Kommune forskelsbehandlede praktikant ved at kræve håndtryk

Kommune forskelsbehandlede praktikant ved at kræve håndtryk

Højesteret fandt, at en kommunes håndtrykskrav over for en lærerpraktikant var indirekte forskelsbehandling, fordi mindre indgribende alternativer ikke var afsøgt. Alligevel blev der ikke tilkendt godtgørelse efter en konkret, samlet vurdering af forløbet og parternes handlinger.

Højesterets dom om håndtryk og indirekte forskelsbehandling

Højesteret fastslog, at en kommunal folkeskoles krav om håndtryk til alle uanset køn udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af religion. Praktikanten, der hilste mænd uden håndtryk af religiøse grunde, fik dog ikke tilkendt godtgørelse efter en samlet vurdering.

Sagens faktum var uomtvistet: Praktikanten gav hånd til kvindelige kolleger, men lagde hånden på hjertet og nikkede til mandlige. Skolen gjorde fortsættelse af praktikforløbet betinget af et generelt håndtrykskrav. Da praktikanten afslog, blev forløbet afbrudt.

Proportionalitet og nødvendighed efter forskelsbehandlingsloven

Højesteret lagde til grund, at praktikanten havde påvist omstændigheder, der gav en formodning for indirekte forskelsbehandling, hvorefter bevisbyrden skiftede til kommunen. Formålet om ligebehandling mellem kønnene blev anerkendt som sagligt, men kravet skulle også være egnet og nødvendigt.

Flertallet fandt, at kommunen ikke havde dokumenteret, at mindre indgribende alternativer var utilstrækkelige. Skolen havde ikke reelt afsøgt andre respektfulde hilseformer, selv om praktikanten oplyste, at hendes praksis ikke tidligere havde givet problemer. Dermed var nødvendighedskravet ikke opfyldt, og beslutningen var i strid med forskelsbehandlingsloven.

På trods af overtrædelsen blev der ikke tilkendt godtgørelse. Retten lagde blandt andet vægt på forløbets begrænsede konsekvenser og at praktikanten kunne have bidraget mere konstruktivt til at finde en løsning.

Implikationer for offentlige arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner

Dommen skærper fokus på en metodisk proportionalitetsvurdering, når institutioner indfører adfærdsregler, der kan ramme religiøst motiveret adfærd. Arbejdsgivere må kunne dokumentere dialog, konkrete alternativer og en individuel vurdering.

Indgreb begrundet i neutralitet eller ligestilling accepteres ikke uden bevis for, at mildere tiltag ikke er tilstrækkelige. Samtidig viser afgørelsen, at godtgørelse ikke følger automatisk, men beror på en helhedsvurdering.

For at styrke compliance og reducere retlig risiko kan følgende tiltag overvejes:

  1. Fastlæg et klart og sagligt formål, og gennemfør en konkret proportionalitetsanalyse, herunder dokumentation for afsøgning af mindre indgribende midler.
  2. Inddrag berørte medarbejdere og studerende i en struktureret dialog, og afprøv praktiske alternativer som ensartede hilserutiner eller andre respektfulde former.
  3. Sikr dokumentation, der kan løfte bevisbyrden for nødvendighed og egnethed, hvis beslutningen anfægtes.
  4. Anvend proportionale reaktioner ved manglende efterlevelse, og overvej midlertidige eller afprøvende løsninger før afbrydelse af forløb.
Gratis adgang til alle juridiske nyheder, artikler og opdateringer.
Opret dig gratis i dag, vælg dine fagområder, og få adgang til et skræddersyet nyhedsoverblik, der gør dig klogere - og holder dig foran.