Brugen af genbrugsmaterialer i byggeriet kan styrke opfyldelsen af klimakrav og reducere projekters CO2-aftryk, men rejser skarpe spørgsmål om ansvarsplacering. Efter AB 18 afhænger ansvaret for materialernes egnethed i udgangspunktet af, hvem der foreskriver anvendelsen, og kontrakten bør eksplicit afspejle dette.
Regulatoriske rammer
Bygningsreglementet (BR18) kræver livscyklusvurdering (LCA) for alle nybyggerier, hvor der er søgt byggetilladelse efter 1. januar 2023. LCA’en dokumenterer klimapåvirkningen over 50 år, herunder emissioner fra materialefremstilling, energiforbrug i driftsfasen og affaldshåndtering ved endt levetid. Klimaberegningen er en forudsætning for ibrugtagningstilladelse, og der gælder desuden en CO2-grænseværdi for større nybyggerier med planlagte udvidelser.
Genbrugte materialer kan bidrage til en lavere LCA, men brugen forudsætter sporbarhed og teknisk dokumentation, så materialerne kan bedømmes på linje med fabriksnye produkter. Uden klare krav og processer øges risikoen for tvister om mangler og fordyrelser. Overtrædelse af de offentlige krav kan samtidig forsinke ibrugtagning og øge myndighedsdialogen.
Ansvarsplacering efter AB 18
Hvis bygherren stiller krav om, at entreprenøren skal anvende bestemte genbrugsmaterialer, bærer bygherren som udgangspunkt ansvaret for materialernes egnethed. Vælger entreprenøren derimod selv at bruge genbrugsmaterialer, påhviler ansvaret entreprenøren på samme måde som ved fabriksnye materialer. Voldgiftspraksis (TBB.2023.749 VBA) understreger, at en opfordring til at overveje genbrug ikke flytter ansvaret; der skal et egentligt krav til. Udførelsesfejl er fortsat entreprenørens ansvar, uanset materialets oprindelse.
Kravet i AB 18 § 12 om “sædvanlig god kvalitet” gælder også ved genbrug. Parterne kan aftale fravigelser, men det bør ske udtrykkeligt, og konsekvenser for risiko, pris og tidsplan bør fremgå. Ellers vil entreprenøren ofte hæfte for mangler, der kunne være undgået ved andre materialevalg.
Kontraktpraksis og anbefalinger
Hvor bygherren alene opfordrer til genbrug, bør entreprenøren foretage en dokumenteret risikovurdering af egnethed, holdbarhed og leverancesikkerhed samt indarbejde forudsætninger i tilbud og projekt. Ønsker bygherren undervejs at skifte til genbrug, bør parterne samtidig aftale, hvem der bærer risikoen.
Stiller bygherren krav om genbrug, bør kontrakten fastlægge klare procedurer for indkøb, sortering, udvælgelse og kvalitetssikring samt dokumentationskrav, så tvister om egenskaber og mangler minimeres. Aftaler om, at entreprenøren bærer ansvar for genbrugsmaterialer pålagt ved krav, vil typisk udløse risikotillæg. Det kan være hensigtsmæssigt at knytte genbrugskrav til milepæle, stille krav til leverandørernes kvalifikationer og afspejle mulige forsinkelser i tidsplanen. Back-to-back-ansvar over for underentreprenører samt justering af sikkerhedsstillelse og garantier bør ligeledes overvejes.
Følgende elementer bør som minimum adresseres i entreprisekontrakten for projekter med genbrugsmaterialer:
- Præcis materialespecifikation og sporbarhedskrav.
- Dokumentation, test og tredjeparts kontrol.
- Kvalitetssikring, herunder fotoregistrering og kontrolplaner.
- Ansvarsfordeling for egnethed, udførelse og mangler.
- Konsekvenser for pris, tid og eventuelle grænseværdier i LCA.
Med tydelige aftaler kan parterne forene de regulatoriske klimakrav i BR18 med en håndterbar risikoprofil og dermed udnytte potentialet i genbrug uden at gå på kompromis med retsstilling, kvalitet og økonomi.
