Den igangværende strafreform (L83) hæver straffene og vil øge antallet af indsatte markant. Advokatsamfundet advarede under et foretræde for Folketingets Retsudvalg om, at kapacitet og bemanding i Kriminalforsorgen ikke følger med. En analyse udarbejdet for Advokatsamfundet peger på op mod 500 flere indsatte i 2030, et behov for 250–300 ekstra fængselsbetjente og et celleberedskab, der kun lige rækker, hvis planlagte udbygninger og brugen af Kosovo-fængslet realiseres rettidigt.
Organisationen roser reformens fokus på varetægt, resocialisering og lavere recidiv, men fremhæver risikoen for overbelægning og forringet sikkerhed, hvis bemandingen halter. Tilstrækkeligt og kvalificeret personale er efter deres vurdering en forudsætning for, at afsoning ikke reduceres til ren opbevaring, og for at uddannelse og rehabilitering kan gennemføres forsvarligt.
Advokatsamfundet foreslår løbende afrapportering til Retsudvalget om fremdrift i fængselsbyggerier og rekruttering samt nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skal levere konkrete løsninger på personalemanglen. Lovforslaget forventes andenbehandlet den 22. januar.