Vikardirektivet

Højesteret fastslår, at lange vikarforløb fortsat kan være midlertidige efter vikarloven, hvis forlængelserne er objektivt begrundet. Samtidig præciseres afgrænsningen til funktionærloven og Arbejdsrettens enekompetence i spørgsmål om overenskomster.

Højesteret skærper dokumentationskravet ved lange eller gentagne vikarforløb. Midlertidighed skal kunne begrundes konkret, ellers kan funktionærrettigheder udløses. Dommen tydeliggør også forumvalget mellem Arbejdsretten og domstolene.

Højesteret præciserer, hvornår vikarloven fortrænger funktionærloven, og hvordan kravet om midlertidighed dokumenteres. Konsekvensen er forskellig adgang til løn under sygdom, opsigelsesvarsel og godtgørelse ved tidsbegrænsede ansættelser.

Arbejdsretten kræver, at overenskomstdækkede vikarbureauer udligner ringere vilkår for vikarer med reelle kompenserende fordele. Afgørelsen bygger på EU-konform fortolkning af vikarloven efter TimePartner og skærper kravene til sammenligning, dokumentation og efterbetaling.