Højesterets fortolkning af nedre grænse for erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven
Højesteret fastslår, at ret til erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens § 17 (tidl. § 32) kan foreligge, når arbejdsskaden medfører en klar og varig indtægtsnedgang på 5 procent eller derover. Den tidligere administrative praksis, hvor tab tæt på 15 procent reelt var forudsat, kan derfor ikke opretholdes. 15-procentsgrænsen er et administrativt filter mod bagatelkrav – ikke et succeskriterium for, om retten til erstatning overhovedet indtræder.
Dommen præciserer, at når indtægtsnedgangen mindst udgør 5 procent, og der er årsagssammenhæng til arbejdsskaden, udløses erstatning svarende til et erhvervsevnetab på 15 procent. Højesteret lægger vægt på forarbejderne og tidligere praksis og afviser, at der kan kræves et tab tæt på 15 procent for at passere den nedre grænse.
Sammenhæng med tidligere praksis og § 17 a-sager
Retten henviser til domme fra 2024 og 2025 om § 17 a (fleksjob), hvor 15-procentsgrænsen allerede er læst i lyset af forarbejderne til § 17. Denne fortolkning gælder også for sager efter § 17, således at grænsen fungerer som et administrativt afskæringskriterium og ikke som et mindstekrav til det konkrete tab.
I den konkrete sag havde Ankestyrelsen anvendt en strengere forståelse. Da Retslægerådet vurderede arbejdsskaden som en komponent i det samlede årsagskompleks, stadfæstede Højesteret landsrettens hjemvisning til fornyet vurdering. Ankestyrelsen blev pålagt sagsomkostninger.
Praktiske konsekvenser for genoptagelse og forsikringsbranchen
Afgørelsen kan medføre genoptagelse af sager, hvor indtægtsnedgangen ligger mellem 5 og 15 procent, hvis der foreligger et klart og varigt tab begrundet i arbejdsskaden. Forsikringsselskaber og arbejdsgivere må forvente øgede erstatningsudgifter, justering af reserver og ændrede processer for dokumentation og bevisvurdering.
Forvaltningen skal tilpasse afgørelsespraksis, så vurderingen centrerer om klarhed og varighed af indtægtstabet samt den medicinske og faktiske årsagssammenhæng. Kravet om, at tabet skal ligge tæt på 15 procent, kan ikke opretholdes. Følgende fokuspunkter bør prioriteres:
- Systematisk kortlægning af indtægtsforløb og dokumentation for varigt tab.
- Tæt inddragelse af lægefaglige vurderinger om årsagssammenhæng og funktionsnedsættelse.
- Revurdering af afsluttede sager, reservesætning og policydesign i arbejdsskadeporteføljer.
