Vikarloven

EU-Domstolen begrænser mindstelønsdirektivets rækkevidde uden at ændre den danske overenskomstmodel, Arbejdsretten kræver kompensation ved lavere vikar-løn, og Højesteret præciserer både 120-dages-reglen og afgrænsningen af arbejdsskader under pendling.

Arbejdsretten fastslår, at vikarbureauer under en landsdækkende overenskomst kan fravige ligebehandlingsprincippet, hvis vikarer får kompenserende fordele. Sammenligningen baseres på de faktiske arbejdsopgaver; HK Stat var korrekt målestok, og flere vikarer fik efterbetaling.

Arbejdsretten kræver, at overenskomstdækkede vikarbureauer udligner ringere vilkår for vikarer med reelle kompenserende fordele. Afgørelsen bygger på EU-konform fortolkning af vikarloven efter TimePartner og skærper kravene til sammenligning, dokumentation og efterbetaling.

Fravigelser af vikarlovens ligebehandlingsprincip kræver nu dokumenterede, kompenserende fordele for vikaren. Med henvisning til EU-Domstolens TimePartner-dom gav Arbejdsretten efterbetaling og skærper dermed kravene til overenskomster, lønpraksis og fremtidig sanktionsrisiko.