Højesteret har fastslået, at private udlån fra personligt drevne virksomheder til virksomhedsejerens børn ikke kan indgå i virksomhedsordningen. Når sådanne udlån alligevel er bogført som aktiver i ordningen, skal de anses for hævet ud af ordningen i de indkomstår, hvor de senest er medtaget inden for den ordinære genoptagelsesfrist.
Dommens resultat
Parterne var enige om, at udlånene havde privat karakter og derfor ikke kunne omfattes af virksomhedsordningen. Tvisten angik, om skattemyndighederne var afskåret fra at ændre skatteansættelserne efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Højesteret lagde vægt på, at skatteyderne i 2012 og 2013 havde medtaget de aktuelle saldi som aktiver, og at dette udløste pligt til udgang af ordningen uanset udlånenes oprindelige ydelsestidspunkt.
Dermed var myndighederne berettiget til at anse beløbene for hævet i disse år inden for den ordinære genoptagelsesfrist. Anbringender om korrektion af indskudskontoen kunne ikke føre til et andet resultat.
Proces og betydning
Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Det blev bemærket, at myndighedernes manglende tidligere indgriben ikke kunne tillægges vægt under de foreliggende omstændigheder.
Af hensyn til sagens principielle karakter og bredere betydning ophævede Højesteret sagens omkostninger. Afgørelsen tydeliggør, at fejlagtig aktivering af private udlån i virksomhedsordningen udløser hævning i de år, hvor posterne senest er medtaget, inden for § 26’s frister.
