Højesteret har stadfæstet, at en tvist om en funktionærs krav på en forholdsmæssig andel af en fastholdelsesbonus ikke skal behandles ved landsretten som første instans efter retsplejeloven § 226. Landsretten havde tilbagevist sagen til byretten med den begrundelse, at udfaldet i det væsentlige afhænger af en konkret fortolkning af parternes aftale.
Kernen er, om fastholdelsesaftalen udgør en del af den aftalte eller fastsatte løn. Hvis bonussen er vederlag for arbejde, kan funktionærlovens § 17 a udløse krav på pro rata-udbetaling ved fratrædelse, mens en ren fastholdelsespræmie taler imod. Da vurderingen er konkret og ikke rejser principielle spørgsmål, er betingelserne for henvisning ikke opfyldt, og sagen fortsætter i byretten. Læs kendelsen hos Domstolene: BS-31412/2025-HJR.
