Unionsborgerskab

Højesteret fastslog, at A og B aldrig gyldigt opnåede dansk indfødsret. A opfyldte ikke kravet om løsning fra egyptisk statsborgerskab, og B kunne derfor ikke være dansk ved fødslen. Hverken forventningshensyn eller EU’s proportionalitetsprincip ændrede resultatet.

Højesteret stadfæstede udvisning af en tyrkisk statsborger med seks års indrejseforbud. Udvisningen var forenelig med EMRK art. 8, associeringsafgørelsens art. 14 og TEUF art. 20. Retten fandt ingen afgørende afhængighed til den danske søn og konstaterede betydelig recidivrisiko.

Højesteret åbner for realitetsprøvelse af en udvisning, fordi en tredjelandsstatsborger på tålt ophold kan have afledt opholdsret efter TEUF art. 20 som følge af mindreårige børns afhængighed. Sagen hjemvist til landsretten med henvisning til EU-Domstolens XU og QP-praksis.

Højesteret stadfæster dom for at fremme Islamisk Stat og finder fire års fængsel passende. Kvinden frakendes dansk indfødsret efter en proportionalitetsvurdering, men udvisning afvises, fordi hendes syv mindreårige børns EU-rettigheder og trivsel vejer afgørende.

En kvinde dømmes ved Vestre Landsret til fire års fængsel og frakendelse af dansk statsborgerskab for at have fremmet IS og opholdt sig i et konfliktområde. Udvisning blev afvist efter EU-retten på grund af afledt opholdsret via hendes danske børn; i stedet gives udvisningsadvarsel.