, der kan håndtere ændrede datakrav, nye kategoriseringer og højere dokumentationsstandarder.
Kort sagt: Dette er ikke en engangsopgave, men en varig reguleringsdisciplin. Den nye praksis betyder, at miljødata bliver en direkte omkostningsdriver, og at fejldata bliver en compliance-risiko med strafretlige implikationer. Sæt en tværfunktionel task force nu, prioriter leverandørsporbarhed, og sørg for, at jeres ERP og PIM kan rumme felter for materiale, lag og efterfølgende affaldsvej. Jo før du kan producere korrekte mængder med dokumentation, desto bedre står du – både ift. 1. juni 2025 og i den første tildelingsperiode fra 1. oktober 2025.
