Højesteret fastslår, at vikarer omfattet af vikarloven som udgangspunkt ikke er funktionærer. Skillelinjen går ved, om udsendelsen er reelt midlertidig. Afgørelsen skærper fokus på varighed, tilknytning og arbejdsopgaver og kan ændre rettigheder om opsigelse, godtgørelse og sygdom.
CC
YF
SB
+4
Jørgen VindingElsebeth Aaes-Jørgensen
Søren Skjerbek
Jesper Oehlenschlaeger Madsen
Højesteret præciserer afgrænsningen mellem vikarloven og funktionærloven: Vikarer omfattet af vikarloven er som udgangspunkt ikke funktionærer. Det afgørende er, om udsendelsen med rimelighed kan anses for midlertidig, vurderet konkret ud fra varighed, tilknytning til brugervirksomheden, arbejdets karakter og kontinuitet.
Er opgaven midlertidig, finder funktionærlovens opsigelsesvarsler, fratrædelsesgodtgørelse og sygdomsregler normalt ikke anvendelse; i stedet gælder vikarlovens ligebehandlingsprincip og rammer. Ved længerevarende eller reelt fast tilknytning kan funktionærloven dog få anvendelse. Arbejdsgivere og vikarbureauer bør dokumentere formål og varighed.
Søgeord
Bevisbyrde,
Retspraksis,
Arbejdsret,
Ansættelsesret,
Kontraktfortolkning,
Funktionærloven,
Ansættelseskontrakt,
Højesteret,
Tidsbegrænset ansættelse,
Domspraksis,
Arbejdsgiverpligter,
Funktionærstatus,
Opsigelsesvarsler,
Fratrædelsesgodtgørelse,
Personalepolitik,
Ansættelsesvilkår,
Anciennitet,
Varighedsvurdering,
Ligebehandlingsprincip,
Lønvilkår,
Vikarloven,
Brugervirksomhed,
Vikarbureau,
Brugervirksomhedens ansvar,
Vikararbejde,
Arbejdstagerbegreb,
Kontinuitet,
Udsendelsesaftale,
Midlertidighed,
Arbejdets karakter,
Vikarudsendelse,
Sygdomsregler,
Fast tilknytning,
Længerevarende udsendelse,
Arbejdstagerklassifikation,
EU vikardirektivet,
Funktionærlovens anvendelsesområde,
Vikarlovens anvendelsesområde
