Retsplejeloven § 226

Højesteret afviser henvisning til landsretten som første instans i tvist om funktionærs krav på forholdsmæssig fastholdelsesbonus. Sagen beror på konkret aftalefortolkning og forbliver i byretten. Retsplejeloven § 226 og funktionærloven § 17 a er centrale.

Højesteret afviser henvisning til landsretten i sag om kategorisering efter ejendomsvurderingslovens § 3. Tvisten er ikke principiel og afgøres primært ved konkret skøn. Hovedsagen fortsætter derfor i byretten, jf. retsplejeloven § 226, stk. 1.

Højesteret afviste henvisning til landsretten i en sag om aktionærlån: Et principielt spørgsmål om ligningslovens § 16 E og mulig beskatning efter § 16 A var ikke nok uden generel betydning eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Sagen fortsætter i byretten.

Højesteret fastslår, at en skattesag om virkningen af selskabsretlig ugyldighed og tilbagebetaling skal behandles ved landsretten som første instans efter retsplejeloven § 226, stk. 1. Kendelsen tilsidesætter landsrettens hjemvisning og tydeliggør kriterierne for henvisning af principielle sager.