Passagerkompensation ved luftfartsselskabers omlægning til en nærtliggende lufthavn – hvornår har passageren ret til kompensation?

Østre Landsrets præcisering af passagerkompensation ved omlægning til nærtliggende lufthavn

Østre Landsret frifandt et luftfartsselskab for krav om kompensation efter EU-forordning 261/2004, selv om passageren blev omdirigeret til en anden lufthavn end den planlagte. Landsretten lagde vægt på, at Baltimore/Washington International Airport og Ronald Reagan Washington National Airport betjener samme byområde, jf. artikel 8, stk. 3, og at forsinkelsen skal opgøres ud fra den faktiske ankomst til det oprindelige bestemmelsessted eller et andet nærtliggende bestemmelsessted aftalt med selskabet.

Retten henviste til EU-Domstolens dom i C-826/19 (Austrian Airlines) og fastslog, at manglende opfyldelse af pligten til at tilbyde og betale overførsel mellem lufthavne efter artikel 8, stk. 3, ikke i sig selv udløser kompensation efter artikel 7, stk. 1. Kravet om kompensation forudsætter, at der kan konstateres en samlet forsinkelse på mindst tre timer ved ankomst til det relevante bestemmelsessted.

Beregning af forsinkelse og forståelsen af bestemmelsessted

Landsrettens udgangspunkt er, at forsinkelsen måles ved det tidspunkt, hvor passageren faktisk når frem til den oprindeligt planlagte lufthavn eller et andet nærtliggende, aftalt bestemmelsessted. Ankomst til en alternativ lufthavn er ikke tilstrækkelig i sig selv. Kan passageren ikke påvise den faktiske samlede ankomstforsinkelse, er betingelsen for kompensation ikke opfyldt.

På denne baggrund blev kravet afvist, fordi passageren hverken anmodede om eller dokumenterede overførsel fra BWI til DCA og dermed ikke påviste en forsinkelse på tre timer eller mere ved ankomst til det relevante bestemmelsessted. Følgende hovedprincipper kan udledes af afgørelsen:

1. “Samme by eller region” i artikel 8, stk. 3, omfatter nærtliggende lufthavne, der betjener samme byområde.
2. Kompensation efter artikel 7, stk. 1, kræver dokumenteret forsinkelse på mindst tre timer ved ankomst til bestemmelsesstedet.
3. Misligholdelse af overførselspligten efter artikel 8, stk. 3, udløser ikke automatisk kompensation.

Bevisbyrde og praktiske konsekvenser for parterne

Bevisbyrden ligger hos den, der kræver kompensation. Dokumentation for den samlede ankomstforsinkelse kan fx være rejseplan, tidsstempler for faktisk ankomst samt kvitteringer eller registreringer for overførsel mellem lufthavne. Ankomsttid til den alternative lufthavn er ikke tilstrækkelig.

For luftfartsselskaber understreger dommen, at omlægning til nærtliggende lufthavne ikke i sig selv afskærer kompensationsansvar, men at forsinkelsen skal måles ved faktisk ankomst til det relevante bestemmelsessted. Selskaberne bør fortsat sikre tilbud om og betaling af overførsel i henhold til artikel 8, stk. 3, samt tydelig kommunikation til passagerer om muligheder for overførsel og nødvendig dokumentation.