Staten bruger hvert år betydelige midler på ekstern juridisk rådgivning, og den nuværende ordning med Kammeradvokaten kritiseres for at skabe en monopollignende struktur og et vidensmonopol om statens retspraksis. En ekspertgruppe har anbefalet at konkurrenceudsætte statens juridiske rådgivning i varierende omfang og at overveje en model med en regeringsadvokat. Der er endnu ikke truffet politisk beslutning, men potentialet for lavere omkostninger og større transparens er centralt.
Konkurrence og udbud
Konkurrenceudsættelse af juridiske ydelser kan give staten mulighed for at sammenligne pris og kvalitet efter udbudsloven og de EU-retlige principper om ligebehandling, gennemsigtighed og proportionalitet. Erfaringer fra andre offentlige indkøb viser ofte lavere omkostninger og bedre dokumentation af værdiskabelsen, når opgaverne udbydes.
En åben markedsadgang vil samtidig skabe plads til både store, mellemstore og specialiserede advokatfirmaer. Det kan udnytte markedets bredde og mindske afhængigheden af én leverandør uden at gå på kompromis med kvaliteten, hvis kontraktstyring, performancekrav og klare tildelingskriterier anvendes systematisk.
Vidensmonopol og transparens
Ekspertgruppen peger på, at viden om statens juridiske praksis i vidt omfang er koncentreret hos den nuværende leverandør, og at der mangler en central, offentlig tilgængelig database over statens retssager. Det udfordrer både retssikkerhed og effektiv vidensdeling på tværs af ministerier.
Etablering af en fælles retssagsdatabase og skærpede krav til arkivering og rapportering vil styrke transparens, understøtte ensartet praksis og give bedre grundlag for benchmarking af sagsomkostninger og processtrategier.
Model med regeringsadvokat
En regeringsadvokat under Justitsministeriet kan fungere som stærk intern juridisk enhed, der håndterer strategiske sager, styrer advokatindkøb og sikrer ensartet kvalitet. Enheden kan samtidig være kompetent modpart i dialogen med eksterne rådgivere og holde hånd i hanke med retssagsøkonomien.
En sådan model kan kombineres med løbende udbud af dele af porteføljen, så markedet anvendes, hvor det skaber mest værdi, mens staten bevarer kritisk viden og kapacitet internt. Det adresserer både risikoen for vidensmonopol og behovet for konkurrencedygtige priser.
