Bevisbyrde og erstatningsbetingelser ved ansvar for projekterende rådgivere
En ny voldgiftskendelse frifandt to projekterende rådgivere for et betydeligt erstatningskrav begrundet i mangler ved projektmateriale og påståede forsinkelser. Kendelsen understreger, at bygherre eller totalentreprenør kun får medhold, hvis de almindelige erstatningsbetingelser er dokumenteret: ansvarspådragende fejl, økonomisk tab, årsagsforbindelse, adækvans samt fravær af egen skyld. Hertil kommer rettidig reklamation og, at krav ikke er forældede. ABR 18 § 49 (og tidligere ABR 89) henviser udtrykkeligt til dansk rets almindelige erstatningsregler og den professionelle standard, der kan kræves af en teknisk rådgiver.
Vurderingen af, om rådgiveren har handlet ansvarspådragende, beror på, om rådgiverens arbejde lever op til den forventelige faglige norm på udførelsestidspunktet. I praksis løftes bevisbyrden ofte gennem syn og skøn, men skønnet skal tage udgangspunkt i det faktiske projekteringsgrundlag og være egnet til at belyse fejl, årsag og tab.
Voldgiftskendelsens begrundelse og praktiske følger
Sagen angik et større nybyggeri, hvor en ny totalentreprenør indtrådte efter byggetilladelsen med en forudsætning om et ”85 % færdigt hovedprojekt” og ansvar for resterende projektering. Forsinket aflevering udløste dagbod til bygherre, hvorefter totalentreprenøren rejste erstatningskrav mod de projekterende. Voldgiftsretten, sammensat af fem dommere, fandt, at bevisbyrden ikke var løftet – selv efter gennemført syn og skøn.
Voldgiftsretten lagde blandt andet vægt på følgende forhold, som svækkede ansvarsgrundlaget og kausaliteten:
- Rådgiverne deltog ikke i forhandlingerne om overdragelsen og blev ikke spurgt til vurderingen af projektets færdighedsgrad.
- Totalentreprenøren valgte løsninger, der afveg fra de oprindelige projektforudsætninger i en totalentreprisekontekst.
- Rådgiverne havde loyalt oplyst om udeståender og forbehold.
- Totalentreprenørens sene indsigt i projektets stade kunne ikke bebrejdes rådgiverne.
- En allonge gav overblik over uafklarede forhold og udtrykkelige forbehold fra rådgiverne.
- Skønserklæringen byggede på et uafsluttet projekt og havde derfor begrænset vægt for ansvarsbedømmelsen.
For den del af kravet, der svarede til betalt dagbod, var der heller ikke påvist tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem de hævdede projekteringsmangler, forsinkelsen på den kritiske vej og tabet.
Reklamation, forældelse og afgrænsning af krav
Efter ABR 89 pkt. 6.2.3.2 bortfalder retten til at gøre ansvar gældende, hvis bygherren ikke reklamerer skriftligt, så snart der er – eller burde være – kendskab til et muligt krav. I sagen var reklamationen for sen, og flere krav var desuden forældede. En skønssag afbryder kun forældelsen midlertidigt for de konkrete forhold, der faktisk indgår i skønstemaet; øvrige forhold forældes efter de almindelige frister.
Et senere rejst krav om forholdsmæssigt afslag led samme skæbne: for sen reklamation og forældelse. Samlet viser kendelsen, at kravsforvaltning skal være stringent fra første indikation af projekteringsfejl.
Praktiske råd: dokumentation og processtyring
Byggeparter bør sikre et bygbart og fyldestgørende projekt ved udbud og udførelse, løbende adressere uklarheder med de projekterende og dokumentere forbehold, ændringer og beslutninger. Ved mistanke om fejl med tids- eller omkostningskonsekvens bør der straks reklameres og – hvis nødvendigt – iværksættes syn og skøn eller voldgift inden for de relative frister.
For at påvise kausalitet og tab anbefales systematisk grundlag: reference- og opdaterede tidsplaner, kritisk-vejs-analyse, hændelses- og årsagsmatricer samt isolering af andre forsinkelsesårsager. Det kan reducere risikoen for at tabe sagen, fordi flere uafhængige betingelser ikke kan bevises.
