Henvisning efter retsplejeloven § 226 og krav om principiel karakter
Højesteret stadfæstede, at en sag om påstået handicapdiskrimination ikke skulle behandles ved landsretten som første instans. Efter retsplejeloven § 226, stk. 1, er henvisning forbeholdt sager af principiel betydning eller hvor særlige grunde taler for det.
Landsretten vurderede, at udfaldet i høj grad beroede på en konkret bevisbedømmelse af forholdene omkring opsigelsen, og ikke på afklaring af generelle retsspørgsmål. Højesteret tiltrådte denne vurdering.
Lær at løse andres konflikter på effektivt kursus i mediation
Læs mere her →Forskelsbehandlingsloven § 2 a og bevismæssige spørgsmål
Tvisten vedrørte, om arbejdsgiveren havde opfyldt tilpasningsforpligtelsen efter forskelsbehandlingsloven § 2 a i forbindelse med afskedigelsen af en overlærer i en kommunal skole. Spørgsmål om rimelige tilpasninger og arbejdsgiverens pligter vurderes konkret.
Afgørelsen understreger, at beskæftigelsesdiskrimination ofte afgøres ud fra beviset i den enkelte sag og derfor som udgangspunkt hører hjemme ved byretten som første instans. Se kendelsen her: BS-17276/2026-HJR.
