Højesteret fastslog, at Udlændinge- og Integrationsministeriet med rette meddelte A og B, at de ikke er og aldrig har været danske statsborgere. A’s betingede indfødsret fra 1979 bortfaldt, fordi kravet om løsning fra egyptisk statsborgerskab ikke var opfyldt, og der var ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om annullation.
Retligt udgangspunkt
Indfødsret kan meddeles ved lov på betingelser, og det er forvaltningen, der afklarer, om betingelserne er opfyldt. Viser det sig, at en betingelse ikke er opfyldt, følger det af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at den begunstigende afgørelse som udgangspunkt skal omgøres med tilbagevirkende kraft.
Udgangspunktet kan i særlige tilfælde fraviges af hensyn til berettigede forventninger og indrettelse. Grundlovens § 44 udelukker ikke anvendelsen af disse principper på indfødsretsområdet. Når myndighederne retter en fejlagtig antagelse om indfødsret, skal de derudover iagttage EU-rettens regler om unionsborgerskab, herunder proportionalitetsprincippet.
Den konkrete vurdering af A og B
For A lagde Højesteret vægt på, at betingelsen om løsning fra egyptisk statsborgerskab ikke var opfyldt. A havde siden 1980/81 boet i Egypten, måtte i hvert fald fra 1985 indse forholdet og blev kun i begrænset omfang berørt af ministeriets afgørelse. Forventnings- og EU-retlige synspunkter kunne derfor ikke føre til et andet resultat.
For B fandt Højesteret, at han ikke havde erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, da faderen ikke gyldigt var dansk statsborger. B er født og opvokset i Egypten, hans forældre var registreret som egyptiske, og han kom første gang til Danmark som 19-årig. Oplysningerne talte imod både forventningsbeskyttelse og et EU-retligt proportionalitetsforbehold.
Kilder
Læs Højesterets dom i sag BS-29672/2024-HJR på domstol.dk: BS-29672/2024-HJR.
Se landsrettens afgørelse i Domsdatabasen: BS-29672/2024-HJR.
