Forskelsbehandlingsloven

Vestre Landsret fastslår, at langvarige senfølger efter COVID-19 kan udgøre et handicap. Opsigelse uden dokumenteret afsøgning af rimelige tilpasninger udgjorde ulovlig forskelsbehandling. Dommen skærper beviskravene og forpligter arbejdsgivere til aktiv fastholdelsesindsats.

Lovudkastet om almenboligloven og almenlejeloven mødes med grundlæggende opbakning, men tre retlige knaster står ud: behov for udvidet klageadgang ved større kommunale beføjelser, klar statsretlig hjemmel ved overførsel af bundne midler og saglighed i et 55+ alderskrav.

Ligebehandlingsnævnet frifandt en kommune for handicapdiskrimination efter opsigelse af en sygemeldt socialrådgiver. Langvarigt fravær uden tidshorisont betød, at medarbejderen ikke var kompetent, egnet og disponibel, og at tilpasninger ikke kunne afprøves forsvarligt.

Ligebehandlingsnævnet fastslår, at kortvarige COVID-19-krav om mundbind, visir og coronapas ikke udgjorde en langvarig barriere. En buschauffør, der ikke fulgte retningslinjerne, var derfor ikke beskyttet som handicappet efter forskelsbehandlingsloven, og arbejdsgiveren blev frifundet.