Landsskatterettens praksis om kædesvig og maskeret udlodning
Kædesvigssagerne fra Landsskatterettens retsmøde den 5. september viser, at vurderingen af maskeret udlodning efter ligningslovens § 16 A beror på en konkret og stram bevisbedømmelse. I den ene sag blev Skattestyrelsens fordelingsmodel tilsidesat, og beskatningen af hovedanpartshaveren bortfaldt. I den anden sag fandt Landsskatteretten derimod, at 90 procent af betalingerne til underleverandører reelt dækkede løn til uregistreret arbejdskraft, mens 10 procent ikke var afholdt i selskabets interesse og derfor udgjorde maskeret udlodning.
Forskellen illustrerer, at selv nært beslægtede faktum ikke nødvendigvis leder til samme resultat. Nøglepunktet er, om der kan føres tilstrækkeligt sikkert bevis for, at udgifterne enten vedrører selskabets drift eller har privat karakter for den bestemmende ejer. Hvor dokumentation, leveringsspor og forretningsmæssig begrundelse er robust, er der modtagevind for at afskære beskatning af maskeret udlodning.
Bevis, indeholdelse og fordeling
I den tabte sag lagde Landsskatteretten betydelig vægt på en anonym anmeldelse, som beskrev en vikarbureaukonstruktion, hvor kontanter cirkulerede tilbage til selskabet, og et administrationsgebyr blev tilbageholdt. Retten accepterede herefter, at selskabet var indeholdelsespligtigt af A‑skat og AM‑bidrag af hovedparten af betalingerne, og at restbeløbet var afholdt uden for selskabets interesse. Bevisvurderingen hvilede således på sandsynliggørelse frem for egentlig dokumentation, hvilket markerer en restriktiv linje over for skatteyderen.
I den vindende sag blev Skattestyrelsens skønsmæssige 80/20‑opdeling forkastet. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at henføre en residualandel til privat interesse, når styrelsens beviser for fiktive leverancer samtidig pegede på, at hovedparten af udgifterne måtte anses for afholdt i selskabets drift. Resultatet understreger, at skønnet skal være konsistent, og at enhver privat henføring kræver selvstændigt bevisgrundlag.
Konsekvenser for ledelsen og næste skridt
Ud over risikoen for maskeret udlodning og efteropkrævning af indeholdt A‑skat skærper opkrævningslovens § 10 d presset på ledelsen. Bestemmelsen giver myndighederne adgang til administrativt at statuere personlig hæftelse i visse kontrolsager, hvor ledelsen groft tilsidesætter sine pligter. Det reducerer behovet for erstatningssøgsmål og gør håndhævelsen hurtigere.
Virksomheder med underleverandørkæder bør derfor styrke deres compliance: sikre kontrakter, identitets- og leveringskontrol, betalingsspor, samt dokumentere reel levering. Hvor Skattestyrelsen bygger på anonyme oplysninger, kan domstolsprøvelse være relevant for at teste beviskrav og skønsudøvelse. Praksis er i bevægelse, og kommende afgørelser må forventes at blive stærkt faktumafhængige.
