Et politisk løft af domstolenes kapacitet er fulgt af en markant udvidelse af småsagsprocessen, mens arbejdet med at reformere retshjælps- og fri-proces-ordningerne har ligget stille i næsten to år. Kombinationen skærper presset på borgere med begrænsede ressourcer og udfordrer grundlæggende adgang til retlig prøvelse.
Småsagsproces og retssikkerhed
Grænsen for, hvornår en civil sag behandles som småsag, er forhøjet, så langt flere tvister nu forudsætter, at parterne selv forbereder sagen. I småsager er dækningen fra retshjælpsforsikringen typisk begrænset under sagens forberedelse, fordi modellen bygger på selvhjælp og domstolenes vejledning. For mange borgere bliver det i praksis et valg mellem at undlade at forfølge et krav eller at føre sag uden kvalificeret bistand.
Konsekvensen er særlig alvorlig for udsatte borgere med svag retlig handleevne. Når forberedelsen af processtof, dokumentation og anbringender overlades til den enkelte, øges risikoen for fejltrin, forpassede frister og ufuldstændig bevisførelse. Det er næppe foreneligt med ambitionen om reel lighed for loven, hvis procesformen de facto forudsætter juridisk kunnen, som mange ikke besidder.
Et system under pres
Retshjælpsordningerne er kendetegnet ved komplekse adgangskriterier, omfattende formularer og en trinvist struktur, som i sig selv udgør en barriere. Hertil kommer en ujævn geografisk dækning, hvor landdistrikter og mindre byer ofte står uden lokal adgang til retshjælpsinstitutioner. Samtidig er koordinationen mellem offentligt finansieret retshjælp og private retshjælpsforsikringer utilstrækkelig, hvilket kan efterlade borgere i et retligt vakuum.
Retshjælpens udsatte tilstand står i kontrast til dens formål: at sikre, at økonomisk formåen ikke afgør adgangen til domstolene. Sager om udsættelse, kommunale ydelser eller ansættelsesretlige tvister illustrerer behovet for tidlig, kvalificeret rådgivning. Uden et velfungerende system risikerer berettigede krav at blive opgivet, og fejl i myndighedsafgørelser bliver ikke prøvet.
Vejen frem
Der er et akut behov for at genstarte arbejdet med at modernisere retshjælp og fri proces. En mere enkel og gennemsigtig adgangsmodel, bedre digital understøttelse og ensartet national dækning vil kunne sænke de praktiske tærskler. Samtidig bør grænsefladen til retshjælpsforsikringer afklares, så dækning og procesforløb hænger sammen.
Domstolenes effektivisering kræver ledsagende retssikkerhedsgarantier. Hvis flere sager placeres i småsagsprocessen, må vejledningspligten og muligheden for målrettet, tidlig rådgivning styrkes, så sagens indhold – ikke parternes økonomi – bliver afgørende. En reform, der samler regler og praksis i en sammenhængende model, er nødvendig for at genoprette borgernes tillid og sikre lige adgang til retfærdig afgørelse.
