Samspillet mellem vikarloven og funktionærloven: afgrænsning og retlig konsekvens
Højesteret har fastslået, at en medarbejder, der er omfattet af vikarloven, som udgangspunkt ikke samtidig er omfattet af funktionærloven. Afgørelsen tager udgangspunkt i funktionærlovens § 1, stk. 2, hvor tjenestestilling og underordning under arbejdsgiverens instruktion er centrale kriterier. Retten lægger vægt på, at vikarer ansættes med henblik på midlertidig udsendelse under brugervirksomhedens daglige ledelse, og at vikaren kan afslå konkrete vikariater.
Hvis en udsendelse ikke kan kvalificeres som midlertidig, falder forholdet uden for vikarloven. I så fald foretages den sædvanlige funktionærvurdering med mulig adgang til rettigheder som løn under sygdom og opsigelsesvarsel efter funktionærloven. Det afgørende er derfor, om udsendelsen efter en samlet vurdering med rimelighed kan anses for midlertidig.
Midlertidighedskriteriet: vurderingsmomenter og bevis
Vikarloven og EU’s vikardirektiv definerer ikke udtømmende, hvad der er “midlertidigt”. Højesteret understreger, at begrebet skal forstås bredt med hensyn til direktivets dobbelte formål: beskyttelse af vikarer og legitime rammer for fleksible arbejdsformer. Varigheden af udsendelsen, antal forlængelser og udførelse af almindelige driftsopgaver er ikke i sig selv afgørende.
Der skal foreligge en objektiv, saglig forklaring på både den oprindelige udsendelse og hver forlængelse. Den samlede varighed må ikke overstige, hvad der med rimelighed kan anses for midlertidigt set i lyset af virksomhedens dokumenterede behov. Efterfølgende, udokumenterede forklaringer om fx forventet nedlukning eller omorganisering er utilstrækkelige.
Skal du vide det meste om EU-ret? Tag ’EU-pakken’, og få styr på reglerne.
Læs mere her →Konkrete udfald og betydning for praksis
I den konkrete sag førte manglende dokumentation for formålet med en langvarig udsendelse til, at vikarloven ikke fandt anvendelse. Forholdet blev i stedet kvalificeret efter funktionærloven med krav på løn under sygdom og løn i opsigelsesperioden samt godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse. Omvendt blev to andre udsendelser anset for midlertidige, da der forelå en objektiv begrundelse i form af planlagt nedlæggelse af funktionen på et usikkert tidspunkt.
Dommen skærper fokus på systematisk dokumentation og løbende behovsvurdering ved længerevarende eller gentagne vikarforløb. Den viser samtidig, at der ikke gælder en fast tidsgrænse for, hvornår en udsendelse ophører med at være midlertidig; vurderingen beror på en konkret, saglig begrundelse.
Følgende tiltag kan styrke retsstillingen og compliance ved brug af vikarer:
- Udarbejd en skriftlig, objektiv begrundelse for udsendelsens formål og forventede varighed, opdateret ved hver forlængelse.
- Sørg for intern godkendelsesprocedure, der tester, om midlertidighedskriteriet fortsat er opfyldt.
- Afstem kontraktvilkår med den faktiske organisering og instruktion, så kvalifikationen ikke forskydes utilsigtet.
