Afgrænsning mellem vikarloven og funktionærloven
Højesteret har præciseret, at vikarer omfattet af vikarloven som udgangspunkt ikke samtidig er omfattet af funktionærloven, fordi de ikke indtager en tjenestestilling i funktionærlovens forstand. Afgrænsningen er afgørende for, hvilke rettigheder der gælder, herunder fx løn under sygdom og løn i opsigelsesperioden, som i givet fald forudsætter, at ansættelsesforholdet kvalificeres som funktionærlovsomfattet.
Dommen tydeliggør dermed, at kvalifikationen beror på arten af udsendelsen og ikke alene på jobindhold eller varighed. Hvor vikarloven gælder, er udgangspunktet ligebehandling i forhold til brugervirksomhedens ansatte, mens funktionærloven giver et andet sæt beskyttelsesregler.
Kriterier for midlertidighed og successive forlængelser
Hverken den samlede længde af et vikariat eller antallet af forlængelser er i sig selv afgørende for, om vikarloven finder anvendelse. Højesteret lægger vægt på, om udsendelsen reelt var tilsigtet som midlertidig, og om hver forlængelse kan begrundes objektivt og sagligt. Begrebet midlertidig skal forstås bredt, men kræver et dokumenteret, tidsbegrænset behov hos brugervirksomheden.
Er forlængelserne forankret i en planlagt og tidsafgrænset opgave – eksempelvis afvikling eller omstrukturering – kan selv længere forløb være midlertidige. Hvorimod manglende dokumentation for midlertidig hensigt og objektiv begrundelse trækker i retning af, at udsendelsen i realiteten dækker et varigt behov.
Praktiske implikationer og Arbejdsrettens kompetence
I den konkrete sag førte en utilstrækkelig begrundelse for et flerårigt forløb til, at vikarloven ikke fandt anvendelse, og medarbejderen blev i stedet omfattet af funktionærloven med tilhørende rettigheder. Endvidere kunne der tilkendes godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse som følge af successive ansættelser uden objektiv begrundelse.
For vikarbureauer og brugervirksomheder er budskabet klart: Dokumentér det midlertidige behov fra start og ved hver forlængelse, og undlad at støtte retlige vurderinger alene på varighed. Højesteret afviste samtidig at prøve, om en relevant overenskomst respekterede ligebehandlingsprincippet, under henvisning til Arbejdsrettens enekompetence. Læs domsresumé hos Højesteret på domstol.dk.
