Henvisning efter retsplejeloven § 226 og krav om principiel karakter
Højesteret stadfæstede, at en sag om påstået handicapdiskrimination ikke skulle behandles ved landsretten som første instans. Efter retsplejeloven § 226, stk. 1, er henvisning forbeholdt sager af principiel betydning eller hvor særlige grunde taler for det.
Landsretten vurderede, at udfaldet i høj grad beroede på en konkret bevisbedømmelse af forholdene omkring opsigelsen, og ikke på afklaring af generelle retsspørgsmål. Højesteret tiltrådte denne vurdering.
Lær om udbudsloven og effektive udbudsprocesser på praktisk kursus
Læs mere her →Forskelsbehandlingsloven § 2 a og bevismæssige spørgsmål
Tvisten vedrørte, om arbejdsgiveren havde opfyldt tilpasningsforpligtelsen efter forskelsbehandlingsloven § 2 a i forbindelse med afskedigelsen af en overlærer i en kommunal skole. Spørgsmål om rimelige tilpasninger og arbejdsgiverens pligter vurderes konkret.
Afgørelsen understreger, at beskæftigelsesdiskrimination ofte afgøres ud fra beviset i den enkelte sag og derfor som udgangspunkt hører hjemme ved byretten som første instans. Se kendelsen her: BS-17276/2026-HJR.
